Ramanosha, de 12 Træers Ø

Efter den hovedkulds flugt frs Ebla hra gruppen nu fundet midlertidlig husly og tjeneste hos en jævn uldhandlerfamilie ved navn Lavarnapetti. Dette lod sig gøre efter Otecks omhyggelige forhandlinger med familiens 12'-årige søn Thilan, der tørstede så meget efter spænding og heltemodige bedrifter at han gerne kastede sig i de kolde bølger for at Armanu så kunne træde til og redde ham op. Det indgik ikke i planen at han skulle pådrage sig kvæstelser i hovedskallen, men det betød blot at Uri kunne få lov til at træde frem og vise sine evner, hvorved familien kom i yderligere gæld til de fire unge eventyrere.
Efter et par formanende ord fra købmanden Vakarin i Andabar er gruppen nu kommet frem til uldhandlernes gård inde på øens højland. Det er et bakket og frugtbart område, der tilsyneladende ånder ro. Alligevel har familien dog behov for væbnede vagter til at vogte deres jorde mod røvere og grådige rejsende på vejen fra indlandet ned mod Andabar.
Familiens lærer tog os i mål, og informerede os om øens opdeling og historie. Oprindeligt var Ramanosha nemlig inddelt i 12 riger, der hver var opkaldt efter et træ:
Hyld, Røn, ask, tjørn, ceder, æble, havtorn, ahorn, æble, hassel, eg, pil og røn. Hvert af disse tolv træer og disse regioner svarer til en af årets 12 måneder. Præsterne her på øen har mindre magt end på fastlandet. Man ærer havet, og en højtid bliver stadig holdt i hævd. Et relikvie bringes af præsterne på skift rundt til de tolv egne, der så vogter over relikviet i den måned, der svarer til deres træ. Den store stad Vallensuri indgår dog ikke i denne højtid, da byen ejer sit eget relikvie.
Vi befinder os i Rønnens rige, fyrsten her hedder Aparis, en berygtet piratkonge, der tiltrækker mange lykkejægere.
Hos familien har vennerne hurtigt fundet deres naturlige plads. Ibo har som en gnaver i hast søgt mod køkkenets varme, Uri er blevet installeret i et af de bedre kamre, hvorfra har forventes at tilse den unge Thilan, såfremt han kan få vristet sig ud af de bløde dyners tunge greb.
Oteck og Armanu er blevet sendt ud på familiens afsides jorder, hvor netop soldaterne er positioneret således at de bedst kan beskytte dyr og huse. Det vste sig dog hurtigt at de vagter ikke har beskyttet andet end deres egen magelighed. Fedladne, utrænede og uhumske var de, store i kæften men ynkelige at se på som de fyldte sig med vin og brokkede sig over manglen på kraftigere rusmidler. Det var kun lige med nød og næppe at Armanu kunne forhindre Oteck i at gå besærk. Vreden over Karsos død red stadigvæk som en mørk skygge over den store krigers sind, og han var mere end rede til at lade det gå ud over disse ynkelige undskyldninger for krigere. De endte med at Armanu fik ham overtalt til blot at pisse i soldaternes vinkrukke. Dagen efter skulle de andre soldater alligevel ind til byen og hore deres penge væk, så der ville blive tid til at planlægge en ordentlig lærestreg.