”De har fundet din fader, Oteck. De ved hvem han er og hvor han er. Han er ikke længere i sikkerhed. De har hævet prisen for hans løsladelse til det tredobbelte.”. Fruens ord hang som sylespidse istapper i luften. Oteck holdt vejret. Hvis han ikke tog luft ind behøvede det ikke at være sandt.

Nu troede han lige at alt var reddet at alt kunne blive godt igen. Pengene var sikret, han havde solgt sig selv i fem år. Far ville blive løsladt og vende hjem til mor. Men det lod til at der var meget Karpa ikke havde fortalt om sit vilde liv i hovedstaden. Meget som hverken Oteck eller mor vidste noget om, men som langsomt blev mere og mere tydeligt. Karpa havde været Hero og havde skåret næsen af en præst for en unævnelig ting, som denne kæltring ville have ham til at gøre. ”Sådan”, tænkte Oteck ved sig selv, ”Det kræver en mand af en helt bestemt støbning at irettesætte en af de hellige”.

...og nu ville de have Oteck til at kæmpe. Kæmpe for penge i en uofficielt arena så hans far kunne blive fri. De spurgte Oteck som om han havde et valg, Som om det var noget han kunne takke nej til eller overveje. Det var ikke sådan det fungerede. Det var ikke sådan han var vokset op. Når Karpa sagde man skulle hente en vognstang i byen femten mil væk, så gjorde man det. Når man kom tilbage og han blot kiggede på den og sagde den var forkert og sendte en tilbage med den, så gjorden man også det. Når der skulle hakkes mark ved naboen, når der skulle hugges brænde til vinter, når der skulle trækkes en vogn. Så gjorde man bare hvad Karpa sagde, sådan var det. Han var ikke den slags man sagde imod. For hvis man gjorde, så mødte man det der uhyggelig blik, som Oteck kun havde set en gang i sit liv. Et blik der var så koldt og indædt og alligevel så tomt at det fik en til at føle det som om man intet betød, som var man en lus mellem neglene eller en flue, der allerede var fanget mellem to håndflade og blot ventede på at blive knust. Det må have været det blik præsten havde mødt da Karpa skar hans øre af.

Isandra skubbede en bog over til Gesan, der begyndte at læse øjeblikkeligt.

”Måske i finder historierne interessante. Karso vil følge med jer på jeres ekskursion.”

planen var simpel: De fem unge drenge skulle snyde og vinde en kamp om penge. De blev udstyret med guld til at vædde med. I et hjemmelavet bur havde Ibo en hellig due som Armanos ørn havde fanget. Det var en hellig due fra templet. Under vingerne havde den små poser beregnet til at holde fint farvet pulver, men til denne lejlighed var den udstyret med pulver der ville få øjnene og svælget til at brænde. Ideen var at Oteck under kampen ville vælte ind i barrikaderne og Ibo ville slippe fuglen løs. Dette ville give Oteck en minimal chance for at få et godt slag ind. En spinkel chance, men drengene følte at Himmel Herren var med dem og at han havde sendt dem duen som varsel og redskab.

De ankom til kroen hvor kampen skulle foregå. Karso førte ordet og syntes at være kendt på stedet: Selv havde han ikke kæmpet mod Talasko, Flodkroens Hero, og han sagde at heroen kæmpede fejt og snød. Oven i det var han hidsig og havde ry for at skære øre og næser af.

Da kampen skulle i gang stammede Oteck sig igennem sin præsentations tale. Han kaldte sig fro lænkehunden, fordi stedets bookmaker havde kaldt ham en hvalp. Første runde gik fint. Oteck slog nærmest ikke fra sig, men tog imod slag og stik, med sit lånte skjold og sværd.

Til anden runde trak Talasko et mastodont-sværd og gik løs på Oteck. Denne gang slog Oteck igen. De mange hånende ord fra tilskuerne havde nået ham og han fik et hug ind der gjorde ondt på sin modstander. Flere gange prøvede Oteck om han kunne få øje på Ibo i mængden så deres plan kunne føres ud i livet. Talaskos kæreste holdte et vågent øje med kampen. Et slag mod siden af Otecks hoved sendte ham i jorden, men til alt held havde han samtidigt ramt Talaskos ben så han måtte standse sit sving. Ingen af dem nåede at få flere slag ind inden runden blev ringet færdig.

Til tredje runde havde Talasko trukket armbeskytter på. I et drabeligt hug smadrede han sværdet ned i Oteck der ikke behøvede meget skuespil for at vælte ind i bordene, der udgjorde arenaens kanter. Ibo slap duen og den flaksede op netop som Oteck dækkede sien øjne med skjoldet. Selv virkede det som om Ibo fik støvet lige i ansigtet men Talasko blev dækket af det røde pulver. Der lød et ”swish” og duen faldt til jorden med to knive i sig. Det var Kæresten, der havde handlet: Mens Oteck regnede slag ned over den blændede Talasko, kastde hun et fad med vand over sin kære. Et stik i Otecks arm fik ham til at standse: der sad to små knivsblade i kødet.. den store dreng løftede sværdet og skulle modvilligt til at fortsætte, da kampen blev afblæst: Det var endt uafgjort.

Anerkendelsen skyllede ind over Oteck, der mest af alt lignede en klump slagtekød på højkant. Det blødte over alt på hans krop og hans hoved var hævet som en kartoffel. Men klapsalverne og hurraråbene fik ham til at smile. Talsko gav ham sværdet og skjoldet i gave og et halssmykke, så han kunne vende tilbage til kroen.

Gesan havde på mirakuløst vis vundet 24 guldmønter i alt og havde taget imod gaver og aftaler så talrige at kun han selv kunne holde styr på det.

men ingen kunne finde Ibo. Først ved villaen dukkede han op igen og fortalte en mystisk historie om at han var blevet reddet af en gammel mand fra Hvidtjørnens hus.