Drage fra Amyldena

Om herovåben

Gudernes finger er faldet tungt på Ibo, tænker Armanu da den den spinkle knægt kommer tilbage efter sit sidste møde med fruen og præsten Matreon. Ørnen havde under udpegelsen var selv et øjeblik blevet grebet af forfængelige drømme om at sejre i arenanen. Men så huskede han hvorfor han egentlig var kommet her: hans familie og høvedsmandens datter. Og alt tydede på at der var et større spil under udfoldelse, et spil hvor hovedpersonen kunne blive et nødvendigt offer.

Ibo lignede i hvertfald en der var på vej til slagterens bænk som han kom slæbende på de remedier fruen havde udstyret ham med. En slags pisk, bestående af en stav på længde med en underarm, og en kraftig dusk af hestehår, og to metalkugler, der i ydre mindede om kvædeæbler. "Jeg skal lave et våben af det,"kvækekde han spagt da de atter var tilbage på kammeret. Oteck skubbede sig straks frem, flåede tingene ud af musens hænder og begyndte straks at gestikulere, mens han fablede om mastodontsværd.

Vi fik senere at vide at hårene stammede fra en den hest Isandras forfader havde redet på, da guderne var trådt ned i ham. Ibos opgave bestod i at skabe et våben, der både kunne harmonere med hans styrker og evner, men som også kunne være med til at stedfæste hans navn og ry blandt tilskuerne. Kort sagt, et våben, der kunne være en helt værdig.

Aftenen gik med heftig diskuteren frem og tilbage om, hvad der passede Ibo bedst, om hvilke kræfter der mon boede i metalkuglerne, og om vi havde noget at frygte fra de andre krigshuse. Det var tilsyneladende ikke unormalt at husene angreb hinanden for at skade de andres kæmpere.

Næste dag bød på den glædelige overraskelse at Karso var vendt sikkert tilbage til husstanden efter at have ført Otecks familie i sikkerhed, men der var dog ikke meget tid til at glædes over det. Senere på dagen skulle Ibo prøve sine evner med det våben han havde fået konstrueret, mod Baldiri. Præsten Matreon skulle samtidig afprøve Ibos evner til at lade præstens styrke flyde i ham. Skal Musen stå nogen som helst chance i arenaen må vi håbe han lader sig fylde som et stort tomt kar!

Husets frue var mødt frem for at nyde optrinnet, i hendes følge var en mørkhåret kvinde med hud, der var som fløde. Vi hørte hende præsenteret som Totilla, en murabamsk kvinde. Knap var Ibo og Baldiris duel begyndt før hun tilsyneladende ville angribe Matreon, der i dyb koncentration lod sin kraft skylle ind i Ibo. Oteck var den der handlede hurtigst, og på trods af, at fru Isandra sad upåvirket og nippede af sin the, kastede han sig frem mod den murabamske kvinde, der bevægede sig hastigt og smidigt som en kat. Hurtigere end en kat, faktisk, men stadigvæk ikke nok til at komme uden om Otecks enorme bjerg af kød. Det lykkedes ham at få hende ned, men kun for t kort øjeblik. Med en utrolig styrke og beslutsomhed lykkedes det Totilla at vriste sig løs, og sende et lammende slag mod Otecks skulder, der med et smæld sprang ud af sin sokkel.
Midt i al dette virvar havde Uri og Armanu forholdt sig afventende for den spirende fornemmelse af, at dette var en prøve havde vist sig rigtig. Men det var Oteck der havde bestået prøven! For dette var ikke blot en test, hvor Ibo skulle vise sine evner med det nye våben. Det var også en test, der skulle forberede os på, at kunne reagere med lynets hast hvis mænd fra et af de andre huse ville forsøge at angribe vores præst, mens Ibo var midt i sin kamp

Tilbage til Flodhuset

De fire unge vovehalse havde i fællesskab udkastet endnu en dristig plan. På egen hånd ville de snige sig ud af huset og stille Oteck op til endnu en kamp i Flodhuset. Det viste sig dog, at når en sådan plan skulle udføres helt uden hjælp fra andre i Cursinus hus var der en del logistik man selv skulle have styr på. Det første problem var at skaffe Otecks våben og udstyr som var låst inde i et skab i Isandras gemakker. Det var Ibo’s job. Mente Oteck. Oteck havde godt nok en nøgle til skabet, men man skulle jo først finde uset derhen.

Ibo havde tænkt sig godt om og planlagt en rute henover muren hen til beboelsesfløjen, hvor fruen og de andre betydelige folk boede. Indbruddet skulle foregå i solnedgangstimen når fruen holdt andagt i sin faders gravkammer. Ibos klatreevner viste sig dog ikke helt at stå mål med hans planlægning. Måske var han nervøs. Efter næsten at være faldet ned af muren endte han med at måtte opgive og i stedet blot pile over gårdspladsen og op ad trappen i håbet om at ingen kiggede.

Inde i den indre gård var han meget tæt på at blive opdaget og da fruens dør viste sig at være låst endte Ibo med at måtte skjule sig under hushovmesterens seng mens en undrende tjener gik rundt og kiggede. Endelig gik tjeneren igen og det lykkedes Ibo at finde en nøgle til Isandras kammer i hushovmesterens skrivebord. Forsigtigt smuttede han ind og låste op til skabet med alle fruens og husets mest værdifulde genstande. Midt i skabet hang en smuk halskæde. Ibo gik i stå. Tordenfrøene. Tydeligvis havde fruen flere af dem end hun lod vide. Han tog sig sammen og gjorde hvad han var kommet for. Hentede Otecks ting. Låste efter sig og kom uset tilbage til kammeraterne.

Det næste problem var at komme over muren og ned i slugten. De fire venner fandt rebstigen. Sammen med en del tøj og nogle falske halssmykker tilhørende de ældre kæmpere i huset Cursinu. Hvad mon de havde brug for at klæde sig ud som sømænd for ? Bare for at komme ud og more sig, eller ? Der var ingen tid til at gruble. I tøjet og ud over muren. Her kom de fire venners klatreevner igen til kort og både Ibo og Uri faldt og slog sig slemt på vejen ned. Det dæmpede dog ikke Otecks entusiasme.

Endelig ankom de fire til Flodhuset, hvor de satte sig tilrette og meddelte kampmesteren at “Lænkehunden” igen var tilstede og havde lyst til at måle sig mod en hvilken som helst kæmper. De tog for sig af drikkevarerne og vekslede et par ord med den smukke og farlige kvinde de havde gjort bekendtskab med under Otecks første kamp i huset. Hun var venlig men fik pludselig en uventet besked og forlod stedet i hast. I mellemtiden havde Oteck fået tilbud om en kamp.

Det var en rigmand som tilbød en stor sumpenge til Oteck for at stille op i en fingeret kamp mod hans lapsede søn. Der var ikke megen ære at vinde - men det var jo også penge der var det vigtigste lige nu var de fire enige om. På trods af Armanus gentagne uhyre klodsede forsøg på forhandling lykkedes det at få aftalen i stand.

Oteck gjorde igen en god figur i kampringen. Han tabte tilsidst, som det var aftalt, men inden da nåede han at vise, at Lænkehunden ikke blot kunne gø, men også havde et bid man burde frygte.

I den tidlige morgenstund begav de fire unge mænd sig hjemad. En god del rigere og for nogles vedkommende noget mere berusede, end da de kom. Tanken om at komme op ad rebstigen over muren, forslåede og berusede som de var, var umuligt, så de måtte vække portvagten og tigge ham om at lukke dem ind. De kom ind i seng og Ibo bragte Otecks udstyr tilbage til fruens skab. Dog ikke uden at træffe på hushovmesteren som sad i fruens værelse og ventede ham. Ikke mange ord blev udvekslet men det var tydeligt at Ibos handling blev tolereret, omend kun lige så vidt. Planen var lykkedes hvad angik kampen i Flodhuset, men det var efterhånden tydeligt at det var meget lidt hemmeligt i Cursinus hus, hvad de fire unge vovehalse havde haft for i nattetimerne.

Den næste dag blev alle Huset Cursinus kæmpere kaldt sammen på gårdspladsen. Den gamle præst, enven af Fruen Isandra, var ankommet. Alle kæmperne stod frem og hen skridtede linjen af og stirrede hver enkelt dybt i øjne og sind for at vælge en kæmper, som Cursinus hus kunne stille til den næste store udvælgelse.

Da han endelig gjorde sit valg faldt valget - til alles chok og overraskelse - på Musen Ibo...