Det lykkedes Weldor og Aromir at få bragt Elias og jeg til Fenkisa, en by, der for nylig blev ramt af alvorlige uroligheder, hvor store dele af byen nedbrændte. Weldor og en af hans tidligere tjenere spillede en rolle i disse begivenheder. Og det var også her jeg mødte dem første gang, da Shoshonierne havde bortført Modhitarbarnet, og under dække af gæstebudets love, søgt tilflugt hos Nardullaerne.
Vi søgte tilflugt hos søstrene, der vogtede over Kilden, et helligt sted, hvor Weldor havde opholdt sig sidst. Deres hus var også blevet hårdt ramt under ødelæggelserne, hvor den Gale Præst nedbrændte næsten halvdelen af byen. Disse søstre er særdeles kyndige ud i helbredelsens kunst, og uden deres hjælp var Elias sikkert ikke længere i blandt os. Duhitarens mørke sky havde ramt ham så hårdt, at hans livsfrø næsten havde forladt hans krop.
Men mine egne lidelser var heller ikke ubetydelige. Nok sad min arm stadig på min krop, men den var sort og vissen. Og ind imellem var det som om den havde sin egen vilje. Weldor blev nærmest begejstret over de muligheder det åbnede op for. Han fantaserede straks om kunstige legemer.
-fortsættelse følger
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment