Flugten fra Ebla

Den mægtige stad Ebla, Vindenes Herres stad, var som et mægtigt dyr der vågnede fra en urolig søvn og nervøst vejrede mod luften. Hvad var det den kunne mærke? Stanken af af død og aske? Et løfte om krig og ufred, der fik den til at fare sammen og hvæse mod det ukendte der lurede i mørket.
Rundt omkring i de velbefæstede krigerhuse blev skodder smækket i, døre låst og våbenkamrene åbnede. Vindherrens navn blev hvisket altimens de forskellige huspræster bøjede sig over slægternes herovåben og hviskede om storhed og krigslykke.
Gennem Eblas ildevarslende nat hastede de fire venner fra Kursinos hus, anført af den garvede kriger Karso, der skal lede dem sikkert til Ramanosha.
Efter den lurende stilhed i den øvre by var den livlige atmosfære i havnens nattemarked helt befriende. Hundredevis af købmænd og kræmmere faldbød alt fra mægtige våben, til euforiserende stoffer fra gustne havdyr. Karso førte gruppen til en forfalden bygning, en slags mausoleum fra en af de tidligere konger, der var blevet bygget sammen med et forfaldent fyrtårn. I denne bygnings kældre residerede en magtfuld person ved navn Mishra, kaldet 'Knoglernes Herre', der fra noget der mest mindede om et gravkammer, trak i trådene som en stor fed  edderkop. På trods af hans ubehaelige fremtoning skyldte han fru Isandra en tjeneste og var villig til at indfri den: nemlig at skaffe os skibsplads på en båd til Ramanosha. Mishra hidrørte fra en af de sydlige byer, hvor guddommen repræsenterer brugen af magi, og han  mere end antydede at han besad viden om kundskaber, der grænsede til blasfemi. Nemlig nekromanti, dødekunsten, at kunne vække det døde legeme til live. Uri spurgte ind til om præsterne kunne bevare kontrollen med en kriger i arenaen, efter at livet var rindet ud af ham, men hertil svarede Mishra, at selvom om dette måske var muligt, udgjorde det for stor en risiko for præsten, da en sådan kontrol krævede en åbenhed, der kunne gå begge veje.
Gruppen drog et lettelsens suk, da Mishra endelig lod dem føre op til et kammer, hvor de kunne tilbringe natten og afvente bud om skibets afgang.
Men det skulle ikke blivce til megen hvile den nat. Blot et par timer senere blev de vækket af en forpustet Karso, der gjorde dem det klart at de i hast skulle samle deres ting og komme af sted. På vej ned af en smal stentrappe, der førte ned til havet og en ventende båd hørte de råb og lyden af kamp bag dem.
"Fortsæt ned af trappen og ud i båden," hvislede Karso og trak sit sværd." Jeg vil prøve at sænke vores forfølgere."Hovedkuls væltede de ned ad trappen, hvor tre mænd ventede i en lille båd. Armanu greb den tunge kurv Karso havde havde bragt med. Oteck var som den sidste på vej i båden da vi så forfølgerne komme til syne på toppen af trappen. Den hvide falks rustning glimtede svagt i lyset fra de gyngende lamper i bådens stævn. Oteck var parat til at springe krigeren til hjælp men blev holdt tilbage af sine venner. Hurtigt greb de fat om årene, og kæmpede den lille robåd ud med den større, ventende båd ude ved pynten. Netop da de var på vej ombord så de på stranden et brutalt syn, der skulle være deres sidste minde fra Ebla: den Hvide Falk havde tvunget Karso i knæ og henrettede den modige kriger som en køter der i vandkanten.