sørgefærd til Gula, del 2

Næste morgen samledes vi i Nardullaernes gård, men allerede inden vi havde bevæget os udenfor de skærmende mure, tårnede problemerne sig op. Khambitas følge bestod af seks soldater og ca ti tjenere. Og med os løb det i alt op på 20 personer i ligtoget. Da det var et sørgetog sulle vi iføre os mørke klæder, og smøre aske i ansigtet, samt bære sørgetavler om halsen. Dette blev udført af husets præst. Dette faldt Weldor for brystet, og han afviste at bære sørgeklæder, da han mente det var et skalkeskjul og løgnagtigt. Det kunne selvfølgelig være, at han angrede sine hånende ord mod Anapuna, og nu ønskede at komme på god fod med guderne igen. Det næste problem var Aromir, som langt om længe havde givet afklad på Kalvarthos sværd til Elias. Jeg havde lovet at prøve at skaffe ham et nyt sværd hos min familie, men da det ikke lod sig gøre vendte han sig mod mig med et grådigt blik, og snøvlede: 'gi mig dit sværd!' Mit sværd var et ligegyldigt kortsværd jeg nærmest bar for et syns skyld. Men da jeg skulle forestille at lede optoget til Gula, hjalp det ikke til at sætte mig i respekt overfor de andre soldater.
Og det skulle vise sig at være et gennemgående problem under færden. Weldor og hans venner har rejst og oplevet meget sammen, og derfor ikke rigtig vant til at følge gængse regler for god opførsel blandt højbårne. De andre soldater forventede at jeg ville straffe dem for deres opsætsighed, men det var ikke sådan ligetil. Værst var det dog da Khambita viste sit sande væsen. Som adelsdatter fra en af de ældgamle slægter i Kholkis var hun vant til at få sin vilje. Og hun havde ikke just rosende om vores egn. Faktisk var hun kun blevet gift ind i Nardullaslægten som straf for sin opsætsighed mod slægtens vilje. Og den opsætsighed bestod i, at hun som ung kastede sin kærlighed på prisen af Barsanaerne, en slægt Merutaerne nærer stort fjendskab mod. Denne prins var ingen anden end Nehan!
Den første konflikt opstod tidligt på færden, da Khambita skulle stige ned fra sin ganger, i øvrigt et ufatteligt prægtigt dyr, og med en udskåren saddl der må være en formue værd. For at komme sikkert ned krævede hun at Aromir skulle falde på knæ og stille sin ryg til rådighed. Det var ikke noget, der faldt i god jord hos Aromir, men i Kholkis er det givetvis hverdag for de højbårne, og hun vendte sig vredt til mig, og krævede, at jeg straffede Aromir. Der stod jeg så, som en lus mellem to spidse negle. Tænk, at jeg har drømt om at træde ind som ligeværdig i Nardullaslægten. Er det i virkligheden en skjult hån?

Blandt Khambitas personlige tjenere var der iøvrigt en ældre kone, der viste sig at være viet til Saraswati. Hende kom Weldor senere på god fod med, efter vi havde erfaret, at Khambitas hest også var bundet med en tjenende ånd, ligessom Galvanu. Derfor søgte Weldor netop hjælp hos hende, da Galvanus opførsel nu vækker dyb bekymring. Første nat på rejsen dukkede han ud af mørket, men næsten ikke længere som den flagermus han havde været.I stedet havde han iført sig menneskeklæder, børneklæder! Jeg tør ikke tænke på hvordan han har fået fat i dem. Det ærgrer mig dog osse, at jeg ikke kan få lært lidt af ham, om hvordan jeg kan styrke min visnede arm. men måske løj han bare ...
Khambitas anden tjenerinde var en ung, smækker terne, som flirtede ivrigt med soldaterne og os. Weldor begyndte straks at mumle om skjulte snigmordere, køkkengudindens tjenerinder eller noget i den retning, og hans øjne blev blanke da han mindedes tidligere forræderier. Jeg prøvede at sætte mig i respekt overfor Khambita ved at bede hende irettesætte hendes flirtende tjenerinde, men forsent opdagede jeg hvilken mester i intrigemageri hun var. En forkælet ung adelsdatter fra Kholkis, med en skarp tunge og ord der drypper af gift! Tjenestepigen har hun brugt til at indsamle sladder og rygter i hele lejren. Hun kendte det meste til min baggrund, vidste, at jeg var en horeunge, der var blevet forfremmet af nød. Så meget for at sætte sig i respekt!