Parvannas befrielse, del 1.

Det var tid til at handle hurtigt nu, mens der stadigvæk herskede forvirring omkring Nehans tilstand. Forhåbentligt ville hans slæng af skumle håndlangere et kort tøve, og give os tid til at handle og befri Parvanna. Vi var nødt til at være forsigtige for hans håndgange mænd findes valgurier, overløbne duhitarer, der faldbyder deres sorte viden til gengæld for beskyttelse, der er de sorte præster fra Algys's formørkede aspekt. Men den mest skræmmende er måske ham de kalder Udumbara, en arvi-dharsisk præstekriger.
Jeg havde i hast overvåget villaen, Parvannernes villa, som Nehan havde skænket sine syv valgurier, hans første tjenere. Og det var ikke det eneste han havde skænket dem. Som en grotesk præmie havde han lovet dem Parvanna, når han var færdig med hende. Til alt held så det ud til, at der kun var to af dem tilbage i villaen. Samtidig havde Elias sendt bud efter flere af Soriannas sønner til at hjælpe med angrebet. Uheldigvis havde Elias først sat dem stævne om aftenen, og som dagen skred frem forstod vi, at tiden var knap.
Forsigtigt cirklede vi omkring bygningen for at udse os det bedste sted til et angreb. Hovedvægten ville sansynligvis komme til at ligge på mig, og min evne til at klatre. At min krop så til gengæld knap var helet efter det sidste sammenstød med duhitaren ønskede jeg ikke at afsløre for Weldor der ikke skulle ha grund til at tvivle på mig.
Efter et stykke tid valgte Elias at gå til tempelhøjen, formentlig for at kontakte sine frænder og bede dem skynde sig. Imens dukkede vi os, og prøvede at holde lav profil. Hele byen emmede af angst og usikkerhed. Ikke bare fra krigen udenfor murene, men døde Nehan ville det utvivlsomt blive taget som et dårligt varsel. Godt nok var sir Bareus på vej, zarza Khambitas søster, og den nye general dersom Nehan bukker under for giften. Han ligger et sted uden for byen med 60 mand. Men Nehan har jo samlet en hoben af skumle og uhellige håndlangere hvis liv står på spil hvis de ikke længere har derees herres beskyttelse.
Disse tanker rugede vi over, da stilheden på pladsen pludselig blev brudt af lyden af marcherende støvler. En deling på 40 mand, anført af sydlændingen Udumbara nærmede sig i hast villaen, og blev lukket ind. Dette ændrede jo alt. Havde vi forspildt vores chance? Weldor spurtede mod Tempelhøjen for at advare Elias og Soriannasønnerne om den nye trussel. Imens kredsede Aromir og jeg forsigtigt videre rundt for at danne os et billede af den nye trussel. Men vores spioneren blev afbrudt da jeg bemærkede en stor, kulsort ravn, der hoppede efter os på hustagene bag os. Med sit hovede underligt på skrå, og en kraftig guldring om foden kunne jeg ikke være i tvivl om, at det var en menakshiravn.Og havde vi ikke set den på skulderen af Udumbara, da han red ind i villaen? Weldor kom tilbage, med dårlig nyt. På tempelhøjen havde han fundet Elias, besvimet eller i en hellig trance, ude af stand til at høre eller se. Det eneste Weldor kunne gøre, var at bede de omkringstående om at advare ham om den nye trussel, når han kom til sig selv