sikkerhedsministeren Vargas af akademiet i Gula

for at genopfriske lidt omkring disse personer så har i her historien.

"for mange generationer siden levede der i det som dengang var Vest-riget Marjuma, nuværende Kolkisa, to revaliserende noble familier som kæmpede om magten i byen. Denne strid blev ført på alle planer; politisk, økonomisk, religiøst og i det skjulte via mordere som blev sendt i nattens mørke over murene, eller som attentater på unge herre, hvor to grupper mødte hinanden på en af byen mange vinstuer, badehuse eller bordeller.
magtbalancen synetes dog endeligt at tippe, da den ene æt begyndte at bejle til en mystisk orden af snigmordere, kaldt Tamarind-tyvene ( en ref. til at deres svendeprøve ofte bestod i at skulle stjæle en tamarind bønne fra mesterens eller en tidligere mesters hustand.)
Efter nogle år var der kun tilbage den yngst søn, og faderen blev urolig. han bad inderligt til guderne, og satte mad ud til husånderne og forfædrenes sjæle. Den nat blev der efterladt et barn ved villaens port, og faderen så det som et tegn. Dette spædbarn var en dreng og han og nobel sønnen voksede op og deres lighed var slående. Overalt hvor de kom gik de to sammen og da de blot var otte havde fostersønnen allerede reddet hans herre 3 gange. den sidste morder blev dog pågrebet og holdt fanget på hus-magistratens bud og ofte blev han pint og plaget til at afsløre hemmeligheder og deres orden eller familien som havde hyret ham.
Ved en af disse begivenheder bemærkede huset frue en tjenestepige som, så væk hvergang lydene fra den jamrende fange blev for høje, og hun indså at pigens sarte og næstekærlige natur måske var noget de grufulde Tamarind-tyve ikke havde lært at håndtere. Så hun lod pigen bringe mad og lindring, og ganske rigtigt blev forelsket men senere "opdaget" selv om husfruen hele tiden havde vidst det. For at redde pigen fra døden tilbød han nu at fortælle alt, og som tidevandet der vender, blev han nu lærer for fostersønnen og således gav han videre al sin viden. Familien sejrede, drengen voksede op herfra blev det skik og brugen spredte sig blandt de noble familier. Senere da rigerne blev samlet stiftede en af højkongerne de 12 ministerier, de 12 præsteskaber samt de 12 hærenheder, med hver deres høj-general. Ministeriet for sikkerhed dannede huse som blev kaldt akademierne som lå i Kolkis, Gula, Bilva og Vestera. Det blev dog snart tydeligt at neutralitet var nødvendigt hvis alle familier under Kronen skulle kunne gøre brug af sefuerne, så under borgerkrigen vandt akademierne selvstændighed, på samme vis som et handelshus, og den dag i dag er de instituationer i riget som ikke arbejder for nogen, men det royale akademi i Kolkis, kaldt, Narayanaerne ( de grå tjenere ) arbejder direkte under Kongen, og er en vigtig brik i hans sikkerhed og viden. ( Leto var måske en af disse )

så endelig et lille billede af jeres unge Vargas.