den sorte ånd, Amitra

Nehans ( mulige ) død!

Nehans endeligt


Weldor lagde modvilligt sin brystplade og sit kortsværd ned i kisten. Mens Hushovmesteren overså det fulgte Aromir og Elias trop og afvæbnede sig også. Alle vores ejendele endte i to kister, som blev låst og nøglen hang hushovmesteren om sin hals. Vi blev påklædt og udstyret som Nadullas soldater og endelig stod vi klar i varmen, der sitrede på gårdspladsen.

Zarza Kambhita og hendes kvindelige tjenere dukke op og sammen med Hesten, Amitra – vi bedrevidende iagttagere ved fra Galvanu at hesten er en ånd – og til Weldors store ængstelse også de to skrin med alle vores ejendele, drog vi af sted for at tage imod Nehans invitation. En kort ordveksling mellem Weldor og Kambhita over kisterne havde sat Jernhånds tanker i gang. Kambhita havde sørget for at kisterne, og dermed vores våben var i sikkerhed og med til mødet med Nehan. Åndehesten var med og var blevet udstyret med hovedprydelse med horn. Den skulle tydeligvis gives til Nehan.
”Dette er ikke et genforeningsmøde; Elias”, hviskede Weldor og nikkede mod hesten. ”Jeg tror hun vil bruge den der til et attentat. Jeg kan ikke se hvorfor hun ville give den fra sig ellers, hvis ikke det er for at lokke ham op på den. Desuden ved hun jeg er Nehans fjende, og alligevel insistere hun på at jeg er med på tæt hold og hun holder nøglen til mine våben i en nøgle om halsen”.
Elias nikkede langsomt men udtrykket i hans blik viste tydeligt at han ikke fulgte Weldors tankerække til ende.
”Kan du ikke se det? Hun er ikke vores fjende, men vores allierede. Hun vil på den ene eller anden måde sikre sig at vi er med på attentatet mod Nehan. Hvis hendes egen plan fejler, så er vi der til at afslutte det”, Weldor knækkede med fingrene og skulle lige til at fortsætte da processionen nåede pladsen foran citadellet. Hyænesoldater i stod på endeløse rækker op mod indgangen og udgjorde et frygteligt syn. Weldor tvang sit åndedrag til at være roligt, men han kunne ikke få kontrol over en tic omkring det ene øje. Eliases ord fra gårdspladsen for kun en time siden gav ham viljestyrke til at bevare roen. ”Vi må holde lav profil, Weldor. Du må tøjle dit temperament og prøve at forholde dig afventende for en gangs skyld”.
Et udmattet suk inde fra bærestolen fik Elias til at kigge op.
”Jeg er så træt og varmen stiger mig til hovedet”, beklagede Kambhita sig og til Weldors rædsel løb Elias op på siden af bærestolen og tilbød sin assistance. Weldors tic i øjet vente tilbage. Forblændet af sit eget hellige lys havde Elias tydeligt vis glemt alt og alle omkring sig. Selv sine egne ord om lav profil og ikke skille sige ud fra mængden havde han glemt. Nu tilbød han hvor alle kunne se og høre det Soriannas lisende bønner og ville have rakt sin lave bondehånd ind i bærestolen hos en adelskvinde fra en af de 60 gamle slægter. Selvfølgelig afslog Kambhitas terner ham, og Elias blev ført væk af Nehans hyæner. Selv på vej væk slæbt mellem to soldater virkede det ikke som om det var gået op for ham at han kunne have gjort noget galt.

I gården omkranset af et halvt hundrede soldater blev Kambhitas lille optog modtaget af Nehan. Han kom ned fra citadellets trappe iført halvdelen af en Argonaut rustning. Hele hans legeme og fremtoning tydeligvis forbedret og forstærket af sine Valgurietjenere.

Kambhita og han talte høfligt og formeldt og så bad Kambhita om at gaverne skulle bringes frem. Hesten, med øjnene tildækket af slør blev ført frem og Nehans øjne lyste op.
Weldor sank en klump i halsen og gjorde sig klar. For bag Nehan på toppen af trappen var Nehans sorte Algys præst trådt frem og på vej ned af trappen kom to livvagter, der på alle måder lignede krigere ud over det sædvanlige. Duhitarenes fingeraftryk var at se overalt på deres udrustning. Weldor knækkede nakken og gjorde sit åndedræt roligt. Den velkendte ro før det går løs bredte sig i kroppen på ham. Han lukkede alt overflødigt ude og visualiserede sig sit sværd danser en blodig dans i kroppen på Nehan. Så brød stormen løs:

Kambhita pustede til en pudderdåse hun havde brugt til at pudre næsen med. Jord fra under det fine pulver fløj ud mod hestens ansigt og bæstet vågnede op som af en tåge. Den hamrede sine to horn ind i gennem brystkassen på Nehan og satte i et ubegribeligt højt spring med Nehan hængende fast i dens hovedprydelse . De to Valgurier satte i løb. Weldor og Aromir greb nøglen fra Kambhita og forsøgte at få åbnet kisterne. Da hesten landede igen mødes den med den ene af Valgurierne. Kampen sendte ham i knæ på brækkede ben, men hesten blev så vidt det er muligt uskadeliggjort. Weldor, der nu havde opgivet kisterne til Aromir forsøgte at komme tæt på Nehan, men blev holdt væk af den anden Valgurie. Elias løb til undsætning. Alle skreg. Kambhita i forstilt rædsel. Hun kravlede på grædende knæ frem, som for at ville trøste sin elskede: Weldor hjalp hende halvt på benene så hun og han selv kunne komme tæt på Nehan. Allerede var der mange omkring ham. Soldater løftede ham og hans Valgurie livvagt var ved hans side. Nehan skreg og skreg på sin Algys præst. I et kort øjeblik strejfer en tåre-våd hånd fra Kambhita Nehans fod, og Weldor genkender Sarbiens gift ring på hendes finger. Nålen prikker i Nehans fod og Weldor kigger op i Valguriens øjne. Han har set det samme.
”Stands”, hvæsser den sorte Valgurie og griber fat om Kambhitas hånd. ”Hvad er det du har der…?”, mere får han ikke sagt før end at Weldors jernnæve hamre ind i hans ansigt - et slag der ville have sendt en tyr til tælling.
Weldor handler hurtigt. Han hjælper Kambhita op i bærestolen og giver tegn til bærerne om at sætte i gang. Så vender han sig mod Valgurien for at se om der er kampgejst i ham, men den sorte livvagt er kun lige komet sig over slaget og hjælper sin herre op ad trappen. Hans advarselsråb og anklager forsvinder i tumult og larm og Weldor udnytter situationen til at få Kambhita bragt i sikkerhed.

Afsted går det ud i byen, til et planlagt sted hvor alle skifter tøj og bærestol. Herfra planlægges næste træk, som er at slå til mod Pavarnas husarrest, inden Nehans folk kan nå at tage til genmægle…

Kambhita havde planlagt det hele. Hun kunne af gode grunde ikke afsløre på forhånd hvad hun havde planlagt. Hendes plan er at få sin bror indsat i Nehans sted og såfremt han er død kommer broderen til byen. Han op holder sig ikke langt herfra. Tilbage i staden trodsede den unge Zarza Kambhita Meruta familiens fjenskab med Nehanuerne og mødtes til romantiske soirees med Nehan.
Men han vendte hende ryggen og ægtede Zarza Artia Bazannes og Kambhita blev sendt væk og giftet ind i Nardullaerne langt fra Kolkisa, men hævn blev planlagt...

lidt lingvistik-guf!!!

idag er min karmasin astrild gupta fløjet ud af sit bur og ud af døren, så nu sidder jeg og stirrer på buret som jeg har sat ud i gård, og prøver på at vilje den tilbage ind i dens komfortable fængsel, mens kattene jagter den og selma jagter kattene. derfor har jeg tid til dette....

avetarene prøvede i de første år at blande sig med de mest lovende af menneskerne, men ud af dette kom hvad de betragtede som svage, uhelligheder der senere blev jagtet og dræbt en for en. herefter brugte de kun mennesker til at opvarte og arbejde for sig, men nogle af disse begyndte at lære og i skjul udviklede de videre de gudesendtes magu-mekanik og brød med deres herre og begyndte handelshusene duhitarene. i begyndelsen var der 4 som voksede til 11 og nu er vi nede på 2, nemlig soshonierne og dakshinaerne.

disse huse består af udviddede familier samt folk der tjener dem. familien har en herre og denne findes ganske enkelt ved at han er den stærkeste til at manipulere verdens essencen. i familien indeles blodet i dem som har kraften Vyanaerne, og de som er uden eller med ringe magt samaerner

fra tid til anden fødes der mennesker med dybe krafter, og de som ikke findes af avetarene og trænes som deres tjenere hijanierne, eller som bliver en del af underverdenen, valgurierne, eller som adopteres ind i handelshusene, hvor de måske senere bryder fra, mens andre lever i skjul, beskytter deres landsby, rejser omkring og bekæmper sære væsner, røvere eller grådige højbårene, lidt som folkets prinser. disse kaldes waditarene "sendt til jorden"

nogle af disse har Nehan samlet om sig, og dannet en gruppe han tilladder at opsøge, indfange og studere folk med særlige evner. de er 7 ialt. foruden dem har han med sig et præsteskab af den sorte sol, Algys i hans formørkede aspekt, men kun to af disse regnes for at tale med gudens røst.

glæder mig til at læse gengivelsen af mandagens eskapader

/sa-aham-ji

Nehans Hyenas

.. Og til ære for Nehan... Men er han død?

-pv

Elias

Og her er så vores allesammen yndlings Sorianna Søn, Elias.

Hmm, mangler vist bare Weldor og Aromir (og så lige gøre klar til Rubens næste karakter ;))

-pv

Synes det virker som rubens og peters blog den her!!!

fedt foto om end igen er der noget kappe-værk!

gå ind og google babylon, sumer, måske minorisk tøj og bland lidt nausicaa/manga ind samt noget romersk/mandarin hårmode ind... så nærmer det sig

Her er en lidt nyere, måske mere realistisk afbildning af Weldor med den tidligere jernhånd. Flammesværdet er Mudgharla, så billedet må nok mere siges at være en kunstnerisk fantasi end virkelighed ...
-tegningen udført af PW

Pop quiz 2

Ok, drenge. Vi ved jo godt, at jeg har været igennem en del karakterer i denne kampagne ...

Men kan i:
1) Nævne dem i kronologisk rækkefølge?
2) Huske deres profession?
3) Huske hvor og hvordan de døde?

-Ruben

Typisk, at man skal redde din røv igen her, rubs... ;)
-PV

Weldor Jernhånd

Her er et lidt ældre billede af Weldor, mens han stadigvæk havde sin berygtede jernhånd.
Tegning af JE

sørgefærd til Gula, del 2

Næste morgen samledes vi i Nardullaernes gård, men allerede inden vi havde bevæget os udenfor de skærmende mure, tårnede problemerne sig op. Khambitas følge bestod af seks soldater og ca ti tjenere. Og med os løb det i alt op på 20 personer i ligtoget. Da det var et sørgetog sulle vi iføre os mørke klæder, og smøre aske i ansigtet, samt bære sørgetavler om halsen. Dette blev udført af husets præst. Dette faldt Weldor for brystet, og han afviste at bære sørgeklæder, da han mente det var et skalkeskjul og løgnagtigt. Det kunne selvfølgelig være, at han angrede sine hånende ord mod Anapuna, og nu ønskede at komme på god fod med guderne igen. Det næste problem var Aromir, som langt om længe havde givet afklad på Kalvarthos sværd til Elias. Jeg havde lovet at prøve at skaffe ham et nyt sværd hos min familie, men da det ikke lod sig gøre vendte han sig mod mig med et grådigt blik, og snøvlede: 'gi mig dit sværd!' Mit sværd var et ligegyldigt kortsværd jeg nærmest bar for et syns skyld. Men da jeg skulle forestille at lede optoget til Gula, hjalp det ikke til at sætte mig i respekt overfor de andre soldater.
Og det skulle vise sig at være et gennemgående problem under færden. Weldor og hans venner har rejst og oplevet meget sammen, og derfor ikke rigtig vant til at følge gængse regler for god opførsel blandt højbårne. De andre soldater forventede at jeg ville straffe dem for deres opsætsighed, men det var ikke sådan ligetil. Værst var det dog da Khambita viste sit sande væsen. Som adelsdatter fra en af de ældgamle slægter i Kholkis var hun vant til at få sin vilje. Og hun havde ikke just rosende om vores egn. Faktisk var hun kun blevet gift ind i Nardullaslægten som straf for sin opsætsighed mod slægtens vilje. Og den opsætsighed bestod i, at hun som ung kastede sin kærlighed på prisen af Barsanaerne, en slægt Merutaerne nærer stort fjendskab mod. Denne prins var ingen anden end Nehan!
Den første konflikt opstod tidligt på færden, da Khambita skulle stige ned fra sin ganger, i øvrigt et ufatteligt prægtigt dyr, og med en udskåren saddl der må være en formue værd. For at komme sikkert ned krævede hun at Aromir skulle falde på knæ og stille sin ryg til rådighed. Det var ikke noget, der faldt i god jord hos Aromir, men i Kholkis er det givetvis hverdag for de højbårne, og hun vendte sig vredt til mig, og krævede, at jeg straffede Aromir. Der stod jeg så, som en lus mellem to spidse negle. Tænk, at jeg har drømt om at træde ind som ligeværdig i Nardullaslægten. Er det i virkligheden en skjult hån?

Blandt Khambitas personlige tjenere var der iøvrigt en ældre kone, der viste sig at være viet til Saraswati. Hende kom Weldor senere på god fod med, efter vi havde erfaret, at Khambitas hest også var bundet med en tjenende ånd, ligessom Galvanu. Derfor søgte Weldor netop hjælp hos hende, da Galvanus opførsel nu vækker dyb bekymring. Første nat på rejsen dukkede han ud af mørket, men næsten ikke længere som den flagermus han havde været.I stedet havde han iført sig menneskeklæder, børneklæder! Jeg tør ikke tænke på hvordan han har fået fat i dem. Det ærgrer mig dog osse, at jeg ikke kan få lært lidt af ham, om hvordan jeg kan styrke min visnede arm. men måske løj han bare ...
Khambitas anden tjenerinde var en ung, smækker terne, som flirtede ivrigt med soldaterne og os. Weldor begyndte straks at mumle om skjulte snigmordere, køkkengudindens tjenerinder eller noget i den retning, og hans øjne blev blanke da han mindedes tidligere forræderier. Jeg prøvede at sætte mig i respekt overfor Khambita ved at bede hende irettesætte hendes flirtende tjenerinde, men forsent opdagede jeg hvilken mester i intrigemageri hun var. En forkælet ung adelsdatter fra Kholkis, med en skarp tunge og ord der drypper af gift! Tjenestepigen har hun brugt til at indsamle sladder og rygter i hele lejren. Hun kendte det meste til min baggrund, vidste, at jeg var en horeunge, der var blevet forfremmet af nød. Så meget for at sætte sig i respekt!

Sørgefærd til Gula

Jeg må ærlig talt indrømme at jeg ikke helt kan greje Elias. På den ene side virker han da ædel og from, ivrig i at tjene gudinden og alt det der. Og ingen tvivl om, at han frelste mit liv mod gunaen. Men samtidig virker det også nogle gange som om han har hovedet oppe i sin egen hellige røv, at hans sag bliver vigtigere end den enkelte person. Og det lader også til at det netop er det, der ind imellem forårsager konflikter mellem Weldor og ham. Weldor nævner hele tiden noget, der skete i Gula, og en eller anden kvinde, der hed Artia,
Nå, vi blev inviteret til middag i min slægts hus samme aften, med pomp og pragt. Weldor havde tydeligvis talt min sag grundigt, da jeg faktisk havde frygtet, at jeg kunne blive udstødt efter skamferingen af min arm. I stedet lovede sir Tharkeld, min onkel, at Shoshonierne skulle komme til at bøde for deres skammelige overfald.
Tiol stede ved middagen var også en unge adelskvinde, sarsa Khambita, enke efter en af Tharkelds sønner. Hun stammede vistnok fra en af de gamle, fine familier fra Gula. Merutaerne, fandt jeg senere ud af. Som sædvanlig kastede Aromir sig over alkoholen, ivrig efter at slukke sin umættelige tørst. Jeg prøvede at huske mine manerer, og kondolerede overfor Khambita, da jeg erfarede at hun netop dagen efter skulle drage af sted på sørgfærd til Gula for at hente sin mands aske. Dette ærinde var ægte nok, men bød samtidig på en enestående mulighed for os til at komme ind i Gula. Weldors tidligere besøg i byen har ikke just bidraget til hans popularitet der, hverken hos høj eller lav. Selvom hans hjerte virker ærligt og reelt har han svært ved at vinde venner.
Som aftnen skred frem blev jeg overøst med gaver: 20 guldmønter, en rulle med familiens segl og rige klæder.
Vi forlod selskabet omkring midnat, ved godt mod da vi avde en klar plan for øje.
På ve tilbage mod vore logi bemærkede jeg et par suspekte typer på gaden. Ikke at Fenkisa ikke vrimler med usle lejesvende og lykkejægere af alle afskygninger i disse dage. men der var noget specielt ved disse typer. De virkede mere koldbodige og velovervejede, især da der kun syntes at være tre, og vi trods alt var fire, og næsten alle svært bevæbnede. Naturlivis var der god grund til at tro, at enten shoshonierne eller Nehan kunne stå bag disse mulige spioner, men jeg ville hellere se tiden an. Dette stred dog kraftigt mod Weldors natur, og han konfronterede en af mændene på et gadekøkken. Manden havde tydeligvis gode kort oppe i ærmet, for han lod sig ikke beskæmme af Weldors truende og grove fremfærd. Faktisk endte Weldor med at få hånet arneildens gudinde, Anapuna, og pådrog sig ejeren af gadekøkkenets vrede. Der er ingen tvivl om, at manden var kyndig i overvågning og den skjulte kamp. Men nu kan vi drage fra Fenkisa med vrede blikke i ryggen. Med den tid, der står foran os, og med de fjender vi allerede har, er det på tide vi stifter nogle venskaber.
-Sarbian/Ruben

vi slikker sårene i Fenkisa, part 2

...sandt og sige gik Weldors forslag mere ud på mærklige attrapper og kunstige muskler, til at smugle alle mulige hemmelige våben i. Faktisk var ideen ikke hel tosset, men jeg skulle først acceptere mit tab. Det hjalp lidt da jeg fik en snak med en af de vise søstre omkring de muligheder der måske lå gemt i min forkrøblede arm. Hun antydede at legemer der var af det gustne mørke på længere sigt måske kunne udvikle nye og usete evner, gennem megen træning og koncentration naturligvis. Det gav mig modet tilbage, og jeg fundererede meget over hvad der kunne ligge gemt i min arm. Jeg fik en lille snak med Galvanu, for at takke ham for hans hjælp, han fattede dog straks interesse i min deformitet, og tilbød at søge viden om det, hvis jeg tilgengæld kunne løsne ham fra hans bånd til Weldor. Det er en uhyggelig udvikling flagermusen har taget, og jeg frygter at den inden længe vil vende sig imod os, i hvert fald Weldor, hvis vi ikke griber ind.
Da jeg ville takke Elias for hans heltemodige indsats mod gunaen og duhitaren, trådte jeg ind i en rasende diskussion mellem Elias på den ene side, og Weldor og Aromir på den anden. Den gik, nok engang, på hvem der skulle bære Kalvarthas sværd. Erftersom Elias bar en rustning, rustningen han havde fået af Kalvartho, der mere end os andre gjorde ham i stand til at modstå gunaens angreb, burde han også bære sværdet der kunne såre den. Weldorhavde et mærkeligt argument om at sprede tingene ud på gruppen, sikkert født af tidligere, bitre erfaringer. Og Aromir er tydeligvis stadigvæk bitter over tabet af rubinringen og vil bare have et eller andet, i dette tilfælde sværdet, som han mente Weldor havde lovet ham.Diskussionen bølgede længe, indtil Weldor modvilligt måtte indrømme, at Elias havde en hvis fornuft i sine ord, og at hans modige indsats faktisk havde reddet mit liv. Det skulle dog senere vise sig, at det ikke var de sidste ord i denne sag.
Senere på dagen havde vi endnu et skænderi med Weldor, denne gang var det dog Aromir og jeg der kritiserede ham for at bruge hele vores pengebeholdning på en ny arm, smedet af præsterne i Algys's tempel. Weldor er tydeligvis ikke vant til at få udfordret sit lederskab, og han råbte og spyttede om, hvordan han i dyre domme havde løskøbt Aromir og jeg efter affæren i Surdas, og at det så var takken han fik. Derefter vendte han sig og gik i vrede. Man kan godt fratage den højbårne hans titel, men man kan sgu ikke fratage ham hans manerer. det skulle jeg komme til at sande flere gange.
Til Weldorrs forsvar skal det dog siges, at han gik direkte ned til mine slægtninge i Nardullaernes hus, og gik i forbøn for mig og fortalte om de pinsler jeg havde lidt for shoshoniernes hænder. Det fik dem til straks at indbyde os til middag om aftnen, samt at stilleet stort pengebeløb til rådighed. Det må jeg sige, han er en handlingens mand! Og nogle gange er det gode handlinger!

så træder jeg med glans ind i "blog" verdenen, et ord der plejer at have andre konnutation for mig.

glæder mig til at følge med i jeres spinkle forsøg på at forstå og nedfælde den "grande" plan jeg underholder jer med hver mandag.

hvis en har lyst så ret mine stavefejl og sæt mailen om Pavanna ind på bloggen her, som en liflig smagsprøve til kjartan ( hvis han læser med ) så han kan fornemme hvad der sker med karakterene i denne verden

Vi slikker sårene i Fenkisa

Det lykkedes Weldor og Aromir at få bragt Elias og jeg til Fenkisa, en by, der for nylig blev ramt af alvorlige uroligheder, hvor store dele af byen nedbrændte. Weldor og en af hans tidligere tjenere spillede en rolle i disse begivenheder. Og det var også her jeg mødte dem første gang, da Shoshonierne havde bortført Modhitarbarnet, og under dække af gæstebudets love, søgt tilflugt hos Nardullaerne.

Vi søgte tilflugt hos søstrene, der vogtede over Kilden, et helligt sted, hvor Weldor havde opholdt sig sidst. Deres hus var også blevet hårdt ramt under ødelæggelserne, hvor den Gale Præst nedbrændte næsten halvdelen af byen. Disse søstre er særdeles kyndige ud i helbredelsens kunst, og uden deres hjælp var Elias sikkert ikke længere i blandt os. Duhitarens mørke sky havde ramt ham så hårdt, at hans livsfrø næsten havde forladt hans krop.
Men mine egne lidelser var heller ikke ubetydelige. Nok sad min arm stadig på min krop, men den var sort og vissen. Og ind imellem var det som om den havde sin egen vilje. Weldor blev nærmest begejstret over de muligheder det åbnede op for. Han fantaserede straks om kunstige legemer.

-fortsættelse følger

Rolle PopQuiz #01

Vi kender jo alle til Soriannas Børn. Men hvem er deres åndelige overhoved egentlig?

A) Elias
B) Zirdas
C) Ilegia

(I bedes have svaret parat til næste rolleaften...)

/Peter