Largus valg

Baldrian tumlede ud i det iskolde vand. Krybet havde bidt ham mellem skulderbladene og han mærkede allerede lammelsen brede sig. Det snurrede i underarmene og tungen føltes for stor inde munden. Gregos og Darlo lå allerede ned blandt en lille gruppe livløse fanger som krybene havde slæbt hertil gennem gangene. “Arno ! Skær i såret. Vi kan skylle giften ud !” Baldrian brølede desperat, men ordene lød helt forkerte. Lammelsen var ved at sætte ind i tunge og kæber. Arno satte sig ned. Han var bidt i den ene hånd og kunne stadig tale: “Kom herop Baldrian inden du falder om i vandet. Der er intet vi kan gøre. Largu er uskadt og vi må sætte vores lid til ham.” Baldrian så på Largu, som stod op, helt stille, lænet til den gyldne stav.

Arno satte sig ned: “Largu: Du må tage af vores kræfter. Så meget som vi kan undvære. Tag også fra fangerne. Rødguldet i staven kan holde masser af kraft”. Baldrian tumlede op ad vandet og faldt om ved siden af de andre. Det her var forkert. “Nej” mumlede han, men hunne næsten ikke tvinge ordene over sine døde læber. Arno fortsatte: “Krybene bringer fangerne lammede her til og her må komme folk og hente dem for at bringe dem op til ovnen.” Ganske rigtigt førte en smal trappe op til en lukket dør. “Vores chance er, at du samler så meget kraft, du kan, og overmander dem, når de kommer”. Arnos stemme var også sløret nu. Largu stod stadig lænet over staven. “Nuvel” sagde han stille, nærmest for sig selv. Baldrian kunne ikke se Largu, men han kunne høre hans skridt da han gik ned langs de livløse kroppe. Han satte sig ned ved en af fangerne.

“Gør det ikke, Largu !” hvislede Baldrian gennem krampen i kæberne. Arno talte igen: “Det er ikke tiden til fine fornemmelser ! Det er os eller dem. De er døde alligevel”. Largu lagde hånden på en af fangerne og man hørte et gisp fra manden. Kort efter lød et halvkvalt skrig og krybenes chk chk chk blev højere. De kastede sig over den svækkede mand og gjorde det af med ham, da Largu var færdig. En sodet varme stod ud fra rødguldsstaven. “Fortsæt, Largu, hvislede Arno”. Lige inden Baldrian mistede bevidstheden så han krybene danse tilbedende rundt om Largu, mens han gik fra krop til krop og sugede til sig af deres sjælsstyrke.

Lang tid gik. Largu havde lagt sig ned blandt de andre, men kluklo og mumlede for sig selv, som om han var så sprængfyldt af saft at det var en overmenneskelig anstrengelse at ligge uden at røre sig.

Døren gik op og et skarpt gyldent lys bredte sig. Alle de grå kryb forsvandt ind i deres huler og sprækker. Fire mand i rustninger kom ind. To af dem bar på et langt klæde til at bære de livløse kroppe i (måske to ad gangen). To af dem bar på store glødende fyrbækkene der spruttede og sydede af en ild, der var unaturlig i sin intensitet. Largu rejste sig og rakte staven ud. De tre af mændene tyrtede til jorden som ramt af en hammer. Den sidste stod vaklende på sine ben. Pludselig rungede Darlos stemme: “TAG DIN RUSTNING AF, TAG FYRBÆKKENET OG BRING DET TIL FANGERNE BAG DEN SMALLE ÅBNING”. Manden kastede sig hovedkuls ind gennem de grå krybs bo, mens de tre andre lå klemt mod jorden og kæmpede for at ånde. Largu gik op til dem og gjorde en for en en ende på deres liv.

Soldaterne bar signétringe som viste sig at indeholde et virksomt middel mod lammelsen og snart var alle 5 venner på benene. Fire iklædte sig rustninger mens Largu lagde sig i klædet og lod sig bære. Baldrian holdt sig så langt som muligt fra Largu. Han huskede tydeligt den gang for mange måner siden, hvor Largus sultne knoglefingre var sunket ind i Baldrians arm. Nu var ikke tidspunktet til at skændes, men Baldrian måtte undertrykke kvalmen ved tanken om, hvad han havde været vidne til.

Arno slog forsigtigt døren op ind til den underjordiske fæstning...