Weldors feber tanker

"Forbandede ånder, forbandede Valgurie, forbandede sår...og forbandede krig" Weldor mumlede for sig selv, men højt nok til at Sarbien vendte hovedet og så mod Weldors sygeleje.
"Siger du noget Weldor?", spurgte Sarbien, med en usikker stemme.
"Nej; ikke noget", Weldor prøvede at smile tilbage men kunne mærke på sit ansigt at det kun blev til en grimasse af sammenbidte tænder.
Hvordan kunen han have overset den klo? Hvordan kunne han havde tilladt sig selv at blive såret i så vigtig en stund? Wedlor løftede Jernhånden og håldt den frem for sig. Det var alt for længe siden nu at krig og kamp havde givet ham egentlige sår. Kun hans følgesvende, mænd af kød og blod. De blev sårede, de tog alle skrammerne, rifterne...de åbne sår; de dødelige sår. Han kiggede op og fangede Sarbiens blik, der undrende så tilbage. Sarbien havde blødt for Weldor. Blødt for meget, hvis du spurgte Weldor, men han kom til at smile ved tanken om hvordan han selv havde været da han forlod sin fosterfaders villa: så uprøvet og selvsikker fyldt med en følelese af uovervindelighed. Den følelese var skyldet bort ven efter ven, fjende efter fjende. "De er døde allesammen...alle jeg berør med min tilstedeværelse. Alt jeg kan gøre er at dæmme op for strømmen. Give igen hvor jeg er blevet givet. Jasparis! jeg skal nok få dig fri".
"Hvad er det du siger Weldor?". Sarbien havde rejst sig og stod nu ved siden af Weldors seng. "Du snakker i søvne tror jeg, men hvem er det du snakker om; Jasparis?"
"Jeg sover ikke", svarede Weldor. "Jeg tænker".
"Så tænker du højt. Er der noget jeg kan gøre?"
"Noget du kan gøre? Ja du kan give mig min krop tilbage. Min krop som jeg husker den fra Mariaslacks træning. Da den ikke konstant mindede mig om døde venner eller folk jeg har slået ihjel uden at de fortjente det. Når mit blik falder på en ar, så ser mine øjne kun den dag et sværd stak i mit kød eller jeg husker blikket fra en døende i en duel: En døende, hvor det pludselig går op for ham at han har tabt. Jeg skal sige dig en ting Sarbien. jeg havde aldrig troet at det skulle blive så hårdt at være den der er tilbage. Den der har overlevet alle kampende og alle Gunaerne, snigmorderne og menakshierne. Jeg er bange hver gang, og tænker mere og mere på om det nu er min tur?", Weldor trak vejret dybt og sukkede. "Her til aften var det lidt for tæt på at blive min tur. Det kan jeg ikke tillade ske. For mange andres liv står og falder med mig, føler jeg. For mange rengskaber er ikke afslutte for jeg kan tillade mig at give op. Forstår du?"
Sarbien synker en gang inden han svarer. "Det tror jeg. Vi har alle noget vi føler vi MÅ gøre. Koste hvad det vil", svare den unge Nadula og gemmer den sorte arm bag ryggen.
"De næste par dage bliver ubehagelige", stønner Weldor mens han rejser sig fra sengen og humper hen mod bordet. "Men hvad skal det ændre. De sidste to år har været ubeagelige, så hvad betyder en håndful dage i den sammenhæng. " Han tager et stykke papir frem og en pen og begynder at tegne..."Det her er Tempelhøjen", med rystende streger skitsere han de forskellige templer. "...og her. Under disse sakrofager gangende underneden. Der bor Galvanu!".

Mørke tanker i den sorte nat

Stadig i live! Det var den eneste tanke i Sarbians hoved, da han sank sammen i det lumre kammer. Den hovedkulds flugt tilbage gennem de mørke gader havde næsten fået såret i benet til at bryde op. Og nu hang hans venstre arm slapt og ubrugeligt ned. Kun den sorte arm virkede stærk. Den unge læge havde travlt med at tilse Weldor. Jernhånden var blevet hårdt tilredt af Udumbaras kat. Så meget rustning havde han omgjort sig i, og alligevel kunne det uhyggelige dyr finde en åbning. Sarbian stønnede af smerte, og stik mod lægens råd smurte han det sidste af den hvide salve på den lemlæstede arm. Hvordan kunne de også ha' været så dumme? De troed sig sikre på at Valguriens dyr var døde, eller i hvertfald ukampdygtige. Men måske var hans tilstedeværelse nok til at vække styrke i katten igen, og gøre den så snarrådig at den kunne finde på at æde den døde slange. Sarbian gøs ved tanken om katten med giftgule tråde af slim hængende fra sit gab.
Ude fra gården lød der stemmer. Var det mon Vameraernes vagter? Sarbian løftede på skodden. Eller var Muka kommet på besøg med flere ulyksagelige beretninger om krigens gang? Agatos var faldet til Græshoppeherren, og snart ville Bilva gå samme vej. Hvilken forskel kan vores desperate bestræbelser mon gøre, funderede Sarbian og betragtede Elias, der var kommet til syne mellem søjlerne. Endnu engang havde Soriannasønnen fremsagt mægtige bønner, og det hellige lys stod efterhånden som en evig flamme fra hans øjne. Hvis Eidion havde haft ret i sine bekymringer, ville flammerne snart konsumere ham fuldstændigt. Det strammede et kort øjeblik i hånden, som om den gav Sarbian ret i hans tanker. 'han ville lade os dø!' lød det svagt i Sarbians hoved. Soriannasønnen hoved og overkrop i vandtruget, og rystede så en byge af dråber af sig. De første stråler fra den opgående sol brød deres lys i dråberne, og igennem myriader af små regnbuer syntes Sarbian han kunne skimte en sammenkrøbet skikkelse på den modsatte husryg. Var det indbildning, eller rettede den sammenkrøbede skikkelse et kort øjeblik på sine vinger under den lange ghiton?

Striden med Udumbara

...der skal nok komme noget her lige om lidt!

sikkerhedsministeren Vargas af akademiet i Gula

for at genopfriske lidt omkring disse personer så har i her historien.

"for mange generationer siden levede der i det som dengang var Vest-riget Marjuma, nuværende Kolkisa, to revaliserende noble familier som kæmpede om magten i byen. Denne strid blev ført på alle planer; politisk, økonomisk, religiøst og i det skjulte via mordere som blev sendt i nattens mørke over murene, eller som attentater på unge herre, hvor to grupper mødte hinanden på en af byen mange vinstuer, badehuse eller bordeller.
magtbalancen synetes dog endeligt at tippe, da den ene æt begyndte at bejle til en mystisk orden af snigmordere, kaldt Tamarind-tyvene ( en ref. til at deres svendeprøve ofte bestod i at skulle stjæle en tamarind bønne fra mesterens eller en tidligere mesters hustand.)
Efter nogle år var der kun tilbage den yngst søn, og faderen blev urolig. han bad inderligt til guderne, og satte mad ud til husånderne og forfædrenes sjæle. Den nat blev der efterladt et barn ved villaens port, og faderen så det som et tegn. Dette spædbarn var en dreng og han og nobel sønnen voksede op og deres lighed var slående. Overalt hvor de kom gik de to sammen og da de blot var otte havde fostersønnen allerede reddet hans herre 3 gange. den sidste morder blev dog pågrebet og holdt fanget på hus-magistratens bud og ofte blev han pint og plaget til at afsløre hemmeligheder og deres orden eller familien som havde hyret ham.
Ved en af disse begivenheder bemærkede huset frue en tjenestepige som, så væk hvergang lydene fra den jamrende fange blev for høje, og hun indså at pigens sarte og næstekærlige natur måske var noget de grufulde Tamarind-tyve ikke havde lært at håndtere. Så hun lod pigen bringe mad og lindring, og ganske rigtigt blev forelsket men senere "opdaget" selv om husfruen hele tiden havde vidst det. For at redde pigen fra døden tilbød han nu at fortælle alt, og som tidevandet der vender, blev han nu lærer for fostersønnen og således gav han videre al sin viden. Familien sejrede, drengen voksede op herfra blev det skik og brugen spredte sig blandt de noble familier. Senere da rigerne blev samlet stiftede en af højkongerne de 12 ministerier, de 12 præsteskaber samt de 12 hærenheder, med hver deres høj-general. Ministeriet for sikkerhed dannede huse som blev kaldt akademierne som lå i Kolkis, Gula, Bilva og Vestera. Det blev dog snart tydeligt at neutralitet var nødvendigt hvis alle familier under Kronen skulle kunne gøre brug af sefuerne, så under borgerkrigen vandt akademierne selvstændighed, på samme vis som et handelshus, og den dag i dag er de instituationer i riget som ikke arbejder for nogen, men det royale akademi i Kolkis, kaldt, Narayanaerne ( de grå tjenere ) arbejder direkte under Kongen, og er en vigtig brik i hans sikkerhed og viden. ( Leto var måske en af disse )

så endelig et lille billede af jeres unge Vargas.

den fineste duft, duften af død!

den silkebløde, hede sommernat svøbte sig om den læderagtige hud sammen med skyggerne som han skødesløst greb med sine hænder og sind, og trak tæt om sig som. Men en flig at sindets vilje bøjede han skyggernes form til udseende af mange lag stof, besyet med møstre efter vestreriansk stil.

der var den igen! en duft så fin som den helligste tempel røgelse. den flød gennem luften fra et sted ikke langt herfra. hans brede antropomorfiske flagermusenæse mimrede op mod vinden, men denne duft blev ikke båret med af den fysiske vind i verden, men flød på den uset, umærkbare flod af verdens essensen, hvis evigt hvivlende natur gør eksistensen til en dans.

det var den liflige duft af død, angst og vrede. men også den skarpe, metalliske duft af hurtigt, let sjusket gjort arbejde, udi bøjning af essensen. han huskede den fra den gamle mand, der havde prøvet at udfly ham ved at kaste hans giton ud over balkonen, bøjet så det lignede ham selv der sprang, mens han selv skjulte sig bag klatre-jasminen. men den duft af hastværk, sjusk og panik havde afsløret ham og kort efter fandt hans tænder den gamle mands hals.

men dette var også anderledes. mere intenst. hvad var det som skete, hvilken hændelse kunne i den grad sende vibrationer ud gennem essensen stærke nok til at de kunne opleves så langt borte.

han strakte hals og løftede ansigtet mod himmelem og satte af fra ruinmuren op i luften, ud i natten, efter duften. hvad eller hvem det end var skulle det komme til at nære hans glubende sult og som et sort, gigantisk møl fløj han gennem natten mod hans flamme.....

Weldor ser tilbage på årene der er gået

Guna Kampagnen


Dette er uddrag fra Weldors notesbog, som han startede da han blev sendt i landflygtighed på grund af en uoverensstemmelse mellem ham og Magistraten.

Det hele startede med en fejltolkning af en gudesendt advarsel. En stakkels Smedesøn ved navnet Erghin havde fået et syn hvor Weldor Weltris optrådte. Han så Weldor drikke af et brændende bæger og fik en fornemmelse af at noget frygteligt ville ske. På grund af de dystre advarsler nægtede Weldor ve den festlig højtidelighed, at drikke Magistratens skål, et kar med flamberet the, og kastede dermed hele sin familie i unåde. Soldaterne kom for at konfiskere det hele og Weldors far tog kampen op og døde i forsvaret. Ira Weldors moder, sendte ham mod nord til Weldors biologiske fader, ingen ringere end Welhema en af kongens 12 generaler, der var udstationeret i den Sjette provins hvor han forsøgte at få civiliseret de barbariske folk nordfra. Samtidig havde vi også, udenfor byen, fundet en hårdt såret mand, med mystiske brandsår, der mumlede om 'grønne øjne i natten'. Dette var vores første møde med duhitarene og deres gerninger. Her fandt vi også ud af, at mandraerne fra den 6. provins var på vej til at invadere vores egn gennem de Røde Eges Pas

På denne flugt fulgte Erghin, den enfoldige Sorianna søn. Erghins tempelrådgiver Talin og Salo en tyvagtig fyr fra byen som Weldors Sværdmester Mariaslack havde sendt med som livvagt.

Første møde med en Guna i Cerutos fæstning.
De røde sværd sendes ud, som advarsler om en kommende invadering.
Ziprunas villa og Mariaslacks død. Finder Solspejlet.
Den sjette provins. Nesteros uddannelse.
Solspejlet frigives og den sjette provins øddelægges. Tusindvis dør.
Jasparis og forlovelse med Elegia Nadula
Snigmordsforsøg på Avetaren
Tilfangetagelse hos Weldors broder Amola. Talin splejses med en Guna.
Weldor alene. Under flugten dør alle hans venner, opløst i en Guna
Træning hos Meghan og nye venner
Weldors moder udsletter Meghans hus.
På rejse med Ira
Duellen ved vadestedet Breda dræber Meghans Datter og stjæler hendes livsfrø. Weldor dræber Zandir Alonu, trænet af Mariaslack, ved hjælp af sin mors gift.

Iras død
Neroli forære Weldor Villaen Algisokos mod at han eksperimentere med at vække Ira tilbage til livet ved hjælp af Duhitarmaskiner og en guna. (Weldors sorte stund)
Bredas Forræderi og opdagelsen af Muthgala det forbandede sværd.
Algisokos ødelægges af en løs Guna
Tilbage til Gula indsmiger sig hos Isowar.
Nestero indtræder som sikkerhedsminister.
Forfølger valgurien ”Den Grønne Hund” og Isowar tilbage til Algisokos og blotlægger Muthgala.
Weldor mister sin våbenarm.
Nerolis forræderi og Mutgalas forsvinden.
Bandlysning og fængsling.
Infiltrering af Provinsholderens laboratorium og forsøg på befrielse af Elegia
Modithar-barnet forsvinder ud af rækkevidde.



Med hæren mod syd under navnet ”jernhånd” for at vinde sig et navn.
Malkuna angribes af menneskebemandede Gunaer
Rømmer byen med Malkon og besejre en Guna indefra.
Vanvittig plan om at sænke skibene i havnen udføres med ringe resultat.
Som leder af en styrke på 200 mand lykkedes det Weldor og sine trofaste at åbne portene til Malkuna.
Attentat på Avetaren i byens tempel. Byens vogter vækkes. Vares og Vavarvien mister livet og optages i Avatarens livsvæske. Muthgala mistes igen.
Avataren forlader Malkuna.
Jasparis Reddes.
Weldor hyldes af Malkon, som byens befrier og loves titler og jorde, når krigen er slut.
Tilbage til Gula
Angreb på Shoshonierne med hjælp fra tre adelsslægter.
Weldors nye villa smadres af Shona selv som gengæld og Weldors videnskabsmænd går til.
Møder Artia og hendes livvagt Kasarbien.
Hører om Modithar og Vindargo Den Enøjede: sender Naposu, der dør.
Gruppens nye mand Elias træffer en hurtig beslutning og henretter Artia.
På hendes dødsleje forære hun Weldor en af de 69 knive der kan dræbe Avetarens børn, og han påtager sig at hævne hendes død og slå Nehan ihjel, hendes mand.
Weldor giftes med Zarsa Pavana Artias veninde og Sorianna kaldet lavadel.
Opgør med Vindargoi blomsternes gade, befrier Modithar.
På flugt fra Argonauterne. Weldor dræber en af Avetarens generaler med Artias kniv.
Flyvende i Argonautens orb mod Nadulaerne med Modithar-barnet.
Lang rejse på flugt med Modithar
Møder Astibaksa, reddes af Ilarku. Weldor skåner den gamle dame.
I Fenkisa fravristes barnet os af Shonas højre hånd Sutikarta.
Weldor og hans folk påtager sig at bryde venskabsbudet og slår Sutikarta ihjel med uvurderlig hjælp fra Astibaksa.
Under den sidste del af rejsen mod Nadulaerne forsøger Ilarku en sidste gang at stjæle barnet ved at bruge Elegias kusine som våben.
Overrækkelsen af Mudithar, skygges af Ilarku, der prøver et sidste attentat.
I et splitsekundt har alle gruppens medlemmer kontakt til nordens største Menakshi: Ilarku: kun Weldor slår en handel af.
Nadulaernes husånd forærer gruppen to husånder i form af en flagermus og en ugle.
Elias tager til Calvarta med hans arv, Weldor og de andre tager til Surdas for at befri en tjenestepige, der har passet hans kone og har oplysninger lagret i sit sind.
I Fenkisa indtræder alle i Kampitas gravfølge mod Gula.
Under audiens hos Nehan sættes et længe planlagt attentat i gang og Nehans såres dødeligt.
Samme nat kastes alle fløjlshandsker bort og vi angriber Pavarnas Villa hvor Nehans Valgurier holder hende fanget.

Kun 1 Valgurie, den værste af dem alle undslipper den blodige nat hvor Zir Bereus, Kampitas Broder tager magten i Gula og udnævnes til ny General.

Weldor Pavarnu, hans tro kaptajn Aromir, Elias Sorianas lysende flamme og Sarbien Nadula med den sorte arm indtræder i Bereus hemmelige tjeneste som værn mod Valgurier. Deres første job er at fange den sidste af Nehans Valgurier: Udumbara.
Weldor ønsker dette mere end noget andet for at hævne sin kones tortur, men også fordi man har lovet ham en fange frigivet; Ingen ringere end Jasparis.

Parvanas villa befæstes og første del af planen om at fange Udumbaras Ånder sættes i gang før tid.
Hyænebjørnen dræbes ved et uheld.
Om aftenen angribes Pavarnaernes villa af udumbara. Under kampen uskadeliggøres hans Slangeånd og hans Katteånd. Udumbara tager flugten hårdt såret og kun med sin sorte fugl tilbage...

highlights fra de sidste par år

der bliver i disse dage arbejdet på en update af alt hvad der er sket i på vores rejse, siden en overbeskyttet, morsyg, fægteglad nobelsøn og hans venner rejste fra den brændende villa i Eyalkis.
der har været sorger, griskhed, magtsyge, heltmod, kærlighed, hornyhed, retskaffenhed og gavmildhed!
men mest af alt har der været en konstant stræben fremad mod Zirsashand, et lykkeligt land under en vis konge.

På gruppens side står en ikke helt menneskelig lysbøjer, en der observere verden som den flyder forbi, en uendelig dans af essens

en nobel kvinde Zarza Pavanna, som med sine langt-rækkende drømme og syner bevæger folks hjerter

en ung "prinsesse" Zarza Kambhita Merutaza, hvis rigdom, snilde og forkælet hed er legendarisk

nobel sønnen Zir Meruto, ældstesøn af Merutarene, de sorte svaner fra Kolkisa. Udnævnt general og beskytter af Gula er han langsomt ved at folde sig ud som reforment, hærleder, folkeforføre og natsværmernes, valguriernes og blomsternes fjende.

Gudinderne Saraswati, Vorena og Sorianna/Epona velsigner deres hus og virke, mens et udførligt ritual men nød har vasket bort Anna punas sorte askehåndsforbandelse.

MEN mod sydøst hersker den Sorte Avetar, Græshoppeherren fra Amukis, i byen styre Soshonierne stadig en stor del af handlen, husånder, der har fået bevidsthed hærger i natten, Menakshier og deres tjenere trækker uset i trådene fra skyggerne
og den avidasiske valgurie Udumbara tørster efter vennernes bane-blod og hævn.

I Kolkisa hersker fjender så mægtige at blot en flig af opmærksomhed fra deres bevidsthed føles som vægten af en okse. deres troner er skabt af fjerene fra 30.000 hvide påfugle, 250 favne hvidt sandeltømmer, perler så talrige som stjernerne, guld og elektron gravet ud gennem 45 år fra 19 miner. 5 provinser lystre deres mindste bud, det sammen gør 12x12 ministre samt 360 adelsslægter, 120.000 soldater og små 7 gange så stor skare af håndværkere, tjenere, bønder, handelsmænd, lærde og magistrater.

scenen er sat!