Gangen førte stejlt nedad før den endte ved en skakt oplyst af blafrende fakler. Her blev fangerne i små grupper gennet ud på en platform af træ og hejst ned i mørket. Da hevr gruppe, der havde været i samme vogn stadig var lænket sammen blev Baldrian, Darlo, Largu, Gregos og Arno også hejst ned i mørket sammen. I det han trådte ud på platformen hvislede Darlo med Stemmen til en vagt: “Pas på du ikke taber dit sværd” og kort tid efter platformen var begyndt sin tur ned i mørket raslede et sværd ned i skakten. Det fór dog forbi platformen og forsvandt nedad. Turen ned i mørket var lang - mere end tid nok for alle i gruppen til at få låst lænkerne op - men også lang nok til at det svage lysskær oppefra nærmest helt forsvandt.
Nede i mørket tippede platformen og alle rullede ud på et hårdst stengulv. Mørket var absolut, men fra ekkoerne var det klart at det var et stort rum. Derudover lød der hist og her i mørket mumlen, råb eller hvisken. Tydeligvis var mange fanger samlede her og ligeså tydeligvis var de alle grebne af overvældende angst. I mørket lød kun lavmælt hvisken og nu og da en kortvarig tumult af strid mellem fangerne indbyrdes eller af strid mellem en fange og noget andet.
Det lykkedes gruppen at få fat på sværdet, som vagten havde tabt, og med Gregos bevæbnet med sværd, Baldrian med kniv og Largu med rødguldsstaven havde gruppen stadig mod i hjertet. Alt gik for så vidt stadig efter planen. Gruppen holdt modet oppe og holdt sammen ved at holde fast i den løse lænke. Efter lidt tid i mørket lærte man at kende de forskellige lyde bedre fra hinanden og én bestemt tilbagevendende lyd skilte sig ud. En lavmælt, hvislende klikkende lyd. Chk, chk chk. Chk chk chk. Fruens grå kryb hvislede nu og da rundt under fødderne på de rædselsslagne fanger. Nu og da hørtes et skrig når de udvalgte sig et offer som de overmandede og slæbte bort.
De mange hundrede fanger var fortabte i mørket og forsøgte i sjælsangst at udskyde det uundgåelige ved at forblive tavse, ved at krybe op ad klippesiderne, eller ved at overmande andre fanger som de kastede til krybene. Angsten greb også de fem venner, men de havde dog stadig mod og de indså hurtigt at disse kryb åtte have en vej ud. Den eneste vej ud gik ved at følge lyden af de modbydelige insekter når de slæbte bort med et offer.
Nedad gik det igen, igennem en snævrere og snævrere gang. Tilsidst førte det frem mod en smal åbning hvor man hørte løbende vand. I den smalle gang foran åbningen hørte man også lyden af de grå kryb. Chk chk chk. Chk chk chk. En ad gangen tog de fem mod til sig og klemte sig igennem. Kun Largu var i stand til at værge sig mod krybenes bid. Alle de andre blev bidt mindst en gang - og kort efter de rullede ud i et større rum mærkede de lammelsen brede sig i alle lemmer.
Fortsættes lige inden rolle i morgen
No comments:
Post a Comment