Ramanosha, de 12 Træers Ø

Efter den hovedkulds flugt frs Ebla hra gruppen nu fundet midlertidlig husly og tjeneste hos en jævn uldhandlerfamilie ved navn Lavarnapetti. Dette lod sig gøre efter Otecks omhyggelige forhandlinger med familiens 12'-årige søn Thilan, der tørstede så meget efter spænding og heltemodige bedrifter at han gerne kastede sig i de kolde bølger for at Armanu så kunne træde til og redde ham op. Det indgik ikke i planen at han skulle pådrage sig kvæstelser i hovedskallen, men det betød blot at Uri kunne få lov til at træde frem og vise sine evner, hvorved familien kom i yderligere gæld til de fire unge eventyrere.
Efter et par formanende ord fra købmanden Vakarin i Andabar er gruppen nu kommet frem til uldhandlernes gård inde på øens højland. Det er et bakket og frugtbart område, der tilsyneladende ånder ro. Alligevel har familien dog behov for væbnede vagter til at vogte deres jorde mod røvere og grådige rejsende på vejen fra indlandet ned mod Andabar.
Familiens lærer tog os i mål, og informerede os om øens opdeling og historie. Oprindeligt var Ramanosha nemlig inddelt i 12 riger, der hver var opkaldt efter et træ:
Hyld, Røn, ask, tjørn, ceder, æble, havtorn, ahorn, æble, hassel, eg, pil og røn. Hvert af disse tolv træer og disse regioner svarer til en af årets 12 måneder. Præsterne her på øen har mindre magt end på fastlandet. Man ærer havet, og en højtid bliver stadig holdt i hævd. Et relikvie bringes af præsterne på skift rundt til de tolv egne, der så vogter over relikviet i den måned, der svarer til deres træ. Den store stad Vallensuri indgår dog ikke i denne højtid, da byen ejer sit eget relikvie.
Vi befinder os i Rønnens rige, fyrsten her hedder Aparis, en berygtet piratkonge, der tiltrækker mange lykkejægere.
Hos familien har vennerne hurtigt fundet deres naturlige plads. Ibo har som en gnaver i hast søgt mod køkkenets varme, Uri er blevet installeret i et af de bedre kamre, hvorfra har forventes at tilse den unge Thilan, såfremt han kan få vristet sig ud af de bløde dyners tunge greb.
Oteck og Armanu er blevet sendt ud på familiens afsides jorder, hvor netop soldaterne er positioneret således at de bedst kan beskytte dyr og huse. Det vste sig dog hurtigt at de vagter ikke har beskyttet andet end deres egen magelighed. Fedladne, utrænede og uhumske var de, store i kæften men ynkelige at se på som de fyldte sig med vin og brokkede sig over manglen på kraftigere rusmidler. Det var kun lige med nød og næppe at Armanu kunne forhindre Oteck i at gå besærk. Vreden over Karsos død red stadigvæk som en mørk skygge over den store krigers sind, og han var mere end rede til at lade det gå ud over disse ynkelige undskyldninger for krigere. De endte med at Armanu fik ham overtalt til blot at pisse i soldaternes vinkrukke. Dagen efter skulle de andre soldater alligevel ind til byen og hore deres penge væk, så der ville blive tid til at planlægge en ordentlig lærestreg.

Flugten fra Ebla

Den mægtige stad Ebla, Vindenes Herres stad, var som et mægtigt dyr der vågnede fra en urolig søvn og nervøst vejrede mod luften. Hvad var det den kunne mærke? Stanken af af død og aske? Et løfte om krig og ufred, der fik den til at fare sammen og hvæse mod det ukendte der lurede i mørket.
Rundt omkring i de velbefæstede krigerhuse blev skodder smækket i, døre låst og våbenkamrene åbnede. Vindherrens navn blev hvisket altimens de forskellige huspræster bøjede sig over slægternes herovåben og hviskede om storhed og krigslykke.
Gennem Eblas ildevarslende nat hastede de fire venner fra Kursinos hus, anført af den garvede kriger Karso, der skal lede dem sikkert til Ramanosha.
Efter den lurende stilhed i den øvre by var den livlige atmosfære i havnens nattemarked helt befriende. Hundredevis af købmænd og kræmmere faldbød alt fra mægtige våben, til euforiserende stoffer fra gustne havdyr. Karso førte gruppen til en forfalden bygning, en slags mausoleum fra en af de tidligere konger, der var blevet bygget sammen med et forfaldent fyrtårn. I denne bygnings kældre residerede en magtfuld person ved navn Mishra, kaldet 'Knoglernes Herre', der fra noget der mest mindede om et gravkammer, trak i trådene som en stor fed  edderkop. På trods af hans ubehaelige fremtoning skyldte han fru Isandra en tjeneste og var villig til at indfri den: nemlig at skaffe os skibsplads på en båd til Ramanosha. Mishra hidrørte fra en af de sydlige byer, hvor guddommen repræsenterer brugen af magi, og han  mere end antydede at han besad viden om kundskaber, der grænsede til blasfemi. Nemlig nekromanti, dødekunsten, at kunne vække det døde legeme til live. Uri spurgte ind til om præsterne kunne bevare kontrollen med en kriger i arenaen, efter at livet var rindet ud af ham, men hertil svarede Mishra, at selvom om dette måske var muligt, udgjorde det for stor en risiko for præsten, da en sådan kontrol krævede en åbenhed, der kunne gå begge veje.
Gruppen drog et lettelsens suk, da Mishra endelig lod dem føre op til et kammer, hvor de kunne tilbringe natten og afvente bud om skibets afgang.
Men det skulle ikke blivce til megen hvile den nat. Blot et par timer senere blev de vækket af en forpustet Karso, der gjorde dem det klart at de i hast skulle samle deres ting og komme af sted. På vej ned af en smal stentrappe, der førte ned til havet og en ventende båd hørte de råb og lyden af kamp bag dem.
"Fortsæt ned af trappen og ud i båden," hvislede Karso og trak sit sværd." Jeg vil prøve at sænke vores forfølgere."Hovedkuls væltede de ned ad trappen, hvor tre mænd ventede i en lille båd. Armanu greb den tunge kurv Karso havde havde bragt med. Oteck var som den sidste på vej i båden da vi så forfølgerne komme til syne på toppen af trappen. Den hvide falks rustning glimtede svagt i lyset fra de gyngende lamper i bådens stævn. Oteck var parat til at springe krigeren til hjælp men blev holdt tilbage af sine venner. Hurtigt greb de fat om årene, og kæmpede den lille robåd ud med den større, ventende båd ude ved pynten. Netop da de var på vej ombord så de på stranden et brutalt syn, der skulle være deres sidste minde fra Ebla: den Hvide Falk havde tvunget Karso i knæ og henrettede den modige kriger som en køter der i vandkanten.