Engang i fremtiden...

Uendelige rækker af vogne snoede sig af sted på den støvede vej mellem cypresser og rød-ege. Det var som en af de der stier myrerne skaber i skoven hvor trafikken går begge veje og selv om det var midt på dagen holdt vognstyrene og æseldriverne et raskt tempo. Kun en mand sad ned uden at bevæge sig, under skyggen af en akacie, og så på den vejen mens han spiste resterne af en ost og en håndfuld små boghvede kager. Fra syd dukkede en større vogn op blandt de mange og dens mærke vist at manden der styrede vognen var en olie-købmand. Manden under akacien rejste sig og samlede en bære-kurv og en ransel op og gik den fine vogn i møde. Det syn der mødte vognstyreren var en mand af ubestemmelig alder, han kunne have været 25 eller 35 somre, hans hår var mørk og klippet i en grydeform lige over ørene. Ansigtet var solbrændt, markerede bryn, men milde øjne og en særlig næse og overlæbe der var groet lidt skævt. Hans tøj var enkelt, en lang falmet, rød tunica og en grå giton og sandaler samt et bredt, flettet læderbælte. Han gik med et smil og lange skridt olie-handleren i møde og med et smil rakte han armene ud med håndfladerne mod himmelen og sagde ” herre oliehandler, velsignelser til dig og dine!, mit navn er Rowannio, og jeg er en omvandrende dagleger for nylig ankommet til egnen her. Kan du fortælle mig hvor bor der gode folk, måske steder du kommer og køber din fine olie, jeg er stærk som en hest og kan dreje de fleste oliemøller alene eller lægge tegl, smede, gøre læder eller passe heste” Oliehandleren stoppede vognen og skærmede sine øjne mod eftermiddagssolen og svarede ” gudernes velsignelse rejsende, mit navn er Avinguda af Gula, og det ser ud til du har heldet med dig i dag. Jeg kender og er kendt af de fleste på egnen her nordvest for Mirvasa Gula ( Kongebyen Gula ) og jeg kender alle nye som gamle slægter, kroer, vejstop, hvilesteder, landsbyer, byer, templer og steler. Lad mig tænke mig om et øjeblik.... hvem kunne mangle hjælp disse dage, af en mand med dine—øøøhh mangfoldige evner.” hans indforståede smil antydede at han synes at have gennemskuet noget omkring Rowanni, men han lod sig ikke mærke med det men krassede blot en af hestene på panden mens han strøg den ned langs siden af halsen. I tavsheden forsatte Avinguda men hans tale ” jo tager du vejen her mod Zirdasu så finder du massere af arbejde overalt. Den by vokser dagligt især nu efter at Kongen har skænte den og Setuvant til hans højre hånd Zir Aldamu...” ” jeg havde nok forestillet mig noget mere stille end en blomstrende by. Måske en slægstvilla eller lignende. Fortæl mig! Hvor føre den vej hen, den som begynder der ved de to grav-templer og bugter sig op mellem oliven træerne.” Avinguda fnøs ” naaa mester den villa har du ikke lyst at gæste, engang tilhørte den en rig familie fra Staden, og min fader talte altid om at den bedste sennepsfrøsolie kom der fra, og jeg har handlet med dem et par gange men det er underlige folk. Nok efter krigen og omvæltningerne og befrielsen trak de sig tilbage til deres landsted, men det er vist fruen som styre, hun er enke. Men det er et underligt sted....husker en nat jeg sov der en lille hvid fugl der sad i et granatæbletræ i gården og sang det meste af natten, indtil jeg smed min sandal efter den. ” rowanni lo ” du kan ikke li dem pga en sangfugl haha
men måske fruen har brug for hjælp til vedligeholdelsen af villaen og lignende og jeg kan godt lide fuglesang” Oliehandleren rettede sig op med et lidt fornærmet udtryk i ansigtet ” jeg er sikker på det ville passe bedre for dig at stå i døren på en vinstue i Zirdasu, har selv besøgt ” Sølvræven” et par gange og det er en lystigt sted” ” jeg takker mange gange for dit råd, måske vi ses der engang” om med de ord trådte han tilbage fra hesten som straks begyndte at gå fremad. Mens vognen gled forbi kigge Avinguda sig overskulderen og gentog igen” jeg siger dig, de er ikke almindelige folk der oppe, sig ikke jeg ikke har advaret dig hvis du finder dig selv i problemer. Er sikker på de heller ikke kan li fremmede, de sagde feks til mig at jeg ikke måtte forlade mit værelse om natten...for mit eget bedste” Rowannio løftede en hånd mod himlen himmeltvillingerne beskytter mig og må deres lys velsigne dig også Ven”
Herefter rettede han lidt på bære-kurven og taskerne og satte så i rask gang op ad vejen forbi de to Vej-grave. Ingen navne, mærke eller andet der indikerede hvem der lå begravet der, men hans trænede blik bemærkede dog de knap daggamle blomster den lå ved foden af den ene af dem.

Villaen var smuk, bygget af tegl, gule mursten, rødt og rosa granit og hvidt marmor. Det var tydeligt at dens arkitektur var gammel og den fremstod halvt som en villa halvt som en fæstning med en enorm sort træ port for enden af en trappe og to små udhængende tårne hvorfra man kunne se langt ned af vejen. Rowannio regnede med at han var blevet set så han gik direkte til porten og bankede to gange hårdt. Det dybe ekko tydede på at der var en portgang inden bag ved. Efter noget tid hørte han skridt og metal mod metal i en skurrende lyd og den ene del af porten gled en anelse op. Rowannio viste sine hænder og gav sin bedste hilsen og bøn om husly og arbejde. Og undervejs kom en mand ud af den halvt åbne port og ventede andægtigt på at Rowannio var færdig. Så sagde han ” Vær hilset! Mit navn er Mester Rorik, bestyre af Pavannikos, bærer af husets nøgler og pung; træd blot indefor, det er ikke så ofte vi får gæster...Men den magt der er givet mig har du hermed Gæstevenskabets beskyttelse og det er ingen lille ting her” sagde han og lo lystigt....” følg med Rowannio og du skal få lov at vaske dig og få lidt at drikke før jeg præsenterer dig for Fruen og måske hendes to venner. Hele vejen over gården og lads søjlegangen kiggede han sig flere gange tilbage og slog ud med hænderne ” følg med , følg med !”

Rowannio så sig omkring først lidt skjult med til sidst bare måbende... Alt var enkelt, rent, rigt og ganske unaturligt smukt. Over kanten på en balkon væltede en jasminbusk med så mange hvide blomster at duften var altoverdøvende. Krukker med små træer, buske der bar frugter, abrikos, kvæde og fersken, roser, granatæbler, gardenier og figner. I skyggen bag en akacie stod et smukt bur med små fugle der hoppede omkring eller sov middagslur tæt sammen og i den næste indre gård var der en skyggefuld dam med lotus og rød basilikum og da de gik fordi slog en hvid karpe, så stor som en underarm, med halen til vandspejlet og forsvandt. Rorik førte ham ind i et lille værelse der så mod syd, og åbnede skoddedørene så lyset og brisen kom ind. ” sæt dine tasker fra dig her og nyd udsigten, jeg sender min søn med et vandfad og lidt frugt” hvorefter han lukkede dørene efter sig med et lille buk og lyden af hans fodtrin forsvandt. Da Rowannio anstrengte sine øre efter lyden blev han dog opmærksom på den svageste lyd af et strenge instrument måske som en vinar eller santor.... det lød som en mester og en elev der havde en time!

Rowannio havde nået at åbne en lille krukke med et fint låg ( som var tom ) prøvesiddet sengen og kigget ud af vinduet da døren gik op og en ung mand kom ind med et vaskefad og en bakke med mad og et glas. Et glas, han havde aldrig drukket af et glas før, det var mælkehvidt med et pålagt blomstermønster i sølv. Den unge mand vaskede hans fødder og tørrede dem og gned dem med lidt kampher og myrrah salve
Og mens han var ved det hørte Rowannio et mindre påstyr ude på gangen. ”red du op til fruen og sladder, jeg kigger blot ind og præsenterer mig selv, desuden hørte jeg han så ganske mandig og pæn ud” stemmen der talte var en kvinde og dialekten var Eyalkisisk fra Mellemlandet og det var højbåret.
En smuk frodig kvinde med et stort kruset rødt hår kom til syne i døråbningen. Hendes kjole var ankellang med slisset op til høftehøjde. Armene var bare og fyldt med armringe i guld og poleret træ og ben. Om halsen bar en en tung kæde af guld hvor der fra hver 3 led hans en lille guld næve ned og fra de andre guldbjælder.
Hun indtog rummet og satte sig på stolen overfor mens tjeneren pakkede vaskefaddet til side og da han rejste sig og gik sagde hun ” luk døren Faraga, udefra, så er du sød!” hvorefter hun vendte sin fulde opmærksomhed tilbage til Rowannio hvilket var som en fysisk berøring...

Dengang, nu var det snart 5 år siden, da skoven af spyd skiltes og skjoldene som skæl på en fisk glimtede og deltes og frem trådte den Sorte General, eller som han var blevet døbt ”Næven fra Amukis” pga af hans våben der var en jern-kølle, formet som en sort næve, der holdt en hvæsende slange på midten. Dengang havde han drejet sit ansigt uden at vide hvorfor og set den retning fordi det var som om alt blev vendt den vej. Spænder man et klæde ud men lægger en sten på midten samler nattens dug sig der og drypper ned, han var som den sten lagt på verdens-materialet.
Dette var anderledes men han kunne ikke andet end at kigge og bemærke det tykke lag sminke der lå selv over hendes hals og bryster. Hun rakte en hånd frem med en stor seglring på ” Mit navn er Zarza Irannapruna, Enkefrue, Digterinde, Saraswati-præstinde og Læge. Evig æresgæst hos Pavannuerne, studendine af Magi Jasparis, Shona og Estisu den Gamle.
Kald mig blot ZarzaGoda ” mægtige frue” og fortæl mig nu lidt om dig selv...

Rowannio sank, hvorfor havde han ikke lyttet til Oliehandleren!!!