Enden

Mens han kravler ned i den lille båd har Sarbian sit blik fæstet på Kolkis's fjerne kyst. Har Weldor virkelig forrådt dem i den afgørende time? Har den tvivl han næret i sit bryst så længe endelig vist sig at være sand? Sarbian vender sig for at sige noget til Elias, men i det samme er han bueskytterne. Langs med rælingen på det avi-dharsiske skib stå soldater med små, krumme buer. I stum forbløffelse finder Sarbians blik Soranis mellem soldaterne, men snigmorderens blik er hårdt og han ryster svagt på hovedet. Så flyver pilene. Sarbian mærker et slag mod venstre skulder. En pil går igennem og han tumler bagover. "Ned i vandet, dyk under," tænker han med et desperat håb. I et glimt ser han Elias der stadigvæk står oprejst i båden, hans ene hånd løftet i en trodsig gestus, som vil han for en sidste gang vil holde Soriannas navn frem som et skjold mod skæbnen. Flere pile gennemborer Soriannasønnen, og fra en af præsterne falder en sky af rødligt støv. Den rammer også Aromir, der vælter ud i vandet med et ansigt fortrukket i smerte. Så lukker det salte vand sig over Sarbian. Endnu to pile har ramt ham. "Ikke noget vitalt," runger det febrilsk i hans hoved. I det samme mærker han en rystelse, en dyb buldren fra det fjerne, der stadigvæk når ham, her nede under vandet. "Kolkis, det er lykkedes! Avetarerne falder"
Og så forstår Sarbian sit svigt. Moris ord danser foran ham mens han langsomt lader sig synke ned gennem det mørke vand. "Den tvivl du nærer ved dit bryst vil blive din egen undergang." Der er ingen redning denne gang. Weldor er væk, og i sidste øjebilk svigtede Sarbian ham. Sarbian mærker en følelse af afklarethed og ro mens livet langsomt ebber ud af ham. "Næsten som Weldor, han gik sin skæbne i møde med værdighed. Må de 12 ære hans minde."

Således slutter beretningen om Weldor og de mange folk der på forskellige tider stod ved hans side. Men det betyder ikke at vores rejse er slut. Og fremtiden vil uden tvivl byde på flere og større eventyr under master Sohams kyndige vejlednng

Begyndelsen på Enden, del 2

Mens Aromirs klodsede forsøg på førstehjælp fik Sarbian til at vride sig i smerte løftede Weldor sin gyldne næve og pegede op i mørket mens han snerrede: "Videre, vi må videre frem, Avetaren udfører sine vrangbilleder gennem Mori, vi må standse ham nu!"
I det samme kunne de skimte noget i mørket bag dem. Ved foden af trappen lå Elias på knæ med hovdet bøjet over noget der var svært at skimte. Det så ud som om han prøvede at gøre lys med flint og sten. Svagt og uendeligt skrøbeligt virkede dette lys mod Avetarens bølgende mørke. Men alligevel pådrog det hans vrede. "Vover du den slags i mit hus," lød et mægtigt vredensbrøl, og mørket skilte sig da en frygtindgydende lyskile sprang fra Græshoppeherren. Elias blev kastet mod jorden. Et kort øjeblik frygtede vi alle det værste men alligevel rejste han sig igen, ukuelig og trodsig som kun Elias kan være det. Nok engang forsøgte han at gøre lys i mørket, og nok en gang kastede Avetaren sit ødelæggende lys mod ham. Men denne gang sprang den heltemodige Algystjener Elias frem, og med klingen på sin spuria blokerede han det ødelæggende lys. Klingen splintredes i Sesseps greb men han vaklede ikke. Dette blev startskuddet for dem på trappen, for i det samme hørte de også fra mørket flere af avetarens videnskabsmænd skændes. Noget tydede på at Vishparads plan var lykkedes og han havde fået standset vandtilførslen til det store kar. Weldor hastede af sted med Aromir og den sårede Sarbian i sit følge og endelig nåede de frem til toppen hvor Græshoppeherrens enorme kar tronede med et utal af linser og glas og slanger der snoede sig rundt om det. Midt på platformen stod Mori, med et desperat greb og de to mørke linser, der ville blænde for Græshoppeherrens øje, og blokere for hans udsyn. Optændt af håb om at målet var inden for rækkevidde sprang Weldor og hans mænd til og greb med al deres styrke fat om de to linser. Det føltes som en evighed passerede hvor intet skete, men pludselig bevægede Weldor de to linser på plads med en glidende, graciøs bevægelse, dog fyldt med så megen styrke, at Mori fik skåret sin ene hånd rent af. Så rent som var det gjort ved tankens magt alene.
Så stod de der i mørket, forpustede, forslåede og kiggede usikkert rundt. Var det det hele? Havde de fanget avetaren? Det mægtige kar begyndte at rumle, da dets plader begyndte at forskyde sig, og dreje sig på plads i sære mønstre. Til sidst hvilede et stort, sort æg foran dem, dækket af intrikate mønstre og forsiringer.
Så begyndte mistanken at brede sig. Havde Weldor ingået en handel med avetaren, der lod ham lukke for karret, og hvad indebar den i så fald. Weldor søgte dog ikke at skjule noget, og fortalte ligeud hvad han havde sagt til Avetaren: at vi ville føre ham til Kolkis så han kunne få hævn over sine brødre der. Dette fik Mori til uden tøven at sige, at det var nødvendigt at vælge en ny plan: det øjeblik avetaren var blevet vores intentioner var kunne han igen styre og manipulere.
Vi havde muligvis taget et skridt mod det endelige mål men der var lang vej endnu!

Begyndelsen på Enden, del 1.

Op igennem det næsten uigennemtrængelige mørke kæmpede Sarbian sig med et desperat greb om Moris skulder. "Weldor advarede os mod det her, kommer vi for tæt på Avetaren kan han skue direkte ind i vorres sind!" Over dem, uendelig langt væk, og alt for nær, glimtede det gyldne skær, Avetarens øje. Men Mori svarede ikke. Sikkerhedsministrens ansigt glinsede af sved mens han fysisk kæmpede for at holde den uvirkelighed borte som Avetarens vilje bøjede ned over dem. Hvor var de andre, Weldor, Aromir, Elias og Sessep? Et kort øjeblik vendte Sarbian sit blik og skuede ned i mørket bag dem. Det skulle han aldrig have gjort, for det ene sekund var nok til at skille ham fra Mori, det eneste anker han havde. Forskrækket stod han forstenet på stedet. Hvordan kunne han vide hvad der var trappen op til Avetarens kar og hvad der var illusion.
Da var det Avetaren trådte frem og talte til ham. Med sin honningbløde stemme af fornuft og forståelse måtte Sarbian stride med al sin viljestyrke for ikke at bøje sig for den gudesendte løfter. "Hvad er det du virkelig ønsker," lokkede Avetaren, " styrke til at ændre historiens gang, standse den virkelige trussel." Han pustede stærkt til gløderne i Sarbians bryst. "Den Ældgamle Kvinde i Nord, Slangens hoved, Hya, det er hende vi bør frygte."
Men Sarbian kæmpede for at stå imod den lokkende stemme. Han huskede alt for godt Weldors dystre beretninger om tidligere venners skæbner. Og til sidst var det at Avetaren ikke gad ofre flere søde ord på Sarbian og besluttede sig for at destruere ham. Desperat kastede Sarbian sig ud i mørket men nåede ikke at undfly en stråle af ødelæggende energi fra avetaren. Hans ryg blev flænset op mens han tumlede gennem mørket. Endnu engang var det dog den sorte hånd der mod al fornuft reddede ham ved at gribe fast mellem nogle af de krakelerende sten i trappen. Der hang han, hjælpeløs i mørket og råbte på Weldor og Aromir. Hvor lang tid der gik vidste han ikke, men pludselig så han for foden af trappen to skikkelser der på uheldsvangervis lignede de gunaryttere de kort forinden havde kæmpet mod i den gustne have. Grinende og viftende med deres hæslige våben trådte de nærmere. Sarbian vidste sig forsvarløs og så ikke anden udvej end at kaste sig ud i mørket. Men pludselig greb en af skikkelserne fat i ham, og først der fattede Sarbian at det var Weldor. Avetarens vrangbilleder havde endnu en gang forgøglet hans sind.
Kort efter kom Sarbian under Aromirs noget usikre behandling. Et sår af den størrelse krævede større viden, men der var ikke tid til andet. Nu galdt det om at komme op til trappens top. Gennem mørket kunne de skimte Mori, som en lille skikkelse, lang langt væk

gruppen spredes...

Mori Shambavi og Zir Sarbian løb fremad, draget som møl mod det strålende lys for enden af trappen. De blege videnskabsmænd udspyede kaskader af mørk, brændende plasma-galde, men Mori bøjede det som en porthvælving, han og Sarbian kunne gå igennem. Aromir og Weldor kæmpede i mørket og var tæt på at angribe hinanden da lysbøjeri gjorde dem fremmede for hveranden.
Tilbage ved indgangen sad elias knælende, som presset i jorden af uendelige kræfter, og hans bønner lød som et flovt barns der hvisker undskyld til dets moder....Sessep hvor var han, fortabt i mørket, draget mod lyset? som solopgangen så det ud? eller som lampen hans fader bar den sidste nat de gik hjem sammen fra skibsværftet før alt gik galt!

Kongen fra Laronia ( den sorte ø ) Den amukiske svøbe, græshoppeherren, Den Sorte Avetar, også kaldt Enmebaranga ( bringeren af nye tider) og Ensipadnian ( han der overvinder tiden // den udødelige//) ser ud gennem hans vindue til menneskenes verden. med en tanke beordre han sine tjenere at stille skarpt så han bedre kan se.... og små flakkende lys, som ivrige ildfluer svirre omkring hans lys. Hvor vover de! ikke siden Amukiska Den III havde han set den slags opsætsighed.... men hvad var det, vandet synes at vende, som en ebbe; havde nogen må rejst månen på himmelen?

Raseriet vågnede og fra dybet i hans enorme hukommelse fandt han frem " ordet af ødelæggelse " ....