De fire unge vovehalse havde i fællesskab udkastet endnu en dristig plan. På egen hånd ville de snige sig ud af huset og stille Oteck op til endnu en kamp i Flodhuset. Det viste sig dog, at når en sådan plan skulle udføres helt uden hjælp fra andre i Cursinus hus var der en del logistik man selv skulle have styr på. Det første problem var at skaffe Otecks våben og udstyr som var låst inde i et skab i Isandras gemakker. Det var Ibo’s job. Mente Oteck. Oteck havde godt nok en nøgle til skabet, men man skulle jo først finde uset derhen.
Ibo havde tænkt sig godt om og planlagt en rute henover muren hen til beboelsesfløjen, hvor fruen og de andre betydelige folk boede. Indbruddet skulle foregå i solnedgangstimen når fruen holdt andagt i sin faders gravkammer. Ibos klatreevner viste sig dog ikke helt at stå mål med hans planlægning. Måske var han nervøs. Efter næsten at være faldet ned af muren endte han med at måtte opgive og i stedet blot pile over gårdspladsen og op ad trappen i håbet om at ingen kiggede.
Inde i den indre gård var han meget tæt på at blive opdaget og da fruens dør viste sig at være låst endte Ibo med at måtte skjule sig under hushovmesterens seng mens en undrende tjener gik rundt og kiggede. Endelig gik tjeneren igen og det lykkedes Ibo at finde en nøgle til Isandras kammer i hushovmesterens skrivebord. Forsigtigt smuttede han ind og låste op til skabet med alle fruens og husets mest værdifulde genstande. Midt i skabet hang en smuk halskæde. Ibo gik i stå. Tordenfrøene. Tydeligvis havde fruen flere af dem end hun lod vide. Han tog sig sammen og gjorde hvad han var kommet for. Hentede Otecks ting. Låste efter sig og kom uset tilbage til kammeraterne.
Det næste problem var at komme over muren og ned i slugten. De fire venner fandt rebstigen. Sammen med en del tøj og nogle falske halssmykker tilhørende de ældre kæmpere i huset Cursinu. Hvad mon de havde brug for at klæde sig ud som sømænd for ? Bare for at komme ud og more sig, eller ? Der var ingen tid til at gruble. I tøjet og ud over muren. Her kom de fire venners klatreevner igen til kort og både Ibo og Uri faldt og slog sig slemt på vejen ned. Det dæmpede dog ikke Otecks entusiasme.
Endelig ankom de fire til Flodhuset, hvor de satte sig tilrette og meddelte kampmesteren at “Lænkehunden” igen var tilstede og havde lyst til at måle sig mod en hvilken som helst kæmper. De tog for sig af drikkevarerne og vekslede et par ord med den smukke og farlige kvinde de havde gjort bekendtskab med under Otecks første kamp i huset. Hun var venlig men fik pludselig en uventet besked og forlod stedet i hast. I mellemtiden havde Oteck fået tilbud om en kamp.
Det var en rigmand som tilbød en stor sumpenge til Oteck for at stille op i en fingeret kamp mod hans lapsede søn. Der var ikke megen ære at vinde - men det var jo også penge der var det vigtigste lige nu var de fire enige om. På trods af Armanus gentagne uhyre klodsede forsøg på forhandling lykkedes det at få aftalen i stand.
Oteck gjorde igen en god figur i kampringen. Han tabte tilsidst, som det var aftalt, men inden da nåede han at vise, at Lænkehunden ikke blot kunne gø, men også havde et bid man burde frygte.
I den tidlige morgenstund begav de fire unge mænd sig hjemad. En god del rigere og for nogles vedkommende noget mere berusede, end da de kom. Tanken om at komme op ad rebstigen over muren, forslåede og berusede som de var, var umuligt, så de måtte vække portvagten og tigge ham om at lukke dem ind. De kom ind i seng og Ibo bragte Otecks udstyr tilbage til fruens skab. Dog ikke uden at træffe på hushovmesteren som sad i fruens værelse og ventede ham. Ikke mange ord blev udvekslet men det var tydeligt at Ibos handling blev tolereret, omend kun lige så vidt. Planen var lykkedes hvad angik kampen i Flodhuset, men det var efterhånden tydeligt at det var meget lidt hemmeligt i Cursinus hus, hvad de fire unge vovehalse havde haft for i nattetimerne.
Den næste dag blev alle Huset Cursinus kæmpere kaldt sammen på gårdspladsen. Den gamle præst, enven af Fruen Isandra, var ankommet. Alle kæmperne stod frem og hen skridtede linjen af og stirrede hver enkelt dybt i øjne og sind for at vælge en kæmper, som Cursinus hus kunne stille til den næste store udvælgelse.
Da han endelig gjorde sit valg faldt valget - til alles chok og overraskelse - på Musen Ibo...
No comments:
Post a Comment