Opgørets time i Vallensuri

'Herovåben', sukker Oteck atter, mens han veltilfreds lader hånden glide op og ned af den sorte klinge, præstebanen, Der var blevet smedet af spejlmageren Konnimoris fader, som gave til hans ven Mira Garashiran, Thilans bedstefader. Takket være dette sværd, og mindet om det døde barnebarn af hans faders ven, havde vi vundet Spejlmagerens støtte i det forestående opøgør med Hastars hus, det opgør er forhåbentlig også ville drive en permanent kile ind mellem Hastars hus og præsterne fra Amyldena.
Solen var forlængst forsvundet ned bag Vallenuris utallige tage, hvis glaserede tagsten funklede i solens stråler. Ude i bugten glødede lys fra de mange opankrede skibe, deriblandt de amyldenske ambassadørers galej.
"Oteck, hvad tænker du på?" Krigersønnen kiggede på Armanu, tørrede munden med håndryggen og begyndte med ivrige håndbevægelser at skildre hvordan han forestillede sig at de skulle angribe Hastarenes krigere, uskadeliggøre medierne, gennem hvilke den gamle præst kunne træde ind i sit 'krigsharnisk'. "Med den her klinge vil han  ikke se mig komme, han vil ikke se Thilnas hævn ramme ham. Lige mellem øjnene!" Oteck sprang og, stadig fægtende, og var hurtigt tabt for omverdenen.
Armanu sukkede og kigger ned på det primitive kort de har prøvet at få udarbejdet over De Sorte Skyers Hus. Takket være håndlangeren Jagama havde de fået et par krummer af information om det skumle vinhus, der var bygget på ruienerne af et gammelt kastel. To indgange fra vandsiden, en af dem stor nok til at tillade et skib med mast adgang. Det var sikkert der fra Amyldenas folk ville komme. Med deres drager. Armanu gøs ved tanken om det skællede udyr der havde kastet sig over Klippeklo i arenaen i Ebla.
Bagerst i rummet mumlede Ibo mens han omhyggeligt gennemgik og organiserede de ting han skulle mebringe på sin ensomme færd gennem kloakker og smalle skakter, heriblandt den usædvanlige kastekniv Kommensuri havde skænket ham. Udstyret med kompasset kunne han forhåbentlig nå uset frem til den skjulte arena hvor mødet skulle foregå.
Uri, Slangen, forberedte sig på sin rolle som den grådige, nysgerrige købmand ved at sidde og pille de sidste fyldte oliven fra den skål, Spejlmagerens tjener for få øjeblikke siden havde stillet udenfor døren. "Jeg har brug for næring, mit legeme skal restituere," udbrød han med proppet mund, da han mærkede de andres blikke hvile på sig.
Udover de to indgange fra havsiden var der også en skjult indgang, der mundede ud et sted i bjergene. Et sted nede i kroens dyb lå den sal med søjlerne Jagama havde beskrevet. Formnentlig var det der mødet skulle stå. Han havd beskrevet de forvitrede gudebilleder så levende, at Armanu næsten kunne se dem for sig. Det lød som et gravkammer.
"Og dig," udbrød Oteck mens han vristede en honningglaseret vagtelvinge fra den protesterende Uri, "hvad Tænker du på, Fugledreng?"
"Alle de døde..."