Olbaria og hendes Gråhjort

Arno stirrede tavs og sammenbidt på den unge kvinde, der red op mod sommer residenten. De fleste så blot en pige, der dygtigt og frit stod på ryggen af en gråhjort, men Arno lod mærke til at hun ikke holdt ballancen med kroppen. Placeringen af fødderne og hendes vuggende bevægelser når hjorten løb passede ikke altid overens, dog var hun som klistret til dens ryg med fødderne. Der var kun en forklaring. hun var mester i det som De gamle skrivere havde fortalt om. Hun kunne påvirke sin krop med essens. Hun var dygtig hun var ung og dumdristig hun var handlekraftig; "mig, mig og mig", tænkte Arno. "Jeg er lige hvad hun har ledt efter i en lærling. Må hellere gøre mig klar til at presentere mig selv"