"Luk os ind og vi dræber alle. Øhh nej vendt; ELLER vi dræber alle, mener jeg"

”Det blafrede Largu!” Roja standsede pludselig på den lille dyreveksel og Darlo bumpede ind i ryggen på ham.

”Hvad snakker du om”, sagde Largu hæst og satte sig på hug for at hvile. Den lille gruppe var på flugt gennem skov og kradt i et forsøg på at ryste forfølgerne af sig.

”Der oppe i Nishantasis kammer. Bogen du tog med. Den med billederne af blomster, kan du huske den?”

”Ja; jeg har den her”

”Og vi fik kun øje på den fordi siderne blafrede i vinden”, fortsatte Roja ivrigt.

”Jaa...og hva så?”, spurgte Largu.

”Der er ingen vind indenfor Largu. Vinduet kunne ikke åbnes, der var træk fra kaminen. Der må være en passage der, ned til kamre under huset. Måske en hemmelig kælder eller noget. Hvor de laver økserne. Hvor de holder sangeren fanget; og Udelvik”

”Udelvik er død”, sagde Darlo. ”Og Ergan er også død. Jeg så det med mine egne øje.”

Roja stirrede stift på Darlo, hans mund kun en streg i ansigtet.

”Han lever”.

”Nej han...hey Roja hvor skal du hen? Vi kan ikke gå tilbage. HAN ER DØD!”

”Han lever”, svarede Roja tørt. Jeg ved det. Og nu hente vi ham”.

Darlo tog en dyb indånding og skulle til at sige noget. Istedet rystede han på hovedet og sukkede. Largu trak på skuldrene og fulgte efter Roja. Efter noget tid fulgte Darlo også med.

...Det var Ergans plan denne gang. Det var Ergan der syntes vi skulle vralte op til porten og give Umbbaerne en chance for at forlade stedet. ”Forlad stedet i kystens navn og send jeres herrer herud og ingen kommer noget til.”

Det var en simpel plan, men forhandlingerne gik galt. Da Largu brød porten ned begyndte kampene og Darlo, forhandleren fløj op på tagene. Udelvik bukkede under for spydkasterne og Ergan måtte overgive sig til overmagten. Darlo tog kampen op på taget af tårnet og ville ikke overgive sig. Selv da Umbbaerne truede med at dræbe udelvik og ergan, der lå svinebundet på jorden, tøvede han. Istedet for at flygte valgte han at blive, i stedet for at overgive sig valgte han at forsøge at forhandle. Umbbaerne gjorde hvad de havde sagt de ville. En stak et spyd igennem halsen på Udelvik, en anden huggede stentræsøksen igennem Ergans skulder og kraveben i et forsøg på at halshugge ham.

Imens dette drama fandt sted løb Largu og Roja igennem huset og sparkede døre ind: De kastede sig frem for at finde sangerne eller værkstedet. Istedet fandt de en lille ulækker maskine og et rigt udsmykket kammer der tydeligvis tilhører Nishantasi og hans luskede lærling. Largu forseglede døren og de to ledte i hast efter lærlingen eller alkymisten selv, men uden held: Da krigerne begyndte at bryde døren ned, flygtede de igennem taget. Idet Roja kravlede ud på taget så han Darlo side som en kæmpe fugl på spirret af det yderste tårn. ”Flygt”, skreg han. ”Red dig selv Darlo” og krodrengen var ikke sen til at følge efter. Havde han blot flygtet noget før havde umbbaerne ikke haft nogen grund til at skulle henrette Udelvik og Ergan.

De tre venner flygtede ud i skoven og gemte sig på den anden side af søen hvorfra de kunne overvåge huset. Largu svømmede tæt på huset og undersøgte nogle vandrør under huset som tydede på nogle underjordiske værksteder.

Efter en times tid ankom, der 20 soldater og sammen med dem en gruppe med hunde og Mildahvas jæger. Nu skulle jagten på de tre undslupne i gang. Så Roja, Darlo og Largu begyndte at cirkle rundt i et forsøg på at vende tilbage til huset når solen gik ned. Roja havde en ide om at de kunne tilstoppe skorstenen og ryge Nishantasi ud. De gik igennem skoven, da Roja pludselig stoppede op og Darlo gik ind i ham med et bump.

Udelviks tanker

...den bløde, geleagtige væske omslutter ham, varmt, næsten trygt. 'Det er som at være tilbage i moderskødet', tænker Udelvik døsigt. Det føles som om han har været på flugt i en evighed, har været bange og såret, forvirret. Nu er alt trygt og godt. Han døser væk i utydelige drømmebilleder igen. Ansigter og stemmer flakker forbi ham, så, med et slag slår de frygtelige billeder ned i hans hoved igen, som gribbe på et kadaver.

...han mærker smagen af jord da hans ansigt bliver presset ned, blod på hans læbe, lugten af læder og stål. Spydspidsen mod sin nakke, soldaterne råber, truer. Lidt væk famler Erkhan fortvivlet ud efter hans hånd. Det hele går så uendeligt langsomt, som om tiden bliver trukket ud som strenge af harpiks. 'Det skal nok gå,' prøver han at hviske til Erkan, men soldaten sætter sin støvle på Udelviks baghoved og ordenen blir kvalt i hans hals.

Deroppe, på taget, en lille skikkelse, er det Darlo? Udelvik kan kun ane konturen af den bølgende sorte dragt. Soldaterne befaler. at han skal overgive sig, at han skal komme ned fra taget omgående, men skikkelsen tøver, Darlo tøver. 'Fatter han da ikke, hvad der står på spil?' når Udelvik lige at tænke. Så mærker han i et brøkdel af et sekund, hvordan soldaten flytter sin vægt, det hele kommer nu over i spyddet, der presser ned mod hans nakke. Det sker umærkeligt, som et refleks, spasmer ryster Udelviks krop, og i det samme lykkes det ham at mestre sin krops indre mønstre. De vitale dele drejes væk fra den skarpe od, der i stedet pløjer igennem kød og muskler. 'Jeg kan overleve det' tænker han, mens smerten skyller igennem hans krop. Men inden han får lov til at synke ned i bevidstløshedens velkendte mørke indprentes et frygteligt syn på Udelviks nethinder: en af de andre soldater kaster sig over Erkans forsvarløse legeme, og med sin stenøkse snarere skærer han, end han hugger smedens hoved halvt af...

...og nu er han tilbage, hjælpeløs, overladt til den perverterede Kashis forgodtbefindende. Gennem det lille koøje i tanken kan han svagt skimte sangerens hjælpeløse skikkelse, som et trofæ på den modsatte væg i værkstedet. Det uudtømmelige kildevæld hvorfra et utal af små, røde strømme rinder for at nære Kashi og hans mekymikers uhellige eksperimenter....

....aldrig før har Udelvik følt sit hjerte rinde over med så meget had og lede. Men om det er rettet mest mod Kashi eller Darlo ved han ikke.

Osmabaja

Roja ergan og Udelvik sad længe i mørket inden bragene, skrigene og larmen begyndte. Mildahva og hendes tjener kom ind og de bad fire soldater holde døren. En femte soldat bad hun stikke af og advare Jeroen om Osmabajas svig. Hund åbnede en lem i gulvet til et hemmeligt kammer under fadeburet hvor de tre helte skjulte sig. Erkan fik et sværd mens hun selv holdt forfædrenes daggert. Tjeneren kravlede i hullet med os andre.

Da døren gik op var baggrunden fyldt med blod og røg og ind trådte Osmabaja i en afskyelig blanding af kød og rustning. En afsindig kamp gik i gang hvor Roja fortvivlet prøvede at vikle kæmpens ben ind i kæder mens Erkan tog kampen op mand mod mand. Mildahva blev knust af en kødhånd men inden det, havde hun stukket ham i ryggen med den åndefyldte kniv. Han vristede den ud af sit demonsike kød og ville have dræbt hende, hvis ikke Udelvik havde kastet sig imellem. På mirakuløs vis penetrerede kniven kun kød og Udelvik overlevede. Osmabajas rustning blev hans bane. Hans vægt fik ham til at snuble og gå helt igennem gulvet så han ikke kunne komme op. Med tjeneren knust under sig prøvede han at disintegrere os mens vi flygtede. Hans hånd fejlede og vi slap ud til en gang med døde Umbbaere over alt. Men nu kom Darlo og Largu de sårede helte til undsætning. Med vægt is isne ord skræmte Dralo tre soldater væk, mens Erkan og Roja med drøje huk fik den sidste på retrete.

Hurtigt samlede gruppen en vogn og fik Mildahva lagt til rette. Hun ville ikke forlade stedet uden sin ternes lig og Largu meldte sig til at hente det: Trods de andres protester ville Roja med. Han kunne knap stå på bennene, men mente at det var hans pligt. Largu og Roja forsvandt tilbage i huset mens de andre satte af sted i vognen.

Hvad der præcist skete i huset står hen i det uvisse. Da Roja kom vaklende tilbage til vognen havde han rustning og udstyr til to mand, to stentræsøkser og ternens afhuggede hoved, men ingen Largu. Han var blevet taget til fange. Roja havde undsluppet ved at gemme sig under et lig. Han fortalte at Osmabaja var død for hans hånd efter at han havde skamferet ternenes lig. Roja havde tilbudt ham en byttehandel. Kalkases Kaptajns frihed for liget af ternene, men Osmabaja havde kastet hovedet ud som svar og hvad der skete herefter havde Roja svært ved at fortælle.

Endnu engang var gruppen splittet og selvom alle var i live så det slemt ud med Mildahva. Hendes ryg var knust og indre blødninger truede hendes liv. Darlo og Erkan tog efter de seks soldater, der havde fanget Largu og Udelvik, Roja og Mildahva drog ud i skoven med vognen.

Fortsættelse følger

Kojabas

Kojabas - Eshantati's dukkefører. Hvordan han helt præcist animerer sine mekaniske dukker med livs-essens er os stadig en gåde.

Osmabaya

Kalkas kaptajnen Osmabaya i sin Demon Armor suit.

mekanisk flyver

Bæstet der dræbte Mildava's terne

Alle gode gange tre

”Gør det ondt?” spurgte Roja hæst mens han snublede af sted.

”Ikke så meget længere”, svarede Udelvik. ” Det var mest mens de skar og tappede mig at smerten var voldsom”

”Nej, jeg mener gør det ondt at dø?”, Rojas stemme var snøvlet og hæs og hver gang han sagde noget piblede det ud med blod under forbindingen på hans hals. Huden boblede og væskede i bånd ned langs de store blodåre i halsen og hans øjne var uklare. ”Han sagde jeg skulle dø...” Roja faldt sammen som et træ, der er blevet fældet. Han tog ikke engang fra med hænderne, men landede med ansigtet forrest i gruset på vejen. Det var et rigtigt dårligt tegne, tænkte Udelvik og en kuldegysning gik igennem ham. Roja er stoppet med at kæmpe.

Darlo og Roja tog tilbage til Primotsava. Roja søgte nyt ved vejen, og fik at vide at Kalkas havde sendt sine bedste jægere til at fange de uhyggelige spioner. Men så blev han opdaget og belev fanget. Retsagen mod ham bød på mange muligheder for at bede om nåde og underkaste sig, men Roja holdt sig til sin noget naive forestilling om sandheden og løg kun om hvor hans venner befandt sig. Han blev dømt til døden og blev sat i forvaring hos husets husånder, bevogtet af fire soldater med stentræsøkser.

Imens fremlagde Darlo vores sag for oldersigeren, der med enkelte ord lod ham forstå at han i byens øjne var en forbryder og at han ingen hjælp kunne få. Dog ville han viderebringe et forslag om at løskøbe Udelvik og, på dette tidspunkt, også Roja mod en betaling i Rødt guld.

Svogeren ville gerne handle. Han ville ankomme til det gamle tårn ved midnat. Det blev vedtaget at Darlo skulle stå for forhandlingen. Men da Ergan, darlo og Largu ankom til tårnet sad Roja der allerede med bar mave og en Stentræsøkse i hænderne. Han var undsluppet og inde over byen kunne man se flammerne fra Umbaernes hus. Han havde på mirakuløs vis kæmpet sig fri af den stol han var lænket til, overvundet fire fuldt bevæbnede vagter og sat ild i familiens husalter og nedbrændt alle de ældgamle husåndestatuer. Under påstyret fra ilden havde han undsluppet.

Darlo ventede i tårnet og de tre andre gemte sig i skoven. Udvekslingen var klar til at gå i gang. Men ned af stien kom en ung pige, blodig og med et underligt mekanisk indsekt på hovedet. En giftbrod pressede mod hendes hals og klamrede sig om hendes ansigt. Hvad der skete i tårnet står stadig en smule uvist for alle andre end Darlo. Vi hørte skriget og så insektet flyve bort. Roja satte efter den og de andre løb til Darlos hjælp. Pigen var stukket i halsen og darlo ligeledes. Roja indhentede insektet da det landede på lærlingens hånd. En økse fløj igennem luften, insektet stak med sin giftbrod og Roja sank sammen. Skurkene flygtede og Darlo og Largu kom Roja til hjælp. Erkan sakkede bagefter da han skulle bære på den bevidstløse pige. Pigen var den terne, der havde reddet Largu på sin Frues bud, og nu havde hun betalt prisen. Livløs og kold lå hun i Ergans favn: Han sagde at hun havde afsløret at Udelvik lå på møddingen inde i byen. Hun havde også sagt at Darlo ikke havde ville give guldet fra sig.

Der måtte handles hurtigt: Largu og Darlo løb efter Udelvik. Roja vaklede forgiftet efter hesten, hjulpet på vej af Ergan.

Men fælden begyndte at klappe. Halvtreds soldater til hest begyndte at lede efter os varskoet af Svogeren og hans lærling. Der var både på vandet og et svirrende mekanisk giftinsekt i luften. Det var en nyttesløs kamp. Largu og Darlo gjordet et heltemodigt forsøg på at trække forfølgerne med sig over på den anden side af floden. Imens forsøgte Ergan at lede hesten med liget af ternen, en svækket Udelvik og en vaklende forgiftet Roja uden om soldaterne og ud i nattemørket.

Det gik galt. Ergan overgav sig og vi blev fanget og bragt til tavshed af Svogeren. Darlo og Lagu slap væk.

I Umbaernes øjne har vi siden sidst: dræbt en ung kvinde, brændt deres husalter og en del af huset ned til grunden og stjålet en økse. Vi er mere skyldige end nogen sinde før-

...og Kalkases folk er på vej.