Enden

Mens han kravler ned i den lille båd har Sarbian sit blik fæstet på Kolkis's fjerne kyst. Har Weldor virkelig forrådt dem i den afgørende time? Har den tvivl han næret i sit bryst så længe endelig vist sig at være sand? Sarbian vender sig for at sige noget til Elias, men i det samme er han bueskytterne. Langs med rælingen på det avi-dharsiske skib stå soldater med små, krumme buer. I stum forbløffelse finder Sarbians blik Soranis mellem soldaterne, men snigmorderens blik er hårdt og han ryster svagt på hovedet. Så flyver pilene. Sarbian mærker et slag mod venstre skulder. En pil går igennem og han tumler bagover. "Ned i vandet, dyk under," tænker han med et desperat håb. I et glimt ser han Elias der stadigvæk står oprejst i båden, hans ene hånd løftet i en trodsig gestus, som vil han for en sidste gang vil holde Soriannas navn frem som et skjold mod skæbnen. Flere pile gennemborer Soriannasønnen, og fra en af præsterne falder en sky af rødligt støv. Den rammer også Aromir, der vælter ud i vandet med et ansigt fortrukket i smerte. Så lukker det salte vand sig over Sarbian. Endnu to pile har ramt ham. "Ikke noget vitalt," runger det febrilsk i hans hoved. I det samme mærker han en rystelse, en dyb buldren fra det fjerne, der stadigvæk når ham, her nede under vandet. "Kolkis, det er lykkedes! Avetarerne falder"
Og så forstår Sarbian sit svigt. Moris ord danser foran ham mens han langsomt lader sig synke ned gennem det mørke vand. "Den tvivl du nærer ved dit bryst vil blive din egen undergang." Der er ingen redning denne gang. Weldor er væk, og i sidste øjebilk svigtede Sarbian ham. Sarbian mærker en følelse af afklarethed og ro mens livet langsomt ebber ud af ham. "Næsten som Weldor, han gik sin skæbne i møde med værdighed. Må de 12 ære hans minde."

Således slutter beretningen om Weldor og de mange folk der på forskellige tider stod ved hans side. Men det betyder ikke at vores rejse er slut. Og fremtiden vil uden tvivl byde på flere og større eventyr under master Sohams kyndige vejlednng