Nehans ( mulige ) død!

Nehans endeligt


Weldor lagde modvilligt sin brystplade og sit kortsværd ned i kisten. Mens Hushovmesteren overså det fulgte Aromir og Elias trop og afvæbnede sig også. Alle vores ejendele endte i to kister, som blev låst og nøglen hang hushovmesteren om sin hals. Vi blev påklædt og udstyret som Nadullas soldater og endelig stod vi klar i varmen, der sitrede på gårdspladsen.

Zarza Kambhita og hendes kvindelige tjenere dukke op og sammen med Hesten, Amitra – vi bedrevidende iagttagere ved fra Galvanu at hesten er en ånd – og til Weldors store ængstelse også de to skrin med alle vores ejendele, drog vi af sted for at tage imod Nehans invitation. En kort ordveksling mellem Weldor og Kambhita over kisterne havde sat Jernhånds tanker i gang. Kambhita havde sørget for at kisterne, og dermed vores våben var i sikkerhed og med til mødet med Nehan. Åndehesten var med og var blevet udstyret med hovedprydelse med horn. Den skulle tydeligvis gives til Nehan.
”Dette er ikke et genforeningsmøde; Elias”, hviskede Weldor og nikkede mod hesten. ”Jeg tror hun vil bruge den der til et attentat. Jeg kan ikke se hvorfor hun ville give den fra sig ellers, hvis ikke det er for at lokke ham op på den. Desuden ved hun jeg er Nehans fjende, og alligevel insistere hun på at jeg er med på tæt hold og hun holder nøglen til mine våben i en nøgle om halsen”.
Elias nikkede langsomt men udtrykket i hans blik viste tydeligt at han ikke fulgte Weldors tankerække til ende.
”Kan du ikke se det? Hun er ikke vores fjende, men vores allierede. Hun vil på den ene eller anden måde sikre sig at vi er med på attentatet mod Nehan. Hvis hendes egen plan fejler, så er vi der til at afslutte det”, Weldor knækkede med fingrene og skulle lige til at fortsætte da processionen nåede pladsen foran citadellet. Hyænesoldater i stod på endeløse rækker op mod indgangen og udgjorde et frygteligt syn. Weldor tvang sit åndedrag til at være roligt, men han kunne ikke få kontrol over en tic omkring det ene øje. Eliases ord fra gårdspladsen for kun en time siden gav ham viljestyrke til at bevare roen. ”Vi må holde lav profil, Weldor. Du må tøjle dit temperament og prøve at forholde dig afventende for en gangs skyld”.
Et udmattet suk inde fra bærestolen fik Elias til at kigge op.
”Jeg er så træt og varmen stiger mig til hovedet”, beklagede Kambhita sig og til Weldors rædsel løb Elias op på siden af bærestolen og tilbød sin assistance. Weldors tic i øjet vente tilbage. Forblændet af sit eget hellige lys havde Elias tydeligt vis glemt alt og alle omkring sig. Selv sine egne ord om lav profil og ikke skille sige ud fra mængden havde han glemt. Nu tilbød han hvor alle kunne se og høre det Soriannas lisende bønner og ville have rakt sin lave bondehånd ind i bærestolen hos en adelskvinde fra en af de 60 gamle slægter. Selvfølgelig afslog Kambhitas terner ham, og Elias blev ført væk af Nehans hyæner. Selv på vej væk slæbt mellem to soldater virkede det ikke som om det var gået op for ham at han kunne have gjort noget galt.

I gården omkranset af et halvt hundrede soldater blev Kambhitas lille optog modtaget af Nehan. Han kom ned fra citadellets trappe iført halvdelen af en Argonaut rustning. Hele hans legeme og fremtoning tydeligvis forbedret og forstærket af sine Valgurietjenere.

Kambhita og han talte høfligt og formeldt og så bad Kambhita om at gaverne skulle bringes frem. Hesten, med øjnene tildækket af slør blev ført frem og Nehans øjne lyste op.
Weldor sank en klump i halsen og gjorde sig klar. For bag Nehan på toppen af trappen var Nehans sorte Algys præst trådt frem og på vej ned af trappen kom to livvagter, der på alle måder lignede krigere ud over det sædvanlige. Duhitarenes fingeraftryk var at se overalt på deres udrustning. Weldor knækkede nakken og gjorde sit åndedræt roligt. Den velkendte ro før det går løs bredte sig i kroppen på ham. Han lukkede alt overflødigt ude og visualiserede sig sit sværd danser en blodig dans i kroppen på Nehan. Så brød stormen løs:

Kambhita pustede til en pudderdåse hun havde brugt til at pudre næsen med. Jord fra under det fine pulver fløj ud mod hestens ansigt og bæstet vågnede op som af en tåge. Den hamrede sine to horn ind i gennem brystkassen på Nehan og satte i et ubegribeligt højt spring med Nehan hængende fast i dens hovedprydelse . De to Valgurier satte i løb. Weldor og Aromir greb nøglen fra Kambhita og forsøgte at få åbnet kisterne. Da hesten landede igen mødes den med den ene af Valgurierne. Kampen sendte ham i knæ på brækkede ben, men hesten blev så vidt det er muligt uskadeliggjort. Weldor, der nu havde opgivet kisterne til Aromir forsøgte at komme tæt på Nehan, men blev holdt væk af den anden Valgurie. Elias løb til undsætning. Alle skreg. Kambhita i forstilt rædsel. Hun kravlede på grædende knæ frem, som for at ville trøste sin elskede: Weldor hjalp hende halvt på benene så hun og han selv kunne komme tæt på Nehan. Allerede var der mange omkring ham. Soldater løftede ham og hans Valgurie livvagt var ved hans side. Nehan skreg og skreg på sin Algys præst. I et kort øjeblik strejfer en tåre-våd hånd fra Kambhita Nehans fod, og Weldor genkender Sarbiens gift ring på hendes finger. Nålen prikker i Nehans fod og Weldor kigger op i Valguriens øjne. Han har set det samme.
”Stands”, hvæsser den sorte Valgurie og griber fat om Kambhitas hånd. ”Hvad er det du har der…?”, mere får han ikke sagt før end at Weldors jernnæve hamre ind i hans ansigt - et slag der ville have sendt en tyr til tælling.
Weldor handler hurtigt. Han hjælper Kambhita op i bærestolen og giver tegn til bærerne om at sætte i gang. Så vender han sig mod Valgurien for at se om der er kampgejst i ham, men den sorte livvagt er kun lige komet sig over slaget og hjælper sin herre op ad trappen. Hans advarselsråb og anklager forsvinder i tumult og larm og Weldor udnytter situationen til at få Kambhita bragt i sikkerhed.

Afsted går det ud i byen, til et planlagt sted hvor alle skifter tøj og bærestol. Herfra planlægges næste træk, som er at slå til mod Pavarnas husarrest, inden Nehans folk kan nå at tage til genmægle…

Kambhita havde planlagt det hele. Hun kunne af gode grunde ikke afsløre på forhånd hvad hun havde planlagt. Hendes plan er at få sin bror indsat i Nehans sted og såfremt han er død kommer broderen til byen. Han op holder sig ikke langt herfra. Tilbage i staden trodsede den unge Zarza Kambhita Meruta familiens fjenskab med Nehanuerne og mødtes til romantiske soirees med Nehan.
Men han vendte hende ryggen og ægtede Zarza Artia Bazannes og Kambhita blev sendt væk og giftet ind i Nardullaerne langt fra Kolkisa, men hævn blev planlagt...