Sørgefærd til Gula

Jeg må ærlig talt indrømme at jeg ikke helt kan greje Elias. På den ene side virker han da ædel og from, ivrig i at tjene gudinden og alt det der. Og ingen tvivl om, at han frelste mit liv mod gunaen. Men samtidig virker det også nogle gange som om han har hovedet oppe i sin egen hellige røv, at hans sag bliver vigtigere end den enkelte person. Og det lader også til at det netop er det, der ind imellem forårsager konflikter mellem Weldor og ham. Weldor nævner hele tiden noget, der skete i Gula, og en eller anden kvinde, der hed Artia,
Nå, vi blev inviteret til middag i min slægts hus samme aften, med pomp og pragt. Weldor havde tydeligvis talt min sag grundigt, da jeg faktisk havde frygtet, at jeg kunne blive udstødt efter skamferingen af min arm. I stedet lovede sir Tharkeld, min onkel, at Shoshonierne skulle komme til at bøde for deres skammelige overfald.
Tiol stede ved middagen var også en unge adelskvinde, sarsa Khambita, enke efter en af Tharkelds sønner. Hun stammede vistnok fra en af de gamle, fine familier fra Gula. Merutaerne, fandt jeg senere ud af. Som sædvanlig kastede Aromir sig over alkoholen, ivrig efter at slukke sin umættelige tørst. Jeg prøvede at huske mine manerer, og kondolerede overfor Khambita, da jeg erfarede at hun netop dagen efter skulle drage af sted på sørgfærd til Gula for at hente sin mands aske. Dette ærinde var ægte nok, men bød samtidig på en enestående mulighed for os til at komme ind i Gula. Weldors tidligere besøg i byen har ikke just bidraget til hans popularitet der, hverken hos høj eller lav. Selvom hans hjerte virker ærligt og reelt har han svært ved at vinde venner.
Som aftnen skred frem blev jeg overøst med gaver: 20 guldmønter, en rulle med familiens segl og rige klæder.
Vi forlod selskabet omkring midnat, ved godt mod da vi avde en klar plan for øje.
På ve tilbage mod vore logi bemærkede jeg et par suspekte typer på gaden. Ikke at Fenkisa ikke vrimler med usle lejesvende og lykkejægere af alle afskygninger i disse dage. men der var noget specielt ved disse typer. De virkede mere koldbodige og velovervejede, især da der kun syntes at være tre, og vi trods alt var fire, og næsten alle svært bevæbnede. Naturlivis var der god grund til at tro, at enten shoshonierne eller Nehan kunne stå bag disse mulige spioner, men jeg ville hellere se tiden an. Dette stred dog kraftigt mod Weldors natur, og han konfronterede en af mændene på et gadekøkken. Manden havde tydeligvis gode kort oppe i ærmet, for han lod sig ikke beskæmme af Weldors truende og grove fremfærd. Faktisk endte Weldor med at få hånet arneildens gudinde, Anapuna, og pådrog sig ejeren af gadekøkkenets vrede. Der er ingen tvivl om, at manden var kyndig i overvågning og den skjulte kamp. Men nu kan vi drage fra Fenkisa med vrede blikke i ryggen. Med den tid, der står foran os, og med de fjender vi allerede har, er det på tide vi stifter nogle venskaber.
-Sarbian/Ruben