Ørnen og Klippen

Der er stille i villaen igen. Tjenere, køkkenfolk og krigere er alle vendt tilbage til deres værelser efter at have sikret sig, at den mystiske indtrænger ikke længere er i Corsinus' hus. Det lader til at selv staden Ebla er faldet til ro, for nu trænger kun få af nattens lyde gennem skodderne. Armanu drejer sig rastløst rundt i alkoven, og må til sidst endnu engang sikre sig at nøglen til gitteret stadigvæk er i sikker forvaring i det lille rum under madrassen. Hver bevægelse for det til at værke i hans krop fra de tæsk han modtog nede på våbenpladsen.
"Men jeg gav lige så godt som jeg tog," hvisker han til sig selv, og gennemgår for sit indre øje igen kampen, hvordan de andre bevægede sig, hvordan de bar våbnene, hvordan de fintede.
"Oteck," Armanu stikker hovedet ud gennem forhænget, der ikke kan holde den store drengs snorken ude. Det lyder som en død fisk der flapper mod egerne i et vognhjul. "Hey Oteck, jeg har tænkt på noget," hviskeråber Armanu. "De andre krigere, og Barsarli med, de sagde alle sammen, at gælder om at skabe sig et navn, hvis man vil blive populær i arenaen. At skabe et navn folk husker, og måske finde en kampstil der afspejler navnet, ligesom ham mesterkæmperen fra Hvidtjørnens Hus, ham de kalder Tornskaden!"
Der lyder et grynt fra Oteck, og Armanu tager det som et tegn på at han kan fortsætte. "Tænk på hvis vi får lov til at kæmpe sammen, jeg mener, jeg tror fruen har fået et godt øje til os. Hvis vi får lov til at kæmpe sammen, kan vi lave et angreb sammen. Jeg er ørnen, og du," Armanu skeler ned til Otecks massive korpus, der hæver og sænker sig under tunge åndedræt. "Du er klippen!"
Armanu ænser ikke Otecks manglende deltagelse i samtalen men fantaserer længe om, hvordan de skal vinde hæder i arenaerne som Ørnen og Klippen, hvordan han skal dykke ned mod modstanderne med sit spyd mens klippen buldrer frem som et ustoppeligt stenskred.