Begyndelsen på Enden, del 1.

Op igennem det næsten uigennemtrængelige mørke kæmpede Sarbian sig med et desperat greb om Moris skulder. "Weldor advarede os mod det her, kommer vi for tæt på Avetaren kan han skue direkte ind i vorres sind!" Over dem, uendelig langt væk, og alt for nær, glimtede det gyldne skær, Avetarens øje. Men Mori svarede ikke. Sikkerhedsministrens ansigt glinsede af sved mens han fysisk kæmpede for at holde den uvirkelighed borte som Avetarens vilje bøjede ned over dem. Hvor var de andre, Weldor, Aromir, Elias og Sessep? Et kort øjeblik vendte Sarbian sit blik og skuede ned i mørket bag dem. Det skulle han aldrig have gjort, for det ene sekund var nok til at skille ham fra Mori, det eneste anker han havde. Forskrækket stod han forstenet på stedet. Hvordan kunne han vide hvad der var trappen op til Avetarens kar og hvad der var illusion.
Da var det Avetaren trådte frem og talte til ham. Med sin honningbløde stemme af fornuft og forståelse måtte Sarbian stride med al sin viljestyrke for ikke at bøje sig for den gudesendte løfter. "Hvad er det du virkelig ønsker," lokkede Avetaren, " styrke til at ændre historiens gang, standse den virkelige trussel." Han pustede stærkt til gløderne i Sarbians bryst. "Den Ældgamle Kvinde i Nord, Slangens hoved, Hya, det er hende vi bør frygte."
Men Sarbian kæmpede for at stå imod den lokkende stemme. Han huskede alt for godt Weldors dystre beretninger om tidligere venners skæbner. Og til sidst var det at Avetaren ikke gad ofre flere søde ord på Sarbian og besluttede sig for at destruere ham. Desperat kastede Sarbian sig ud i mørket men nåede ikke at undfly en stråle af ødelæggende energi fra avetaren. Hans ryg blev flænset op mens han tumlede gennem mørket. Endnu engang var det dog den sorte hånd der mod al fornuft reddede ham ved at gribe fast mellem nogle af de krakelerende sten i trappen. Der hang han, hjælpeløs i mørket og råbte på Weldor og Aromir. Hvor lang tid der gik vidste han ikke, men pludselig så han for foden af trappen to skikkelser der på uheldsvangervis lignede de gunaryttere de kort forinden havde kæmpet mod i den gustne have. Grinende og viftende med deres hæslige våben trådte de nærmere. Sarbian vidste sig forsvarløs og så ikke anden udvej end at kaste sig ud i mørket. Men pludselig greb en af skikkelserne fat i ham, og først der fattede Sarbian at det var Weldor. Avetarens vrangbilleder havde endnu en gang forgøglet hans sind.
Kort efter kom Sarbian under Aromirs noget usikre behandling. Et sår af den størrelse krævede større viden, men der var ikke tid til andet. Nu galdt det om at komme op til trappens top. Gennem mørket kunne de skimte Mori, som en lille skikkelse, lang langt væk