vi slikker sårene i Fenkisa, part 2

...sandt og sige gik Weldors forslag mere ud på mærklige attrapper og kunstige muskler, til at smugle alle mulige hemmelige våben i. Faktisk var ideen ikke hel tosset, men jeg skulle først acceptere mit tab. Det hjalp lidt da jeg fik en snak med en af de vise søstre omkring de muligheder der måske lå gemt i min forkrøblede arm. Hun antydede at legemer der var af det gustne mørke på længere sigt måske kunne udvikle nye og usete evner, gennem megen træning og koncentration naturligvis. Det gav mig modet tilbage, og jeg fundererede meget over hvad der kunne ligge gemt i min arm. Jeg fik en lille snak med Galvanu, for at takke ham for hans hjælp, han fattede dog straks interesse i min deformitet, og tilbød at søge viden om det, hvis jeg tilgengæld kunne løsne ham fra hans bånd til Weldor. Det er en uhyggelig udvikling flagermusen har taget, og jeg frygter at den inden længe vil vende sig imod os, i hvert fald Weldor, hvis vi ikke griber ind.
Da jeg ville takke Elias for hans heltemodige indsats mod gunaen og duhitaren, trådte jeg ind i en rasende diskussion mellem Elias på den ene side, og Weldor og Aromir på den anden. Den gik, nok engang, på hvem der skulle bære Kalvarthas sværd. Erftersom Elias bar en rustning, rustningen han havde fået af Kalvartho, der mere end os andre gjorde ham i stand til at modstå gunaens angreb, burde han også bære sværdet der kunne såre den. Weldorhavde et mærkeligt argument om at sprede tingene ud på gruppen, sikkert født af tidligere, bitre erfaringer. Og Aromir er tydeligvis stadigvæk bitter over tabet af rubinringen og vil bare have et eller andet, i dette tilfælde sværdet, som han mente Weldor havde lovet ham.Diskussionen bølgede længe, indtil Weldor modvilligt måtte indrømme, at Elias havde en hvis fornuft i sine ord, og at hans modige indsats faktisk havde reddet mit liv. Det skulle dog senere vise sig, at det ikke var de sidste ord i denne sag.
Senere på dagen havde vi endnu et skænderi med Weldor, denne gang var det dog Aromir og jeg der kritiserede ham for at bruge hele vores pengebeholdning på en ny arm, smedet af præsterne i Algys's tempel. Weldor er tydeligvis ikke vant til at få udfordret sit lederskab, og han råbte og spyttede om, hvordan han i dyre domme havde løskøbt Aromir og jeg efter affæren i Surdas, og at det så var takken han fik. Derefter vendte han sig og gik i vrede. Man kan godt fratage den højbårne hans titel, men man kan sgu ikke fratage ham hans manerer. det skulle jeg komme til at sande flere gange.
Til Weldorrs forsvar skal det dog siges, at han gik direkte ned til mine slægtninge i Nardullaernes hus, og gik i forbøn for mig og fortalte om de pinsler jeg havde lidt for shoshoniernes hænder. Det fik dem til straks at indbyde os til middag om aftnen, samt at stilleet stort pengebeløb til rådighed. Det må jeg sige, han er en handlingens mand! Og nogle gange er det gode handlinger!