Om herovåben

Gudernes finger er faldet tungt på Ibo, tænker Armanu da den den spinkle knægt kommer tilbage efter sit sidste møde med fruen og præsten Matreon. Ørnen havde under udpegelsen var selv et øjeblik blevet grebet af forfængelige drømme om at sejre i arenanen. Men så huskede han hvorfor han egentlig var kommet her: hans familie og høvedsmandens datter. Og alt tydede på at der var et større spil under udfoldelse, et spil hvor hovedpersonen kunne blive et nødvendigt offer.

Ibo lignede i hvertfald en der var på vej til slagterens bænk som han kom slæbende på de remedier fruen havde udstyret ham med. En slags pisk, bestående af en stav på længde med en underarm, og en kraftig dusk af hestehår, og to metalkugler, der i ydre mindede om kvædeæbler. "Jeg skal lave et våben af det,"kvækekde han spagt da de atter var tilbage på kammeret. Oteck skubbede sig straks frem, flåede tingene ud af musens hænder og begyndte straks at gestikulere, mens han fablede om mastodontsværd.

Vi fik senere at vide at hårene stammede fra en den hest Isandras forfader havde redet på, da guderne var trådt ned i ham. Ibos opgave bestod i at skabe et våben, der både kunne harmonere med hans styrker og evner, men som også kunne være med til at stedfæste hans navn og ry blandt tilskuerne. Kort sagt, et våben, der kunne være en helt værdig.

Aftenen gik med heftig diskuteren frem og tilbage om, hvad der passede Ibo bedst, om hvilke kræfter der mon boede i metalkuglerne, og om vi havde noget at frygte fra de andre krigshuse. Det var tilsyneladende ikke unormalt at husene angreb hinanden for at skade de andres kæmpere.

Næste dag bød på den glædelige overraskelse at Karso var vendt sikkert tilbage til husstanden efter at have ført Otecks familie i sikkerhed, men der var dog ikke meget tid til at glædes over det. Senere på dagen skulle Ibo prøve sine evner med det våben han havde fået konstrueret, mod Baldiri. Præsten Matreon skulle samtidig afprøve Ibos evner til at lade præstens styrke flyde i ham. Skal Musen stå nogen som helst chance i arenaen må vi håbe han lader sig fylde som et stort tomt kar!

Husets frue var mødt frem for at nyde optrinnet, i hendes følge var en mørkhåret kvinde med hud, der var som fløde. Vi hørte hende præsenteret som Totilla, en murabamsk kvinde. Knap var Ibo og Baldiris duel begyndt før hun tilsyneladende ville angribe Matreon, der i dyb koncentration lod sin kraft skylle ind i Ibo. Oteck var den der handlede hurtigst, og på trods af, at fru Isandra sad upåvirket og nippede af sin the, kastede han sig frem mod den murabamske kvinde, der bevægede sig hastigt og smidigt som en kat. Hurtigere end en kat, faktisk, men stadigvæk ikke nok til at komme uden om Otecks enorme bjerg af kød. Det lykkedes ham at få hende ned, men kun for t kort øjeblik. Med en utrolig styrke og beslutsomhed lykkedes det Totilla at vriste sig løs, og sende et lammende slag mod Otecks skulder, der med et smæld sprang ud af sin sokkel.
Midt i al dette virvar havde Uri og Armanu forholdt sig afventende for den spirende fornemmelse af, at dette var en prøve havde vist sig rigtig. Men det var Oteck der havde bestået prøven! For dette var ikke blot en test, hvor Ibo skulle vise sine evner med det nye våben. Det var også en test, der skulle forberede os på, at kunne reagere med lynets hast hvis mænd fra et af de andre huse ville forsøge at angribe vores præst, mens Ibo var midt i sin kamp