Begyndelsen på Enden, del 2

Mens Aromirs klodsede forsøg på førstehjælp fik Sarbian til at vride sig i smerte løftede Weldor sin gyldne næve og pegede op i mørket mens han snerrede: "Videre, vi må videre frem, Avetaren udfører sine vrangbilleder gennem Mori, vi må standse ham nu!"
I det samme kunne de skimte noget i mørket bag dem. Ved foden af trappen lå Elias på knæ med hovdet bøjet over noget der var svært at skimte. Det så ud som om han prøvede at gøre lys med flint og sten. Svagt og uendeligt skrøbeligt virkede dette lys mod Avetarens bølgende mørke. Men alligevel pådrog det hans vrede. "Vover du den slags i mit hus," lød et mægtigt vredensbrøl, og mørket skilte sig da en frygtindgydende lyskile sprang fra Græshoppeherren. Elias blev kastet mod jorden. Et kort øjeblik frygtede vi alle det værste men alligevel rejste han sig igen, ukuelig og trodsig som kun Elias kan være det. Nok engang forsøgte han at gøre lys i mørket, og nok en gang kastede Avetaren sit ødelæggende lys mod ham. Men denne gang sprang den heltemodige Algystjener Elias frem, og med klingen på sin spuria blokerede han det ødelæggende lys. Klingen splintredes i Sesseps greb men han vaklede ikke. Dette blev startskuddet for dem på trappen, for i det samme hørte de også fra mørket flere af avetarens videnskabsmænd skændes. Noget tydede på at Vishparads plan var lykkedes og han havde fået standset vandtilførslen til det store kar. Weldor hastede af sted med Aromir og den sårede Sarbian i sit følge og endelig nåede de frem til toppen hvor Græshoppeherrens enorme kar tronede med et utal af linser og glas og slanger der snoede sig rundt om det. Midt på platformen stod Mori, med et desperat greb og de to mørke linser, der ville blænde for Græshoppeherrens øje, og blokere for hans udsyn. Optændt af håb om at målet var inden for rækkevidde sprang Weldor og hans mænd til og greb med al deres styrke fat om de to linser. Det føltes som en evighed passerede hvor intet skete, men pludselig bevægede Weldor de to linser på plads med en glidende, graciøs bevægelse, dog fyldt med så megen styrke, at Mori fik skåret sin ene hånd rent af. Så rent som var det gjort ved tankens magt alene.
Så stod de der i mørket, forpustede, forslåede og kiggede usikkert rundt. Var det det hele? Havde de fanget avetaren? Det mægtige kar begyndte at rumle, da dets plader begyndte at forskyde sig, og dreje sig på plads i sære mønstre. Til sidst hvilede et stort, sort æg foran dem, dækket af intrikate mønstre og forsiringer.
Så begyndte mistanken at brede sig. Havde Weldor ingået en handel med avetaren, der lod ham lukke for karret, og hvad indebar den i så fald. Weldor søgte dog ikke at skjule noget, og fortalte ligeud hvad han havde sagt til Avetaren: at vi ville føre ham til Kolkis så han kunne få hævn over sine brødre der. Dette fik Mori til uden tøven at sige, at det var nødvendigt at vælge en ny plan: det øjeblik avetaren var blevet vores intentioner var kunne han igen styre og manipulere.
Vi havde muligvis taget et skridt mod det endelige mål men der var lang vej endnu!