...mere død end levende ...

...da jeg kommer til mig selv igen høre jeg hektiske stemmer der diskuterer. Der lyder kommandoer og løbende skridt.Langsomt går det op for mig, at vi er i sikkerhed. Vi er blevet bragt til Eidions hus, ikke langt fra Parvannaernes villa. Eidion, erfarer jeg senere, var leden af de soriannasønner, der udfordrede Nehans mænd ved porten. Men lige nu er smerten altoverskyggende. Jeg driver ind og ud af bevidsthedens tåger. Ind imellem ser jeg Weldors arrede ansigt, andre gange er det Aromirs rødmossede fjæs. Og så Elias, han virker forbløffende frisk. Blev han ikke lemlæstet af Udumbaras bjørnehund? Jeg er ikke sikker, han ligner i hvertfald ikke en mand, der har været hårdt såret.
På et tidspunkt tilser en læge mig, og jeg mærker en kriblen i det sårede ben. Han giver mig noget at drikke, og endelig falder jeg ned i en roligere søvn.
Da jeg vågner næste morgen er Elias væk. Eidion nævner noget om, at han er blevet sendt ud på en vigtig opgave sammen med andre Soriannasønner af Bareus. Lægerne er meget bekymrede for Parvanna. Hendes legeme er blevet pint og plaget på den grusomste vis, og kun med nød og næppe er hun stadig i live. Men det er som om hendes livsfrø har trukket sig væk, og vægrer sig ved at komme tilbage i legemet.
Ved siden af hendes skader blegner mine betydeligt. Efterhånden som mit hovede bliver klarere begynder Weldor også at trække i mig. Vi er nødt til at få afklaret vores situation i forhold til Bareus, for nok lyder rygterne om Nehans død, men hans håndlangere lusker muligvis stadigvæk rundt i Gulas gyder. Derudover er der også shoshonierne. Men med Khambitas bror som den nye general i Gula har vi måske en magtfuld velynder.
Aromir var stadigvæk halvskadet efter kampen, han sprang trods alt også direkte ud fra balkonen. Men tilsyneladende er rustningen gjort med så meget gudekraft, at han kun har pådraget sig mindre skader. Det blev Weldor og mig, der senere på dagen fik hyret en bærestol for at begive os til citadellet. Jeg havde fundet mine fineste klæder fra Nardullaerne frem, men håbede, at Weldor ville være i stand til at føre ordet.
Men allerede ved portvagterne viste det sig at jeg havde lært mere om etikette på blot et par uger, end adelssønnen havde lært i helt liv. Det lykkedes os dog at få foretræde, hvorefter vi blev ført ind i en stor gård, der vrimlede med byfolk, der skulle vise den nye general deres respekt. Vi havde måske håbet på at Bareus ventede os, men vi måtte bruge lidt gylden tale på en af hans hushovmestre, der pludselig nok mente, at herren ville være parat til at tage imod os. Undervejs hvæsede Weldor noget om, at han tidligere havde siddet som fange i citadellet. Og hans blikkede flakkede anspændt rundt mellem freskoerne i de lange gange vi blev ført igennem.
Endelig nåede vi frem til en af de øverste terasser, hvor den nye general havde søgt ly mod heden under et prægtigt solsejl. Sir Bareus var høflig, men afmålt. Taknemmelig for vores hjælp til ham og Khambita. Det blev dog hurtigt hans sefu, Harbona, det overtog mødet, da vi efter alt at dømme kommer til at tjene som en slags nattergale for den nye general. Jeg kendte flere sefuer fra min egen slægt, men denne sikkerhedsminister var andeledes, hvilket nok skyldtes, at han kom fra akademiet i Kholkis. Ifølge Weldor søger de der at styrke nogle af de evner man stræber efter at undertrykke på andre akademier.
Harbona havde noget af en overraskende nyhed til os. Bareuses folk havde nemlig også ryddet et andet hus, der var fyldt med Nehans håndlangere. Også der havde de en yderest usædvanlig fange, en Weldor kendte udemærket. Nemlig illuminarsien Yasparis.