Aromir...

Her er han så. Selvbestaltet Kaptajn i stiveste puds.



Eller er det Elias? Svært at se for klædet under hætten...

weldor, mens han funderer over hvordan Gula kan reddes

...mere død end levende ...

...da jeg kommer til mig selv igen høre jeg hektiske stemmer der diskuterer. Der lyder kommandoer og løbende skridt.Langsomt går det op for mig, at vi er i sikkerhed. Vi er blevet bragt til Eidions hus, ikke langt fra Parvannaernes villa. Eidion, erfarer jeg senere, var leden af de soriannasønner, der udfordrede Nehans mænd ved porten. Men lige nu er smerten altoverskyggende. Jeg driver ind og ud af bevidsthedens tåger. Ind imellem ser jeg Weldors arrede ansigt, andre gange er det Aromirs rødmossede fjæs. Og så Elias, han virker forbløffende frisk. Blev han ikke lemlæstet af Udumbaras bjørnehund? Jeg er ikke sikker, han ligner i hvertfald ikke en mand, der har været hårdt såret.
På et tidspunkt tilser en læge mig, og jeg mærker en kriblen i det sårede ben. Han giver mig noget at drikke, og endelig falder jeg ned i en roligere søvn.
Da jeg vågner næste morgen er Elias væk. Eidion nævner noget om, at han er blevet sendt ud på en vigtig opgave sammen med andre Soriannasønner af Bareus. Lægerne er meget bekymrede for Parvanna. Hendes legeme er blevet pint og plaget på den grusomste vis, og kun med nød og næppe er hun stadig i live. Men det er som om hendes livsfrø har trukket sig væk, og vægrer sig ved at komme tilbage i legemet.
Ved siden af hendes skader blegner mine betydeligt. Efterhånden som mit hovede bliver klarere begynder Weldor også at trække i mig. Vi er nødt til at få afklaret vores situation i forhold til Bareus, for nok lyder rygterne om Nehans død, men hans håndlangere lusker muligvis stadigvæk rundt i Gulas gyder. Derudover er der også shoshonierne. Men med Khambitas bror som den nye general i Gula har vi måske en magtfuld velynder.
Aromir var stadigvæk halvskadet efter kampen, han sprang trods alt også direkte ud fra balkonen. Men tilsyneladende er rustningen gjort med så meget gudekraft, at han kun har pådraget sig mindre skader. Det blev Weldor og mig, der senere på dagen fik hyret en bærestol for at begive os til citadellet. Jeg havde fundet mine fineste klæder fra Nardullaerne frem, men håbede, at Weldor ville være i stand til at føre ordet.
Men allerede ved portvagterne viste det sig at jeg havde lært mere om etikette på blot et par uger, end adelssønnen havde lært i helt liv. Det lykkedes os dog at få foretræde, hvorefter vi blev ført ind i en stor gård, der vrimlede med byfolk, der skulle vise den nye general deres respekt. Vi havde måske håbet på at Bareus ventede os, men vi måtte bruge lidt gylden tale på en af hans hushovmestre, der pludselig nok mente, at herren ville være parat til at tage imod os. Undervejs hvæsede Weldor noget om, at han tidligere havde siddet som fange i citadellet. Og hans blikkede flakkede anspændt rundt mellem freskoerne i de lange gange vi blev ført igennem.
Endelig nåede vi frem til en af de øverste terasser, hvor den nye general havde søgt ly mod heden under et prægtigt solsejl. Sir Bareus var høflig, men afmålt. Taknemmelig for vores hjælp til ham og Khambita. Det blev dog hurtigt hans sefu, Harbona, det overtog mødet, da vi efter alt at dømme kommer til at tjene som en slags nattergale for den nye general. Jeg kendte flere sefuer fra min egen slægt, men denne sikkerhedsminister var andeledes, hvilket nok skyldtes, at han kom fra akademiet i Kholkis. Ifølge Weldor søger de der at styrke nogle af de evner man stræber efter at undertrykke på andre akademier.
Harbona havde noget af en overraskende nyhed til os. Bareuses folk havde nemlig også ryddet et andet hus, der var fyldt med Nehans håndlangere. Også der havde de en yderest usædvanlig fange, en Weldor kendte udemærket. Nemlig illuminarsien Yasparis.

Parvannas befrielse, del 2

Imens kredsede Aromir og jeg fortsat rundt om villaen, i et ihærdigt forsøg på at undvige ravnen, og samtidig få et overblik over villaen, og hvordan vi bedst kunne komme ind i den. Uanset hvad ville det komme an på mine evner til at klatre.
Efter et stykke tid stødte Weldor til os igen, og vi vurderede, at vi blev nødt til at handle, selvom villaen nu var befæstet med 40 mand. Just som vi var parat til at kaste os ud i vore desperate forehavende, så vi en ti-femten soriannasønner marchere over pladsen, direkte mod villaens port. Forrest i flokken fik vi øje på Elias, hvilket kom en del bag på os, da Weldors sidste besked til ham, havde været at aflyse konfrontationen. I hælene på flokken var der desuden et par byvagter, der prøvede at tale dem til rette. Men sønnerne var ikke til at stoppe, optændt af retfærdig vrede flåede deres leder Nehans segl af døren og hamrede på den, med en befaling om at den skulle åbnes. Hjertet sank i mit bryst da jeg så porten åbnes. Fra hvor vi stod kunne vi ikke se hvem de talte med, men vi kunne gisne om, at det var Udumbara selv. I hvertfald havde hans ravn pludselig ttravlt med at forlade os, og kredse over flokken af soriannasønnerne. En voldsom diskussion bryder ud ved porten, og det sidste vi ser er, at den forsøges lukket, men Elias stikker foden imellem. Men nu er det tid til at handle for os. Vi hastede om mod bagsiden, hvor villaens væg rejste sig som en stejl mur fra en naturlig klippe. Deroppe, vel femten meter over jorden sad en enlig balkon, der førte ind til Parvannas værelse.
Jeg spyttede i næverne, smed sandalerne, og med et langt reb og en krog påbegyndte jeg den farlige færd. Det nærmede sig så småt den tidlige aften, men det var stadigvæk et hasaderet forehavende. Weldor og Elias måtte sørge for at aflede opmærksomheden fra folk på gaden mens jeg fik fæstnet rebet på balkonen. Sten for sten trak jeg mig op ad den stejle mur. Det første stykke voldte ikke problemer, men halvvejs oppe gled mine tæer pludselig på enn løs sten. Mine fingre greb desperat ud efter stenene, men fik kun fat i løst puds. Da var det at min sortnede hånd næsten tog sin egen vilje, og med en umenneskelig styrke borede sig ind mellem stenene. I nogle meget lange sekunder hang jeg der og dinglede ffra min ene, forkrøblede hånd og turde knapt bevæge mig. Så fik jeg forsigtigt fat med min anden hånd, og fik trukket mig op under balkonen. Derfra tog det et par forsøg inden jeg fik kastet krogen op over balkonens murværk.
Så stille som muligt trak jeg mig op på muren mens jeg prøvede at ignorere Weldors insisterende kommandoer. Der var åbent ind til det mørke kammer. Alt var stille, men en svag brise fik de tunge gardiner til at blafre. Jeg gjorde rebet fast mens jeg spejdede ind i mørket. Tanken om at der kunne gemme sig morderiske valgurier i hver en skygge gjorde mine skridt usikre. Kort efter stod Aromir hos mig, og jeg følte mig lidt mere sikker med ham foran mig. Da gik det op for os, at der ikke var skyggen af en chance for at Weldor kunne komme op ad rebet, ikke engang hvis vi prøvede at hejse ham op, da vores reb ikke var lange nok. Hans jernarm umuliggjorde det simpelthen umuligt for ham at komme nogen steder!
Til vores held virkede rummet tomt, bortset fra den forpinte skikkelse, der var anbragt på et grotesk leje, kun den mest sygelige hjerne kunne have udtænkt: Parvanna lå fastspændt på en slags maskine, hver af hendes arme og ben var spændt fast til mindre tandhjul, der alle drejede om et større. Langsomt og ubønhørligt blev hendes legeme radbrækket. Derudover var hendes øjnedækket med en metallisk maske, og der løb små slanger fra hendes næsebor og flere stedr på hendes arme. Optændt af raseri frigjorde jeg hende fra slangerne, og begyndte at smadre hvad jeg kunne af maskinen. Uheldigvis skabte det en del larm og pludselig kunne vi høre larm udefra gangen. Aromir havde halvhjertet skubbet et lavt skab hen foran døren, men det skænkede jeg ikke en tanke, da vi blot skulle ud på balkonen og ned. Jeg var parat til at slynge fruens legeme over skulderen, og kaste mig ned af rebet. Men Aromir ville ha at vi bandt rebet fast under hendes arme og firede hende ned. Netop der svigtede mine evner med reb og knuder mig, jeg fumlede med det for længe, og med en rasende snerren flåede Aromir mig væk, og skubbede mig ind i rummet mens han hvæsede at, 'så ku' jeg holde døren'. Jeg kastede mig mod døren, men træværket var allerede ved at give efter. Flere hænder og spyd blev presset igennem og søgte efter mig, og jeg kunne kun takke mig selv for at have efterladt mit kortsværd nede på gaden, inden den farlige klatretur.
Sekunderne virkede som timer, men endelig så jeg Aromir begynde at fire Parvanna igen. Jeg kastede mig tilbage i rummet,i et desperat spring mod balkonen. Men Nehans mænd mylrede ind, en af dem sprang frem og stak med en sylespids klinge mod mig. Hans klinge fandt det bløde punkt på mit inderlår og stak dybt. Rødt blod sprøjted ud i en mængde jeg endnu ikke har oplevet i min korte med Weldor. Halv bevidstløs af smerte sank jeg sammen, men nåede lige at opfatte råb og skrig bag mine angribere. Et voldssomt lysskær eksplodererede ind i rummet, og kastede nehans mænd omkuld. Og fra det blændende lys så jeg en hævnende kriger skride frem som en af højkongens argonauter selv. Var det virkelig ... Elias??

Støvets sommer: tørken er ikke normal?

"husker ikke i min levetid at have set kurmakis så lav, selv den har solen og heden drænet for kraft. der er noget stygt ved den hede; solen giver mig hovedpine og dyr og mennesker bliver slået med vanvid. jeg hørte et en af Vorenas hellige plov-okser gik amok og dræbte to tjenerinder igår ved midt dag" bådsmanden rettede på hatten og missede mod de anlagt trapper langs floden på den anden side. De tre kvinder i båden var tildækkede; to af dem bar masker i hvidt, rødt og orange, mens deres frue var tilsløret under fint vævet klæde.
Fruens stemmer var fin men med en hvis kraft og arrogance da hun sagde " Bådsmand! styr din naukasa ( * fladbundet fartøj ) op ad floden, vi har en ny destination, min klient er yderst diskret omkring hans private liv, derfor kunne jeg ikke give dig det sande mål med rejsen foran alle de andres øre... sejl mod Yulenis, øen i floden og sæt os af ved nordspidsen, der hvor den lille trappe snor sig op ad væggen mod det evigt brændende fyr-bækken" bådsmanden nikkede ivrigt da han så det 2 fine sølv-mønter snurre på bådens bund, og han lagde alle kræfter i for at drive båden op ad floden.
Han kastede at par enkelte skjulte blikke på fruen, eller frøkkenen som hun nok snarrere var, og tænkte at blomsternes gade velsagtens havde fået en nye kostbar skat, men hans blik blev også fanget af den ene tjenerindes hånd der legede i vandet og hvordan hendes kjole var gledet let åben og afslørede et par vandperlede bryster! men den anden tjenerindes blik var tørt og gennem-borende så hastigt så han væk igen, og tænkte ved sig selv " måske krigen er tiden hvor mening mand som mig kan tjene penge så det engang bliver mig der kan bestiller blomster, eller måske hvis byen falder at jeg bare kan plukke dem som jeg vil.... tror jeg vil bide mig mærke i hvilket hus de gæster!!!

Kaptain Aromir

lejesværdet der gik fra soldat til kaptain i hans selvbestandige hær

Parvannas befrielse, del 1.

Det var tid til at handle hurtigt nu, mens der stadigvæk herskede forvirring omkring Nehans tilstand. Forhåbentligt ville hans slæng af skumle håndlangere et kort tøve, og give os tid til at handle og befri Parvanna. Vi var nødt til at være forsigtige for hans håndgange mænd findes valgurier, overløbne duhitarer, der faldbyder deres sorte viden til gengæld for beskyttelse, der er de sorte præster fra Algys's formørkede aspekt. Men den mest skræmmende er måske ham de kalder Udumbara, en arvi-dharsisk præstekriger.
Jeg havde i hast overvåget villaen, Parvannernes villa, som Nehan havde skænket sine syv valgurier, hans første tjenere. Og det var ikke det eneste han havde skænket dem. Som en grotesk præmie havde han lovet dem Parvanna, når han var færdig med hende. Til alt held så det ud til, at der kun var to af dem tilbage i villaen. Samtidig havde Elias sendt bud efter flere af Soriannas sønner til at hjælpe med angrebet. Uheldigvis havde Elias først sat dem stævne om aftenen, og som dagen skred frem forstod vi, at tiden var knap.
Forsigtigt cirklede vi omkring bygningen for at udse os det bedste sted til et angreb. Hovedvægten ville sansynligvis komme til at ligge på mig, og min evne til at klatre. At min krop så til gengæld knap var helet efter det sidste sammenstød med duhitaren ønskede jeg ikke at afsløre for Weldor der ikke skulle ha grund til at tvivle på mig.
Efter et stykke tid valgte Elias at gå til tempelhøjen, formentlig for at kontakte sine frænder og bede dem skynde sig. Imens dukkede vi os, og prøvede at holde lav profil. Hele byen emmede af angst og usikkerhed. Ikke bare fra krigen udenfor murene, men døde Nehan ville det utvivlsomt blive taget som et dårligt varsel. Godt nok var sir Bareus på vej, zarza Khambitas søster, og den nye general dersom Nehan bukker under for giften. Han ligger et sted uden for byen med 60 mand. Men Nehan har jo samlet en hoben af skumle og uhellige håndlangere hvis liv står på spil hvis de ikke længere har derees herres beskyttelse.
Disse tanker rugede vi over, da stilheden på pladsen pludselig blev brudt af lyden af marcherende støvler. En deling på 40 mand, anført af sydlændingen Udumbara nærmede sig i hast villaen, og blev lukket ind. Dette ændrede jo alt. Havde vi forspildt vores chance? Weldor spurtede mod Tempelhøjen for at advare Elias og Soriannasønnerne om den nye trussel. Imens kredsede Aromir og jeg forsigtigt videre rundt for at danne os et billede af den nye trussel. Men vores spioneren blev afbrudt da jeg bemærkede en stor, kulsort ravn, der hoppede efter os på hustagene bag os. Med sit hovede underligt på skrå, og en kraftig guldring om foden kunne jeg ikke være i tvivl om, at det var en menakshiravn.Og havde vi ikke set den på skulderen af Udumbara, da han red ind i villaen? Weldor kom tilbage, med dårlig nyt. På tempelhøjen havde han fundet Elias, besvimet eller i en hellig trance, ude af stand til at høre eller se. Det eneste Weldor kunne gøre, var at bede de omkringstående om at advare ham om den nye trussel, når han kom til sig selv