Kimærens Hus

Den stejle gade genlød af håndværkernes råb, den ringende lyd af hestehove på brosten og skramlende kærrehjul. Det var mange år siden at denne gade, på den søndre side af floden der strømmede igennem Ebla, havde oplevet så meget liv. Heller ikke siden de Syv familier havde hersket i den gamle by havde dette gamle krigerhus oplevet så meget aktivitet.
Denne trafik kunne heller ikke undgå at fange den fremmede mands opmærksomhed. Aftenen før havde en hans små rotter informeret ham om de nye beboere i huset. Unge eventyrere, der var vendt hjem fra Ramanosha med guld på lommen og store drømme var i sig selv ikke noget særsyn. Især ikke i disse dage, hvor nye tider herskede i Ebla, og hvem som helst med penge på lommen kunne etablere et Krigerhus. Men rotten mente han havde genkendt den ene af dem. Havde han ikke kæmpet i Flodhuset en gang for en tre måneder siden, før de store omvæltninger? Det var værd at følge op på.
Den tynde mand stoppde omhyggeligt sin kridtpibe og sendte en tynd søjle af røg ud. En tømrer der i samme øjeblik passerede forbi, slæbende på planker, måtte stoppe op ved næste gadehjørne da det gik op for ham, at han ikke anede hvor han var på vej hen.
Den tynde mand fortsatte langs ned gennem den skyggefulde arkade mens han kastede omhyggelige blikke over mod Krigerhuset. Et våbenskjold var ved at blive hængt op over porten. Et grotesk, næsten komisk fabeldyr, tænkte manden og tillod sig et smil, lige noget man kan forvente fra unge brushaner.
Han tog et langt drag på piben, mens han studerede de folk der strømmede ind og ud af porten. En del lignede soldater, eller knøse der drømte om at bære et Krigerhus's segl, og vinde hæder og ære i arenaen. De unge brushaner har nok travlt, tænkte manden. En anden af hans rotter havde fortalt ham at præsterne havde været der dagen før. I det samme passerede en bærestol ud af porten. Den cinnoberrøde baldakin var beklædt med små stykker af spejlglas, der fangede solens lys o gjorde det svært at kigge direkte på den. Vinhandleren Aroram, tænkte den tynde mand og huskede på rygterne om at den vallensuriske vinhandler havde været på udkig efter et Krigerhus til salg.
I en døråbning sad to dragere og søgte ly for solen, mens de sukkede efter noget kølig vin. Han gættede  fra rebmærkerne på deres skuldre, at de lige havde afleveret en tung last i huset, og mens han tilbød dem sin vandkrukke var det nemt at at puste til deres tørstige sind og fortælle dem, at det var kølig vin de læskede sig med.
"Jo, der er sån en stor kleppert der hundser rundt med de unge rekrutter, kaptajn kalder han sig, men han er sgu ikke mange timer ældre end Marso her," grinede den en af dragerne og nikkede mod sin unge makker, der nikkede ihærdigt. Hans øjne skinnede mens han fortalte om de unge eventyreres tilsyneladende bundløse guldkiste. Penge, de havde tjent som krigsmænd hos en af de mægte familier i Vallensuri. "Der er også en sådan en urtekyndig fyr, der hænger en fæl dunst over ham, af miksturer  og svampeafkog. Ham kalder de Snogen, han ligner sgu også sådan en!" I løbet af kort tid havde de to dragere fået drukket sig i en imaginær rus, og deres snak begyndte at blive usammenhængende. Men inden da havde de fået beskrevet hver af de fire ungersvende: Hunden, Slangen, Ørnen og Musen. Kun Katten var ikke med i selskabet, men det generede ikke den tynde mand. Ham var der styr på.
Den tynde mand løftede sin vandkrukke ud af fingrene på gamle drager der var sunket sammen i en rallende snorken. Det var på tide at vende tilbage til hans mester og fortælle ham at Cursinos Køtere var vendt tilbage.