Afslutningen på dette kapitel

DET var tidlig morgen. Den stille grå time hvor nattens dyr gemmer sig og dagens væsner kommer frem og misser mod solen.
Den unge far trak sine støvler på mens han sad på den solbeskinnede dørtærskel og kiggede ud over å-dalen og mod havet i det fjerne.

Dette var hans nye hjem skænket ham og hans unge kone for 4 år siden af Rådet i Bannavasi som tak for hans tro tjeneste og nøglerolle i

at bringe Kriger-tyranen Usi-dogan ned!

Bedst som han skulle til at rejse sig fra pladsen i solen og gå over mod laden hørte han en lyd og så en skygge falde ind på gårdspladsen. Måske var det de mange år med

usikre tider der havde lært ham at den slags ikke tegnede godt.. og han rejste sig nervøst og skærmede med en hånd for solen og prøvede at få et bedre kig på den

fremmede. Men det var som om lyset spilede ham et pus.

Det var en mand, tidsløs, mørkt hår og øjne. Han må have været smuk engang før sorg, bekymring, angst og nødvendighed havde hvilet tung på hans skuldre. Selv om han i et glimt så alt dette,

så var det som om hans ansigt og krop henlå i mørke som nær ir dækker kobber eller sod sølv. Han havde fornemmelsen at hvis man gnubbede lidt på ham ville noget meget smukt og kostbart komme frem. Den fremmede red på en meget stor og fler-hornet æsel-hjort og han holdt i hånden en metal stav så lang en sort ørns vingefang.

Faderen trak døren i og rejste sig og sagde "Jeg hilser dig Gæst, mit navn er Irengal, og jeg er herre over den gård Vandalu, under Bannavasi´s beskyttelse! Jeg byder dig velkommen

i forfædrenes navn hvis du har gode hensigter!" Et smil bredte sig på den fremmedes ansigt og da han talte var hans stemme behagelig, fyldt med liv, et glimt af humor der kunne lyse op selv en begravelse men samtidig også en mørke som dyb moden vin, mørke under bjergene eller torden skyer.

"Jeg hilser dig Zirirengal kigersøn, mit navn er Darlo de Solavag, fra den Mørke Roses By, og jeg har dig intet ondt i sinde, ej heller din kone og 3 børn, eller den plettede snog der bor under laden

eller hyrden, krigeren eller smeden i ler, der står på din bære-bjælke i huset! Jeg ønsker blot lidt vand og brød til min rejse, og lidt nyt om vejen herfra og til De Hvide Knoglers Dal"

Blot lyder af dette sted fik manden til at træde tilbage mod døren og han rakte armene ud og satte sig i spænd i døråbningen mens han sagde "Du skal få alt hvad du beder om selvfølgelig, men jeg ved ikke meget om det sted i bjergene, andet end at for nogle år siden skete der noget forfærdeligt deroppe. Noget som på en vinter slog mange hundrede soldater og arbejdere ihjel og efterlod den dybe slugt og hulerne sået med hvide nøgne knogler og ingen med deres fornuft i behold vover sig derop da der siges stadig at bo en ond gamling der og hans heks af en kone der."

Manden fra Solavag lo "så de gemmer sig stadig der, som to mager edderkopper der kun kan lokke uheldige rejsende ind i deres fælde, eller ny og næ en dristig krigersøn. Jeg vil aflægge dem et besøg og fortælle dem at fred har omfavnet landet og der ikke længere er plads til deres slags og kunstner i DET NY MURABAM, og desuden har de noget der tilhøre mig... en mm vin, dråber af sollys, minder og latter som jeg har savnet!"

Familien pakkede mad til mand og æselhjort, på bunden af kurven lagde den unge moder en stykke æbelkage med frisk-ost, honning og blommecream, og husets yngste søn sad på hus-taget og var

ved at digte en sang til den rejsende som han spillede på en rød træ-fløjte.

DA Darlo red bort derfra op ad den krogede sti mod bjergene, kiggede han tilbage en enkel gang og sagde til grå-hjorten " Se Rojavan, det er sådan noget som det vi har kæmpet for, må jord og vand, himmel og hav velsigne dem. Må moderens arnild tilberede intet andet en bryllups og fest-middage, må den unge drengs toner strække sig som gyldne tråde gennem kosmos og faderens økse

under det løse gulvbræt værne familien mod røvere, tyve, koglere og fæle væsner"

Herefter forsvandt han ind i bjergene for at opsøge en dal hvor hans venners minder stadig lå fanget, som Oceaner på dråbeform <3

Largus valg

Baldrian tumlede ud i det iskolde vand. Krybet havde bidt ham mellem skulderbladene og han mærkede allerede lammelsen brede sig. Det snurrede i underarmene og tungen føltes for stor inde munden. Gregos og Darlo lå allerede ned blandt en lille gruppe livløse fanger som krybene havde slæbt hertil gennem gangene. “Arno ! Skær i såret. Vi kan skylle giften ud !” Baldrian brølede desperat, men ordene lød helt forkerte. Lammelsen var ved at sætte ind i tunge og kæber. Arno satte sig ned. Han var bidt i den ene hånd og kunne stadig tale: “Kom herop Baldrian inden du falder om i vandet. Der er intet vi kan gøre. Largu er uskadt og vi må sætte vores lid til ham.” Baldrian så på Largu, som stod op, helt stille, lænet til den gyldne stav.

Arno satte sig ned: “Largu: Du må tage af vores kræfter. Så meget som vi kan undvære. Tag også fra fangerne. Rødguldet i staven kan holde masser af kraft”. Baldrian tumlede op ad vandet og faldt om ved siden af de andre. Det her var forkert. “Nej” mumlede han, men hunne næsten ikke tvinge ordene over sine døde læber. Arno fortsatte: “Krybene bringer fangerne lammede her til og her må komme folk og hente dem for at bringe dem op til ovnen.” Ganske rigtigt førte en smal trappe op til en lukket dør. “Vores chance er, at du samler så meget kraft, du kan, og overmander dem, når de kommer”. Arnos stemme var også sløret nu. Largu stod stadig lænet over staven. “Nuvel” sagde han stille, nærmest for sig selv. Baldrian kunne ikke se Largu, men han kunne høre hans skridt da han gik ned langs de livløse kroppe. Han satte sig ned ved en af fangerne.

“Gør det ikke, Largu !” hvislede Baldrian gennem krampen i kæberne. Arno talte igen: “Det er ikke tiden til fine fornemmelser ! Det er os eller dem. De er døde alligevel”. Largu lagde hånden på en af fangerne og man hørte et gisp fra manden. Kort efter lød et halvkvalt skrig og krybenes chk chk chk blev højere. De kastede sig over den svækkede mand og gjorde det af med ham, da Largu var færdig. En sodet varme stod ud fra rødguldsstaven. “Fortsæt, Largu, hvislede Arno”. Lige inden Baldrian mistede bevidstheden så han krybene danse tilbedende rundt om Largu, mens han gik fra krop til krop og sugede til sig af deres sjælsstyrke.

Lang tid gik. Largu havde lagt sig ned blandt de andre, men kluklo og mumlede for sig selv, som om han var så sprængfyldt af saft at det var en overmenneskelig anstrengelse at ligge uden at røre sig.

Døren gik op og et skarpt gyldent lys bredte sig. Alle de grå kryb forsvandt ind i deres huler og sprækker. Fire mand i rustninger kom ind. To af dem bar på et langt klæde til at bære de livløse kroppe i (måske to ad gangen). To af dem bar på store glødende fyrbækkene der spruttede og sydede af en ild, der var unaturlig i sin intensitet. Largu rejste sig og rakte staven ud. De tre af mændene tyrtede til jorden som ramt af en hammer. Den sidste stod vaklende på sine ben. Pludselig rungede Darlos stemme: “TAG DIN RUSTNING AF, TAG FYRBÆKKENET OG BRING DET TIL FANGERNE BAG DEN SMALLE ÅBNING”. Manden kastede sig hovedkuls ind gennem de grå krybs bo, mens de tre andre lå klemt mod jorden og kæmpede for at ånde. Largu gik op til dem og gjorde en for en en ende på deres liv.

Soldaterne bar signétringe som viste sig at indeholde et virksomt middel mod lammelsen og snart var alle 5 venner på benene. Fire iklædte sig rustninger mens Largu lagde sig i klædet og lod sig bære. Baldrian holdt sig så langt som muligt fra Largu. Han huskede tydeligt den gang for mange måner siden, hvor Largus sultne knoglefingre var sunket ind i Baldrians arm. Nu var ikke tidspunktet til at skændes, men Baldrian måtte undertrykke kvalmen ved tanken om, hvad han havde været vidne til.

Arno slog forsigtigt døren op ind til den underjordiske fæstning...

I bjergets bug

Gangen førte stejlt nedad før den endte ved en skakt oplyst af blafrende fakler. Her blev fangerne i små grupper gennet ud på en platform af træ og hejst ned i mørket. Da hevr gruppe, der havde været i samme vogn stadig var lænket sammen blev Baldrian, Darlo, Largu, Gregos og Arno også hejst ned i mørket sammen. I det han trådte ud på platformen hvislede Darlo med Stemmen til en vagt: “Pas på du ikke taber dit sværd” og kort tid efter platformen var begyndt sin tur ned i mørket raslede et sværd ned i skakten. Det fór dog forbi platformen og forsvandt nedad. Turen ned i mørket var lang - mere end tid nok for alle i gruppen til at få låst lænkerne op - men også lang nok til at det svage lysskær oppefra nærmest helt forsvandt.

Nede i mørket tippede platformen og alle rullede ud på et hårdst stengulv. Mørket var absolut, men fra ekkoerne var det klart at det var et stort rum. Derudover lød der hist og her i mørket mumlen, råb eller hvisken. Tydeligvis var mange fanger samlede her og ligeså tydeligvis var de alle grebne af overvældende angst. I mørket lød kun lavmælt hvisken og nu og da en kortvarig tumult af strid mellem fangerne indbyrdes eller af strid mellem en fange og noget andet.

Det lykkedes gruppen at få fat på sværdet, som vagten havde tabt, og med Gregos bevæbnet med sværd, Baldrian med kniv og Largu med rødguldsstaven havde gruppen stadig mod i hjertet. Alt gik for så vidt stadig efter planen. Gruppen holdt modet oppe og holdt sammen ved at holde fast i den løse lænke. Efter lidt tid i mørket lærte man at kende de forskellige lyde bedre fra hinanden og én bestemt tilbagevendende lyd skilte sig ud. En lavmælt, hvislende klikkende lyd. Chk, chk chk. Chk chk chk. Fruens grå kryb hvislede nu og da rundt under fødderne på de rædselsslagne fanger. Nu og da hørtes et skrig når de udvalgte sig et offer som de overmandede og slæbte bort.

De mange hundrede fanger var fortabte i mørket og forsøgte i sjælsangst at udskyde det uundgåelige ved at forblive tavse, ved at krybe op ad klippesiderne, eller ved at overmande andre fanger som de kastede til krybene. Angsten greb også de fem venner, men de havde dog stadig mod og de indså hurtigt at disse kryb åtte have en vej ud. Den eneste vej ud gik ved at følge lyden af de modbydelige insekter når de slæbte bort med et offer.

Nedad gik det igen, igennem en snævrere og snævrere gang. Tilsidst førte det frem mod en smal åbning hvor man hørte løbende vand. I den smalle gang foran åbningen hørte man også lyden af de grå kryb. Chk chk chk. Chk chk chk. En ad gangen tog de fem mod til sig og klemte sig igennem. Kun Largu var i stand til at værge sig mod krybenes bid. Alle de andre blev bidt mindst en gang - og kort efter de rullede ud i et større rum mærkede de lammelsen brede sig i alle lemmer.

Fortsættes lige inden rolle i morgen

Frivilligt fanget

Efter at Baldrian havde talt længe med den ene af de to vagter ved fangernes vogn (en rutineret soldat som dog ikke var nogen særlig velvillig undersåt for Ushi, men kun tjente ham for at fri sin yngre broder for militærtjeneste) var det alligevel endt med at Darlo måtte benytte stemmen og beordre ham i søv og nu lå de to soldater og sov dybt. Den ene nærmest i en tung dvale. Tydeligvis var det stadig ikke helt nemt for Darlo (og måske også Largu ?) at holde igen når Matrikaen kaldte.

Det lykkedes fluks at få dirket låsen ind til vognen op og efter en kort forhandling var alt nu på plads med de 5 fanger og Darlo, Largu, Arno, Gregos og Baldrian afførte sig en ad gangen deres tøj og påtog sig fangernes pjalter. Aftalen var at de fem fanger skulle vente i skjul i 5 dage og derefter søge mod Crimas gård for at fortælle at gruppen havde fejlet. Den lejesoldat som tydeligvis havde mest autoritet og handlede som fangernes leder var kommet til egnen fordi han havde profetiske drømme om et giftermål med en ung pige - Crimas datter lød det som - og derfor var det vigtigt at de opsøgte Crimas går, selv hvis missionen slog fejl og Baldrian og hans fæller kom ad gade.

Næste morgen satte karavanen sig i rask bevægelse. Det blev rapporteret at gruppens vogn var gået tabt og der var en soldat, der var blevet dræbt i løbet af natten. Noget måtte være gået anderledes end planlagt. Fangerne blev imidlertid stadig sendt videre mod Angiras’ fæstning i bjergene og de fem unge mænd i vognen forsøgte på hver deres måde at forberede sig mentalt på, hvad der ventede dem i Angiras’ miner.

Det, der ventede dem, i det gudsforladte sted i bjergpasset, var dog mørkere, værre og mere afskyeligt end selv den mest pessimistiske af dem (Baldrian) kunne have forestillet sig i sine værste mareridt. Mørke under bjerget, afskyelig heksekunst, død og for nogle fordærvelse af sindet og af evnerne inden for Matrika.

Det øjeblik, gruppen havde frygtet mest, forløb dog nærmest problemfrit. Da vognene blev åbnede og fangerne kaldt ud var der ingen der så ud til at kaste noget mistænksomt blik på de 5 venner. De blev blot lænket som de andre fanger og gennet gennem en borggård mellem bjergskråningerne og ind i en stor frønnet hal af træ, som dækkede over en spalte, der ledte dybt ned i bjergets indre. Det lykkedes Darlo med sine kunster både at skjule Largu’s stav af rødguld og få vagten til at undlade at låse lænken om hans hænder. Arno havde en dirk skjult i munden og Baldrian havde en kniv gemt på sig.

På vej over den kolde gårdsplads faldt fangernes øjne på en statelig midaldrende kvinde i en hvid kåbe, som trådte frem på svalegangen over gården. Kryso’s huslæge og Angiras’ fælle her i fæstningen. Hvad Darlo så med Matrikaens blik var dog noget andet: En ækel oldgammel frue med et tykt dække af gigantiske kryb der kravlede rundt over hende. De var på størrelse med rotter, men var grå insekter lig kakerlaker, gigantiske sølvkræ eller væggelus. Med dirrende og hviskende stemme fortalte Darlo videre til de andre, hvad hans syn havde opfattet. Imens blev fangerne af talrige vagter ført ind i bjergets bug.

Fortsættes

En dristig plan

Baldrian har slebet Andraneya slægtens sværd til det kan spalte et hår på langs. Nu sidder han med benene over kors og sværdet lagt på et stykke blødt skind foran sig og olierer sværdet grundigt. Kulden bider om aftenen her i fodbjergene, selvom bålet blusser lystigt. Baldrian er fuldt ud indforstået med planen. For en gangs skyld er gruppen enige og har virkelig fundet på en krigslist som kan overrumple fjenden. I særdeleshed da kogleren i bjergene slet ikke ved, at de kommer. Men derfor er følelsen af at pakke våben og rustninger ned for at opsøge faren stort set ubevæbnet alligevel uvant.

Sværdet er olieret nu, og skal nok kunne klare lang tid i fugtigt vejr. Han rejser sig og går over til vognen og lægger det forsigtigt til rette. Arbalesten er for længst skilt ad og pakket ned i vognen. Baldrians nymalede skjold samt hans hjelm og andre våben er også stuvet godt sammen. Røgen fra den lille klynge af lejrbål stiger mod himlen i den frostklare nat og lyden af latter og terningspil fra vagternes bål giver ekko fra bjergsiden overfor.

De sidste dage er fløjet afsted. Begivenhederne følger hinanden i en takt så Baldrian har svært ved at følge med. Fra han og Gregos sad i Crimas gård med Arbalesten spændt og ventede på Kalkas‘ nekromantiske håndlanger og hans uvæsner og til dette er der kun gået knap en uge.

Baldrian skutter sig. Han får kuldegysninger når han tænker tilbage på det afskyelige uvæsen, der landede på taget af Crimas gård den nat. Som syet sammen af dele af døde mennesker, der først var bagt eller stegt. Der stod en fæl dunst fra væsenet og det bevægede sig anderledes end noget, han havde set før. Tre af disse væsner kom med gravkogleren. En angreb Crimas gård, en angreb stalden og den tredje blev med kogleren udenfor.

Inde i stuehuset begyndte kampen skidt. Baldrian tabte bolten af Arbalesten lige i affyringen og slog hånden slemt så udyret kom uhindret ned gennem taget. Lykkeligvis for udfaldet kom der hjælp fra en uventet kant. Eller: hjælpens styrke og natur var i hvert fald uventet. Sangerhunden, som ledsagede Crimas datter, skiftede form til en blå, lysende øgle eller drage med en skinnende juvel i panden. Udyret vendte sig mod denne øgle og den gjorde kort proces med det.

Udenfor havde Largu, Darlo og Arno større problemer. Gravkogleren kunne trække sig sammen og skjule sig. Både hans klædedragt og hans våben var lavet af mennesker hud, hår og ben. Det lykkedes dog Darlo at sætte en pil i ham og mens Arno stred mod udyret og Largu udfordrede kogleren i essensen kom Darlo frem bag ham og slog en ring af rødgul om hans hals, hvilket låste hans essens fast. Derefter faldt hans udyr livløse sammen og kogleren var gruppens fange.

Det viste sig at han tjente Kalkas og havde opholdt sig i mange måner i ruinerne af Solavaag hvor han havde samlet skatte og skabt sine udyr, - men også ledt efter Largu og Darlo. Det var altså ganske rigtigt at han kom til Crimas gård fordi han søgte Baldrians venner. Efter en vis diskussion blev gruppen enige om at vi ikke havde retten til at tage koglerens liv og det blev afgjort at han kunne blive holdt fanget på Crimas gård, hvor sangerhunden (eller ånden, forklædt som sangerhund) kunne vogte over ham. Samme nat talte de med denne ånd, som fortalte at han var sendt for at passe på Crimas datter. ikke kun på grund af hendes evner men også på grund af et giftermål, der var forudsagt for hende.

Næste morgen forlod Baldrian og hans frænder Crimas gård hvor alle folkene tog afsked som de bedste venner. Crima ville sende hurtige ryttere til Solavaag for at finde skattene til folket på egnen før rygtet om at dødskogleren var borte skulle sprede sig. Derefter gik det lynhurtigt tilbage mod Barnavarsi.

Baldrian og gruppen fik foretræde for Ushi og fortalte en historie om at de havde opsøgt Solavaag men var blevet tvunget til at flygte på grund af svøben. En afhugget arm fra et af udyrerne tjente som bevis. Alt gik bedre end forventet og på Baldrians bøn om at måtte ledsage en fangetransport op til kogleren Angiras og det, som gruppen efterhånden var sikre på måtte være en af de uhellige ovne. Altså gik det straks videre mod passet og en uvis skæbne. Dog tilbød Ushi under audiensen Baldrian en skål, som han følte sig nødsaget til at tage imod. Det er højst sandsynligt at denne skål indeholdt en langsomt virkende gift med det formål at holde kontrol med Baldrian via. en eller anden modgift.

Og nu står Baldrian her i natten som en del af fangetransporten og forbereder sig på at udføre den dristige, men virkeligt snedige og overrumplende plan, som Arno har udkastet. Det var hurtigt blevet klart at fangerne var velbevogtede af en stor gruppe af rutinerede lejesoldater. Både lokale og folk fra Gula og Vestera og andre steder. I stedet for at forsøge at overmande vagterne vil Baldrian og hans fæller bytte plads med de 5 fanger i en af vognene. De 5 fanger kan flygte om natten med gruppens vogn og eftersom det bare ligner at det er Baldrian med følge, der har forladt karavanen, vil vagterne sikkert ikke sætte efter. Måske Darlo, Largu eller Arno kender til måder at sløre blikke så gruppen ligner fanger mere, - men ellers bare pakket godt ind i fangernes tøj mod vinterkulden bør der være en god chance.

Baldrian beder en stille bøn om beskyttelse før han lægger Andraneya-slægtens forfaderfigur ned i vognen. Snart er der ingen vej tilbage.

Angiras

Et portræt af Angiras - Kogleren i den fæstnings ruinen, hvor mange krigsfanger og slaver har endt sine dage...

Largu

hurtig portræt skitse af Largu