Tvivl

Sessep lå vågen i det blege, tidlige morgenlys. Ikke en lyd hørtes udover stille åndedræt fra de andre i gruppen. Tankerne snurrede rundt i hovedet på ham. "Dit fjols, du er helt ude hvor du ikke kan bund her. Hvordan kunne du tro at du havde nogen ret eller mulighed for at pålægge disse mænd en bod og opføre dig som deres præst og sjælesørger ? De er tydeligvis alle af højere stand end dig og du forstår jo intet af, hvad deres liv og strid går ud på !" Der var i hvert fald ikke kommet meget ud af Sesseps bestræbelser på at lære dem ydmyghed. Knap havde de indvilliget i boden, før de straks havde kastet sig ud i et kæmpe skænderi, hvor ingen ville lægge sin stolthed til side for at finde fælles grund på trods af den store fare de alle svævede i. "Men Jasparis er jo mindst lige så vis som dem alle og han var den, der fandt på det med boden i første omgang ? I det mindste har jeg formodentlig reddet Roriks liv nu, så lidt godt har jeg da udrettet. Om jeg skal give mit eget liv, det er jeg villig til, men Algys giv mig bare et tegn så jeg kan forstå hvad jeg har at udrette her. Jeg er jo kun ubrugelig bagage på togtet."