Afslutningen på dette kapitel

DET var tidlig morgen. Den stille grå time hvor nattens dyr gemmer sig og dagens væsner kommer frem og misser mod solen.
Den unge far trak sine støvler på mens han sad på den solbeskinnede dørtærskel og kiggede ud over å-dalen og mod havet i det fjerne.

Dette var hans nye hjem skænket ham og hans unge kone for 4 år siden af Rådet i Bannavasi som tak for hans tro tjeneste og nøglerolle i

at bringe Kriger-tyranen Usi-dogan ned!

Bedst som han skulle til at rejse sig fra pladsen i solen og gå over mod laden hørte han en lyd og så en skygge falde ind på gårdspladsen. Måske var det de mange år med

usikre tider der havde lært ham at den slags ikke tegnede godt.. og han rejste sig nervøst og skærmede med en hånd for solen og prøvede at få et bedre kig på den

fremmede. Men det var som om lyset spilede ham et pus.

Det var en mand, tidsløs, mørkt hår og øjne. Han må have været smuk engang før sorg, bekymring, angst og nødvendighed havde hvilet tung på hans skuldre. Selv om han i et glimt så alt dette,

så var det som om hans ansigt og krop henlå i mørke som nær ir dækker kobber eller sod sølv. Han havde fornemmelsen at hvis man gnubbede lidt på ham ville noget meget smukt og kostbart komme frem. Den fremmede red på en meget stor og fler-hornet æsel-hjort og han holdt i hånden en metal stav så lang en sort ørns vingefang.

Faderen trak døren i og rejste sig og sagde "Jeg hilser dig Gæst, mit navn er Irengal, og jeg er herre over den gård Vandalu, under Bannavasi´s beskyttelse! Jeg byder dig velkommen

i forfædrenes navn hvis du har gode hensigter!" Et smil bredte sig på den fremmedes ansigt og da han talte var hans stemme behagelig, fyldt med liv, et glimt af humor der kunne lyse op selv en begravelse men samtidig også en mørke som dyb moden vin, mørke under bjergene eller torden skyer.

"Jeg hilser dig Zirirengal kigersøn, mit navn er Darlo de Solavag, fra den Mørke Roses By, og jeg har dig intet ondt i sinde, ej heller din kone og 3 børn, eller den plettede snog der bor under laden

eller hyrden, krigeren eller smeden i ler, der står på din bære-bjælke i huset! Jeg ønsker blot lidt vand og brød til min rejse, og lidt nyt om vejen herfra og til De Hvide Knoglers Dal"

Blot lyder af dette sted fik manden til at træde tilbage mod døren og han rakte armene ud og satte sig i spænd i døråbningen mens han sagde "Du skal få alt hvad du beder om selvfølgelig, men jeg ved ikke meget om det sted i bjergene, andet end at for nogle år siden skete der noget forfærdeligt deroppe. Noget som på en vinter slog mange hundrede soldater og arbejdere ihjel og efterlod den dybe slugt og hulerne sået med hvide nøgne knogler og ingen med deres fornuft i behold vover sig derop da der siges stadig at bo en ond gamling der og hans heks af en kone der."

Manden fra Solavag lo "så de gemmer sig stadig der, som to mager edderkopper der kun kan lokke uheldige rejsende ind i deres fælde, eller ny og næ en dristig krigersøn. Jeg vil aflægge dem et besøg og fortælle dem at fred har omfavnet landet og der ikke længere er plads til deres slags og kunstner i DET NY MURABAM, og desuden har de noget der tilhøre mig... en mm vin, dråber af sollys, minder og latter som jeg har savnet!"

Familien pakkede mad til mand og æselhjort, på bunden af kurven lagde den unge moder en stykke æbelkage med frisk-ost, honning og blommecream, og husets yngste søn sad på hus-taget og var

ved at digte en sang til den rejsende som han spillede på en rød træ-fløjte.

DA Darlo red bort derfra op ad den krogede sti mod bjergene, kiggede han tilbage en enkel gang og sagde til grå-hjorten " Se Rojavan, det er sådan noget som det vi har kæmpet for, må jord og vand, himmel og hav velsigne dem. Må moderens arnild tilberede intet andet en bryllups og fest-middage, må den unge drengs toner strække sig som gyldne tråde gennem kosmos og faderens økse

under det løse gulvbræt værne familien mod røvere, tyve, koglere og fæle væsner"

Herefter forsvandt han ind i bjergene for at opsøge en dal hvor hans venners minder stadig lå fanget, som Oceaner på dråbeform <3