Cursinu-familiens hemmeligheder

Det var tidlig morgen efter den fantastiske nat. Døren til den lille lejlighed blev låst op og tjenerne bragte vand, tandsalve og the. Tøj med blod og pulver på blev lagt i en sæk af Kaso som havde taget det med sig og han fik det sikkert vasket eller brændt. Heldigvis har hver Kæmper i Cursinu huset minimum 2 sæt tøj, så da alle var klædt på gik de til møde og morgenmad under søjlerne i kamp-gården. Her mødte Baldiri op for fortalte alle at Kaso var rejst med penge, brev om frikøbning af Karpa samt med instruktioner om at hjælpe Otecks familie til at flytte til Vallandini, en smuk dal mod nordøst, hvor Mellu Cursinu, Isandras fader havde venner.
Hvidtjørnens hus tabte dermed en vigtig vægt der kunne tippe balancen til deres fordel, feks ved at kræve af Oteck at han skulle tabe kampe, videregive hemmelig information eller stikke af og arbejde for Hvidtjørnen så ingen af deres kamp-hemmeligheder blev kendt osv. Men det ser ud som om det er begyndt at gå op for dem at godt nok er Oteck søn af Karpa, Nordstjernen; Hero af Hvidtjørnens Hus. Men det ser ikke ud til at den nuværende Hero "Tornskaden" har noget at frygte fra denne ex-Heros søn, da han intet har lært ham. Guderne havde måske andre planer og fik skubbet en kile ind mellem fader og søn, kun et par måneder efter at Karpa rent faktisk var begyndt at lære Oteck lidt.
Men alt dette får også de andre til at fundere. Nu er det Oteck der har helt fra start vagt et andet Krigerhus´interesse, men det ser ud til at den lille gruppe af venner er landet i et miljø hvor ens handlinger hurtigt kan bringe rigdom, berømmelig og venner, men lige så hurtigt kan vikle ens familie, venner og liv ind i drama, hvor Præster, der keder sig ikke har bedre at gøre end at pønse på hævn osv.
Under morgen-træningen som alle deltager i, kommer der fornemme gæster til huset. Det er en Lakan, en præst der forvalter Tempel-pengekassen, ved navn Uras, og en Vismand ( en læge præst, eller videnskabs-præst ) ved navn Tarasa, som er blevet betalt og sendt af Flodhusets booker "Caldiran" som tak for den usædvanligt underholdende kamp. De medbringer 6 liv-vagter samt 4 tjenere, et større følge, og de bliver taget imod af Baldiri og Calmion. Isandra holder sig i baggrunden med en undskyldning og at hun ikke føler sig rask.
Mens de to præster nyder lidt mad i Blomster-gården, tager Armanu en rive og går inden for hørevidde af mændene og river sandet i den del af kamppladsen der ligger ved en af de åbninger der forbinder de to gårdspladser. Der hører han Uras taler om at pengene på en gæld eller et lån skal falde inden for denne 10 dages cyklus, og at han har hørt om en Præst hvis søn tabte penge på en kamp i Flodhuset, som måske kunne vise interesse for dette gældsforhold, men at han har begravet dokumenterne nederst i en bunke.
Calmion lover at bringe pengene, samtalen skifter over til Tarasa og Baldiri, og grunden til at Lægen er her. Netop der opdager en af Liv-vagterne at Armanu er stoppet med at rive og står og lytter så han slår sværdenden mod gitteret og Armanu løber tilbage til søjlegangen til de andre og sladre.
Tarasa, og hans tjenere bringer en træstol med en massiv bund hvori et fyrbækken brænder. Mens de gør denne dampstol klar med medikamenter så beordre Baldiri dem alle på række og Præsten inspicere dem. I Ibos øjnbryn finder han noget grøn-blåt pulver, men Baldiri siger det er fra en ritual de alle har overværet. Præsten sanser deres emblemer og ved Oteck siger han undrende. "sikke mange sår han har, uden at det kan læses fra hans emblem" men der efter går han igang med at helbrede Oteck. Han bliver sat på stolen og svøbt i et stort broderet tæppe hvor Marut er afbilledet med flere sæt vinger og sol-gloria. Da tæppet bliver lagt om Oteck ligner det at Guden omfavner ham. han får et hatte stillads på hovedet som gør at tæppet kan svøbes også omkring ansigtet og kun lige øjne og næste stikker ud.
Kamphor dampe bølger op og indhyller Oteck, Præsten mumler bønner til Himmelherren, og derefter blander han en drik, noget sår-pasta og salve til de næste par dage. Efter det har de fri indtil eftermiddag hvor Gesan og Uri skal studere, og Oteck, Ibo og Armanu træne med våben og præsenteres for de klassiske Eblavåben.
Gesan og Uris spørger deres lærer til almanacen for Ebla, hvordan året forløber og lidt til byen og kampenes historier. De bliver testet i skrivning, tale sprog, historie, viden om andre byer samt lidt viden om præsteskabet i Ebla.
De andre bliver præsenteret for Spyd, hellebard, trefork, stav, mastodont sværd, sværd, sabel, to huggerts, kniv, kastekniv, fod og håndkniv osv.
Mod slutningen af træningen bliver de inviteret af deres lærer Vimasha til at føle med de andre ud over muren og til et festligt møde i slugten ved foden af huset.

”De har fundet din fader, Oteck. De ved hvem han er og hvor han er. Han er ikke længere i sikkerhed. De har hævet prisen for hans løsladelse til det tredobbelte.”. Fruens ord hang som sylespidse istapper i luften. Oteck holdt vejret. Hvis han ikke tog luft ind behøvede det ikke at være sandt.

Nu troede han lige at alt var reddet at alt kunne blive godt igen. Pengene var sikret, han havde solgt sig selv i fem år. Far ville blive løsladt og vende hjem til mor. Men det lod til at der var meget Karpa ikke havde fortalt om sit vilde liv i hovedstaden. Meget som hverken Oteck eller mor vidste noget om, men som langsomt blev mere og mere tydeligt. Karpa havde været Hero og havde skåret næsen af en præst for en unævnelig ting, som denne kæltring ville have ham til at gøre. ”Sådan”, tænkte Oteck ved sig selv, ”Det kræver en mand af en helt bestemt støbning at irettesætte en af de hellige”.

...og nu ville de have Oteck til at kæmpe. Kæmpe for penge i en uofficielt arena så hans far kunne blive fri. De spurgte Oteck som om han havde et valg, Som om det var noget han kunne takke nej til eller overveje. Det var ikke sådan det fungerede. Det var ikke sådan han var vokset op. Når Karpa sagde man skulle hente en vognstang i byen femten mil væk, så gjorde man det. Når man kom tilbage og han blot kiggede på den og sagde den var forkert og sendte en tilbage med den, så gjorden man også det. Når der skulle hakkes mark ved naboen, når der skulle hugges brænde til vinter, når der skulle trækkes en vogn. Så gjorde man bare hvad Karpa sagde, sådan var det. Han var ikke den slags man sagde imod. For hvis man gjorde, så mødte man det der uhyggelig blik, som Oteck kun havde set en gang i sit liv. Et blik der var så koldt og indædt og alligevel så tomt at det fik en til at føle det som om man intet betød, som var man en lus mellem neglene eller en flue, der allerede var fanget mellem to håndflade og blot ventede på at blive knust. Det må have været det blik præsten havde mødt da Karpa skar hans øre af.

Isandra skubbede en bog over til Gesan, der begyndte at læse øjeblikkeligt.

”Måske i finder historierne interessante. Karso vil følge med jer på jeres ekskursion.”

planen var simpel: De fem unge drenge skulle snyde og vinde en kamp om penge. De blev udstyret med guld til at vædde med. I et hjemmelavet bur havde Ibo en hellig due som Armanos ørn havde fanget. Det var en hellig due fra templet. Under vingerne havde den små poser beregnet til at holde fint farvet pulver, men til denne lejlighed var den udstyret med pulver der ville få øjnene og svælget til at brænde. Ideen var at Oteck under kampen ville vælte ind i barrikaderne og Ibo ville slippe fuglen løs. Dette ville give Oteck en minimal chance for at få et godt slag ind. En spinkel chance, men drengene følte at Himmel Herren var med dem og at han havde sendt dem duen som varsel og redskab.

De ankom til kroen hvor kampen skulle foregå. Karso førte ordet og syntes at være kendt på stedet: Selv havde han ikke kæmpet mod Talasko, Flodkroens Hero, og han sagde at heroen kæmpede fejt og snød. Oven i det var han hidsig og havde ry for at skære øre og næser af.

Da kampen skulle i gang stammede Oteck sig igennem sin præsentations tale. Han kaldte sig fro lænkehunden, fordi stedets bookmaker havde kaldt ham en hvalp. Første runde gik fint. Oteck slog nærmest ikke fra sig, men tog imod slag og stik, med sit lånte skjold og sværd.

Til anden runde trak Talasko et mastodont-sværd og gik løs på Oteck. Denne gang slog Oteck igen. De mange hånende ord fra tilskuerne havde nået ham og han fik et hug ind der gjorde ondt på sin modstander. Flere gange prøvede Oteck om han kunne få øje på Ibo i mængden så deres plan kunne føres ud i livet. Talaskos kæreste holdte et vågent øje med kampen. Et slag mod siden af Otecks hoved sendte ham i jorden, men til alt held havde han samtidigt ramt Talaskos ben så han måtte standse sit sving. Ingen af dem nåede at få flere slag ind inden runden blev ringet færdig.

Til tredje runde havde Talasko trukket armbeskytter på. I et drabeligt hug smadrede han sværdet ned i Oteck der ikke behøvede meget skuespil for at vælte ind i bordene, der udgjorde arenaens kanter. Ibo slap duen og den flaksede op netop som Oteck dækkede sien øjne med skjoldet. Selv virkede det som om Ibo fik støvet lige i ansigtet men Talasko blev dækket af det røde pulver. Der lød et ”swish” og duen faldt til jorden med to knive i sig. Det var Kæresten, der havde handlet: Mens Oteck regnede slag ned over den blændede Talasko, kastde hun et fad med vand over sin kære. Et stik i Otecks arm fik ham til at standse: der sad to små knivsblade i kødet.. den store dreng løftede sværdet og skulle modvilligt til at fortsætte, da kampen blev afblæst: Det var endt uafgjort.

Anerkendelsen skyllede ind over Oteck, der mest af alt lignede en klump slagtekød på højkant. Det blødte over alt på hans krop og hans hoved var hævet som en kartoffel. Men klapsalverne og hurraråbene fik ham til at smile. Talsko gav ham sværdet og skjoldet i gave og et halssmykke, så han kunne vende tilbage til kroen.

Gesan havde på mirakuløst vis vundet 24 guldmønter i alt og havde taget imod gaver og aftaler så talrige at kun han selv kunne holde styr på det.

men ingen kunne finde Ibo. Først ved villaen dukkede han op igen og fortalte en mystisk historie om at han var blevet reddet af en gammel mand fra Hvidtjørnens hus.

Uri

et portræt af Slangen Uri. Apotekersøn og Arena kæmper!

father and son

her er et lille portræt af "Tornskaden" og hans hidtil ukendte søn: Oteck.

Ørnen og Klippen

Der er stille i villaen igen. Tjenere, køkkenfolk og krigere er alle vendt tilbage til deres værelser efter at have sikret sig, at den mystiske indtrænger ikke længere er i Corsinus' hus. Det lader til at selv staden Ebla er faldet til ro, for nu trænger kun få af nattens lyde gennem skodderne. Armanu drejer sig rastløst rundt i alkoven, og må til sidst endnu engang sikre sig at nøglen til gitteret stadigvæk er i sikker forvaring i det lille rum under madrassen. Hver bevægelse for det til at værke i hans krop fra de tæsk han modtog nede på våbenpladsen.
"Men jeg gav lige så godt som jeg tog," hvisker han til sig selv, og gennemgår for sit indre øje igen kampen, hvordan de andre bevægede sig, hvordan de bar våbnene, hvordan de fintede.
"Oteck," Armanu stikker hovedet ud gennem forhænget, der ikke kan holde den store drengs snorken ude. Det lyder som en død fisk der flapper mod egerne i et vognhjul. "Hey Oteck, jeg har tænkt på noget," hviskeråber Armanu. "De andre krigere, og Barsarli med, de sagde alle sammen, at gælder om at skabe sig et navn, hvis man vil blive populær i arenaen. At skabe et navn folk husker, og måske finde en kampstil der afspejler navnet, ligesom ham mesterkæmperen fra Hvidtjørnens Hus, ham de kalder Tornskaden!"
Der lyder et grynt fra Oteck, og Armanu tager det som et tegn på at han kan fortsætte. "Tænk på hvis vi får lov til at kæmpe sammen, jeg mener, jeg tror fruen har fået et godt øje til os. Hvis vi får lov til at kæmpe sammen, kan vi lave et angreb sammen. Jeg er ørnen, og du," Armanu skeler ned til Otecks massive korpus, der hæver og sænker sig under tunge åndedræt. "Du er klippen!"
Armanu ænser ikke Otecks manglende deltagelse i samtalen men fantaserer længe om, hvordan de skal vinde hæder i arenaerne som Ørnen og Klippen, hvordan han skal dykke ned mod modstanderne med sit spyd mens klippen buldrer frem som et ustoppeligt stenskred.

Oteck portræt

Oteck