Gunaen under isen

Baldrian havde hele tiden vidst at dette her kunne ende galt. Gruppen havde opsøgt en fjende som var alt for stærk for dem, i fjendens egen lejr. Helt uden ordentlig planlægning - og på et tidspunkt hvor halvdelen af gruppen var mere eller mindre ukampdygtige med sår og skader. Det værste var næsten at grunden til denne operation fortabte sig i en uvis dis af snak om ære og moral.

Målet for gruppens rejse var - i hvert fald som Baldrian så det - at rejse op i bjergene for at opsøge den hvide Avetar: At opsøge den uhyrlige Guna for at bekæmpe var i bedste kun et sidespring og en omvej. I værste fald - og det udfald så mere og mere sandsynligt ud - kunne det blive døden for nogle af gruppens medlemmer. Ikke for sidste gang lovede Baldrian sig selv at NÆSTE gang ville han protestere mere højlydt og sætte sin vilje mere igennem. Hvad er det med mig, der gør at jeg bare driver med ind i disse situationer, selvom jeg ved det er galskab ?

Gruppen var taget afsted fra lejren ved søbredden i stor hast for at komme de ivrige unge krigersønner i forkøbet. På vejen over vandet traf de på en båd med den vise præstinde fra byen, som slog følge med dem et stykke af vejen. De nåede op på gletscheren og fandt reb og lidt halvbrugte fakler (ingen havde tænkt på lys !) og gjorde sig klar til at stige ned i gletscheren af en spalte. Først havde de en længere diskussion om de skulle efterlade deres mest værdifulde og hemmelige sager for at det ikke skulle gå tabt, men de endte med at medbringe alt.

Allerede på vejen ned igennem gletscherspalten gik det galt. Baldrian mistede grebet. Faldt fra stor højde og brækkede flere ribben ved landingen. Smerten fra de brækkede ribben var næsten uudholdelig. Ikke desto mindre valgte gruppen at fortsætte. Både Baldrian, Gregos og Arno var i en sørgelig forfatning. Kun Darlo og Largu var nogenlunde sig selv. Det eneste håb var at de to var i stand til at skade Gunaen med den gyldne dolk.

Smerten gjorde Baldrian forvirret. Efter faldet var det på en eller anden lykkedes ham at komme videre ned i den store hule. Gunaens bo. Her var nu hele gruppen spredt rundt i forskellige hjørner af hulen og det var allerede gået katastrofalt galt. Gunaen var vækket. Dens stank slog om dem og dens gigantiske, afskyelige fangarme piskede rundt. Gregos var ramt. Arno var forsvundet om på Gunaens anden side. Darlo og Largu forsøgte at angribe den. Baldrian blev grebet af panik. "Jeg vil ikke dø her" var hans eneste tanke. Jegd må væk for enhver pris. Men alle veje virkede spærrede. Det var umuligt at tænke sig at klatre tilbage opå og i hans nuværende forfatning var det også helt utænkeligt at komme op på Gunaens bugtende krop ligesom de andre. Vandet var ligeså umuligt. Iskoldt og strømmende. Med rustning på og brækkede ribben kunne den vej kun ende i døden.

Just som panikkens sorte tåge sænkede sig helt over Baldrian lød en lille stemme helt bagest i hans sind: "Husk Tudsens perle...". Baldrian tænkte knap over. Der var ingen tid at spilde. Han fumlede perlen frem, kastede den i munden og plumpede halvt bevidstløs ud i det iskolde vand ...