den fineste duft, duften af død!

den silkebløde, hede sommernat svøbte sig om den læderagtige hud sammen med skyggerne som han skødesløst greb med sine hænder og sind, og trak tæt om sig som. Men en flig at sindets vilje bøjede han skyggernes form til udseende af mange lag stof, besyet med møstre efter vestreriansk stil.

der var den igen! en duft så fin som den helligste tempel røgelse. den flød gennem luften fra et sted ikke langt herfra. hans brede antropomorfiske flagermusenæse mimrede op mod vinden, men denne duft blev ikke båret med af den fysiske vind i verden, men flød på den uset, umærkbare flod af verdens essensen, hvis evigt hvivlende natur gør eksistensen til en dans.

det var den liflige duft af død, angst og vrede. men også den skarpe, metalliske duft af hurtigt, let sjusket gjort arbejde, udi bøjning af essensen. han huskede den fra den gamle mand, der havde prøvet at udfly ham ved at kaste hans giton ud over balkonen, bøjet så det lignede ham selv der sprang, mens han selv skjulte sig bag klatre-jasminen. men den duft af hastværk, sjusk og panik havde afsløret ham og kort efter fandt hans tænder den gamle mands hals.

men dette var også anderledes. mere intenst. hvad var det som skete, hvilken hændelse kunne i den grad sende vibrationer ud gennem essensen stærke nok til at de kunne opleves så langt borte.

han strakte hals og løftede ansigtet mod himmelem og satte af fra ruinmuren op i luften, ud i natten, efter duften. hvad eller hvem det end var skulle det komme til at nære hans glubende sult og som et sort, gigantisk møl fløj han gennem natten mod hans flamme.....