Elegias død

"Hun er død", igen og igen runger den samme sætining i hovedet på Weldor. "Hvorfor tog du ikke imod hendes udstrakte hånd? hvorfor giftede du dig ikke med hende da du havde chancen? Du kunne have forhindret dette, kunne have fået endnu et barn...et sted, en famile at vende tilbage til , når alt dette er ovre... Stop nu!", Weldor sætter sig op i søvne og vågner ved at Sarbien støtter ham.
"Hvad?", forvirret kigger han sig omkring, men kun Sarbien er vågen. Ved det andet bål sidder MOri og to af hans folk og hvisker.
"Du drømte Weldor...og snakkede i søvne. Jeg hørte dig sige Elegias navn", siger Sarbien sagte.
"Hvorfor bløder du?", Fra den hånd Sarbien støtter Weldor med løber en stribe blod ned ad guldarmen.
"Det er ingenting", svarer Sarbien og rejser sig hurtigt. Han vikler et stykke stof om hånden. "Jeg ...øh skar mig på piben, jeg mener sværdet i piben selvfølgelig".
Weldor skubber sig helt op og lægger et stykke brænde mere på bålet. Han sukker dybt og stirre ind i flammerne.
"Jeg lægger mig igen", siger Sarbien og lader sig synke ned på lejet ved siden af.
"Hun gav sit liv, Sarbien", Weldors stemme er utydelig, emn efter at have sunket engang fortsætter han. "bare sådan. hurtigt og uden at se sig tilbage. Hun vidste det før jeg verhovedet havde tænkt så langt. At det var det eneste offer, der var stort nok. Når jeg tænker over det, Sarbien. Så tror jeg guderne gav hende denne sidste tid imellem toturen og i aftes for at hin kunne udrette noget. Måske dette? Da hun blev båret ud af Provinsholderenes kamre, var hun så godt som død. Ingen af os troede hun ville overleve...men det gjorde hun. Tror du, det var for, at hun kunne gøre dette. Give sit liv for os, for vores chance mod avetaren, mod en bedre verden?"
Sarbien stirre lige op i stjernerne da han svarer:
"Måske Weldor, guderne har fingrene med i alt, tror jeg".
"Du skal bare vide en ting Sarbien. Jeg gav hende - og dermed også dig - et løfte. Når alt dette er overstået. Så tilhøre jeg Nadulaerne og Modithar. Det har jeg sværget".
"Det skal jeg ikke glemme", svarer Sarbien og knuger den sorte hånd.
Efter en pause vender Weldor sig igen mod sin ven.
"Der er et sammenfald jeg ikke kan undgå at se. Jeg har haft to kvinder i mit liv. Elegia og Pavarna. Begge er de tortureret næsten ihjel, begge har de været mig utro, og begge har de været Sorianna meget nær. Men hvis Elegia blev skånet fra døden for at kunne give sit liv i nat, hvad skal Pavarna så udrette? Hvorfor har fruen skånet hende...?"


Weldor

Blod skal betales med blod, men hver ting ting til sin tid

Sarbian sidder og stirrer ind i de sidste ulmende gløder. Rundt omkring ham er den lille lejr ved at vende tilbage til en form for ro. Det sitrer i den sorte arm, 'brug mig', hvisker den nærmest, som et lille barn der prøver at få opmærksomhed. Men Sarbian ænser den ikke. I stedet har han lagt det amukiske kortsværd i skødet, og vender det en gang imellem så det fanger glødernes skær.
Elias skal bøde for sin forbrydelse mod slægten. Ingen tvivl om det, men så længe han nærer hævntørsten i sit bryst vil han blive et alt for nemt offer for Avetaren. Han må skyde det bort for nu. Med kortsværdet skærer han en flænge i håndfladen, klemmer den sammen, og lader de røde dråber falde på klingen. Der lyder en hidsig syden fra gløderne da et par dråber blod danser på dem. Sarbian støder den blodige klinge ind i asken. "Blod og Aske, Saraswati Skyggemoder, vær mit vidne på at intet skal blive glemt. Slægtens blod skriger på satisfaktion. Men først nå pligten er udført, det værk Elegia gav sit liv for at det skulle fuldbringes!"
sarbian rejser sig fra bålet, vikler en klud om hånden og skridter over mod Weldor, der kaster lange blikke mod vognen og kassen der rummer hans nyfundne rustning. I sit bryst mærker Sarbian, at skylden er så stor, at Elias ikke kan bære den alene. Noget af ansvaret må også bæres af Guldhånden, om ikke andet så fordi han med Elias og uden de andres samtykke har drøftet sager med så alvorlige konsekvenser, især efter han selv havde bandet over Soriannasønnens upålidelighed. Det er tid til at tale med Aromir og Sessep, der må gøres status over situationen

Mantamandir og Rubinringen

"Zir Mantamandir, Herre! Kom hastigt, en af Elegias tjenere har lige opført sig underligt." Ziren løftede blikket fra de mange kort der lå spredt ud på rejsebordet i hans telt. "Underligt? hvordan? før mig straks til hendes telt og fortæl alt!" De hastede ud og gennem lejren mens Mantamandir kaldte til to af hans personlige soldater " Varra! Nardo! følg med NU! " Tjeneren fremstammede hvordan han havde netop bragt bort fruens aftensmad og skulle sende bud efter tjenestepigerne og Mudhita da en mand, en af Elegias tjenere, passerede ham på vejen ind i teltet. Men hans blik var fjernt og drømmende og de to vagter ved teltåbningen så det ikke...

"godt du hastede til mig, vi er her nu, løb til min søn, Zir Barri, og fortæl ham han skal blive hos Mudhitar" Ved indgangen til Elegias telt hilste Mantamandir og trådte ind. På gulvet midt i teltet lå Elegia i en enorm pøl af blod, en af hendes egen knive stak ud fra over kravebenet ved basen af halsen. Ved siden af lå tjeneren død i fosterstilling, men der var ingen sår at se, kun hans øjne der var blodsfyldte, vidnede om de massive traumer påført hans hjerne. Overalt var der uhellige krafters fingeraftryk på denne udåd, men hvem ville være kraftfuld nok til at række over så store afstande og vilje en mand til dette. med mindre der var stærke bånd, var det kun avetarene der kunne dette, ingen duhitar, ingen valgurie, måske en menakshi!

Han knælede og lovede i hans stille sind at han ville komme til bunds i dette mysterium men for det var samtidig klart at hvis Elegias ønske om at være nord for byen 4 dage efter Nymåne, i overensstemmelse med hendes vision, så måtte det blive kendt at Græshoppeherren havde sent en morden og at Hun var død med disse ord som de sidste. 

" Brødre og Søstre under Tvillinge Solen, hast jeres skæbne i møde ved Gulas mure, da den er Glorværdi. Jeres offer vil bringe fred til landet og sammen vil i smede en strålende fremtid. Jeg overgiver min søn i jeres alles varetægt og spred min aske over slagmarken at den ikke bliver gold, men mulden for noget nyt at vokse i.... Min søn, min perle! Pas på dem alle som kun du kan det! "

Den falske mand…

Elias kommer tilbage fra Moris handling og kan tydelig se de veltilfredse smil på Weldor og Sabians ansigter – Endelig blev det gjort! 

Som altid så spiller Weldor sit politiske spil og ligger ethvert ansvar fra sig. 

Den selv samme mand som fuldt ud var klar over hvilken samtale han havde med Elias i hans egen villa da Elias fortalte Weldor at Elegia var på vej mod Gula for at redde byen på 11. dagen og de aftalte at så skulle Soriannas sønners kraft blive brugt et andet sted, men nu går tingene ikke som forventet og Avetaren kan fornemmer ændringer i magtfordelingen og igen vender Weldor sig væk og peger fingre tilbage på den som det nu passer ham bedst den dag, som han har gjort det med alle sine tidligere følgeskaber. 

Der er kun en ting som er vigtigt for Weldor og det er hvordan andre ser Weldor, alt andet er ligegyldigt, ligesom den ed han svor overfor Sesep og Algys, kan en ting blive mere hul … ved først kommende lejlighed springer han igen over hvor gæret er lavest, vi ved det alle men ingen siger noget – Det er hvad man kan forvente sig af en opkobling som gerne vil vise sin mor hvad han er i stand til.
Det er ikke en dag siden han snaskede for Elias for at han skulle være Weldors nærmeste, for han havde set sig sur på Aromir over dennes ægte kærlighed overfor hans kone, og da Elias tilfældigvis mener at Zaza Pavana er i sikkerhed hos Zipruna familien, så lefler Weldor for at får sit spind styrket.
Elias tænker alt dette mens han erkender at den der virkelig har måtte betale den høje pris er Elegia som Weldor har udskældt måned efter måned men som han nu så falskt lade en tåre falde for da hans mor mener at det er et bedre parti for ham.

Suk – hvad skal der blive af os.

-Elias

Gale hund!

"Han er jo vanvittig", tænkte Weldor da Mori og hans folk gik væk og ned mod floden med Elias i midten. "Fuldkommen utilregnelig, og det har han faktisk altid været. Det ser jeg nu"
"Weldor, hvad skal vi gøre?", Sarbiens stemme lyder mærklig grødet mellem hans sammenbidte tænder.
"Med hvad?", Weldor vender sig og hans blik vender tilbage til verden foran ham.
"Med Elias, selvfølgelig"
"Vi gør ingen ting, Sarbien", svare Weldor. "Det der skal gøres er blevet gjort for os. Mori er en mere hensynsløs mand end jeg, og han har afkrævet Elias det jeg aldrig har kunne: Nemlig at få ham til at vælge. Men vid en ting fra nu af Sarbien: Elias er ikke vejledt af Sorianna. Elias er vejledt af Elias. Ingen af hans handlinger er mere hellige end dine og mine, han er blot istand til at afkræve Sorianna hendes kraft og det gør han som når Aromir drikker vin, som en beruselse af magt. Elias beviste under vores andres edssværgen at han ikke er en del af fællesskabet. Han følger ingen ande end sig selv. Og selvom han påstår at han følger gudindens vej, kan det ikke være sandt! Han har talt lige så lid med hende inden for det sidste år, som jeg."
"Hvad kommer det til at betyde?" Sarbien knuger sin sorte hånd og stirre ned mod vandet.
"Det kommer til at betyde at Elias fra nu af følger Elias egen vej...som han rent faktisk altid har gjort. jeg har ladet mig forblænde af at hans mål til tider var de samme som mine og jeg har troet at vi kune få ham til at tage ansvar, eller i det mindste stilling. Men Elias er Elias. Han må gør ehvad der passer ham. Jeg vil ikke have mere at gøre med ham. Hvis Mori kan kontrolere ham; så lad ham. Elias er død for mig! Og han tog Elegia med sig. Selv det, tror jeg ikke han har fattet endnu..."

Weldor tørre sine kinder og retter ryggen. "Vi har en Avetar, der skal flyttes"

Blod skal betales med blod

Langsomt kom Sarbian på benene, og langsomt kom bevidsteheden om hvad det var Vishparad havde gjort til ham: "Slangen har drænet mig, suget kraft ud af mig," stønnede han til Weldor, der hjalp ham på benene. Med Jernhånden lyttede ikke, og der gik lidt tid før Sarbian forstod hvorfor. I hele lejren herskede en stemning så tilspidset som en knivsæg. Moris Valgurier var lansgomt ved at danne en halvcirkel omkring Elias. Soriannasønnen stod i midten med spredte ben og armene over kors. Et kækt smil krusede hans læber mens han trodsigt mødte Moris blik. "Elegia er død," hvisked Weldor mellem sammenbidte tænder. "Han forårsagede det, Elias, den hovne, selvretfærdige hund!"
Sarbian havde indtil nu haft sit blik fæstnet på Vishparad, der havde taget sin plads mellem Moris mænd, omend han stadigvæk så noget rystet ud. Men så fik Weldors ord tag i Sarbian. "Elegeia død?" Nardullaslægtens stolte frue, hende der havde skænket Sarbian retten til at kalde sig "Sir". For ikke at afsløre planerne for fjenden havde hun taget sit eget liv!
Tavst stod de et øjeblik og ventede Elias svar. Ville han indvillige i Moris krav, og lade sin kontakt til Gudinden forsegle. Vreden sydede i Sarbians bryst, og han ønskede inderligt at se Elias nægte og modsætte sig. Se Moris mænd hugge ham ned og suge livskraften ud af ham. Et eller andet kunne de vel bruge den til.
"Han skal dø for det her!" hvæsede Sarbian, og mærkede hvordan det sitrede i den sorte hånd. Weldor mærkede det åbnebart også, for pludselig strammede han grebet om Sarbians skulder. "Nej, ikke her, og ikke nu! Vi har en mission der skal fuldføres, husk på, at din egen frue gav sit liv for ikke at kompromittere den!Du er ikke en rendestensrotte længere, du er Sir Sarbian Nardulla nu!"
Sarbian måtte bruge al sin styrke på at dæmpe den ulmende vrede, der sendte uvilkårlige spasmer gennem den sorte hånd. "Der er en tid og en måde at gøre dette på!"
Sarbians blik mødte i et kort øjeblik Weldors og de nikkede begge i fælles forståelse, I baggrunden gik en svag sitren igennem Elias's legeme da Mori afsluttede forseglingen.

Oprør i gruppen

Elias ved ganske vel at der har været mange opgør i denne gruppe men dette var første gang han stod overfor visheden om at de mennesker han havde fulgtes med over de sidste mange måneder ikke ville hjælpe ham. Sekunderne hvor tiden stod stille med Zir Moris ord hængende i luften ”Vi må stikke den dumme fulg når han ikke forstår sig på sin egen kraft – Acceptere du Elias at bliver underlagt en valgurie forsegling overfor din gudinde? – ellers må du blive henrette på dette sted” Elias vidste i det samme at han kunne beskytte mig mod dem med Soriannas hjælp, men hvad ville det hjælpe – Han havde netop lovet over for sig selv at udleve Seseps bod hvilket indbefattede absolut lydighed overfor Zir Mori samt at missionen straks ville reducere dens chance for at overleve og lykkes. Kun en ting har virkelig betydning – Befri denne verden for den sygdom som tvinger den i knæ. Avetarene skal møde deres endelige. Fortrinsvis for den sidste grund, som Elias har sværget overfor sin gudinde at bistå i på bedste formåen og med det jordiske liv som indsats, acceptere han Moris bud. Alle omkring ham ånder lettet op og Sabian nærmere sig igen efter at have taget flere skridt væk fra gruppen mens spørgsmålet stadig hang i luften. Elias bliver ført væk op på en høj hvor fire Valgurier følger efter ham. Han får kun et øjeblik for sig selv. Bønnen er kort: ”Sorianna – Jeg ved du er med mig.” Det omfattende ritual tager lang tid og langsomt føler Elias sig som en frisk fisk der har fået en honningkrukke at svømme i.

Hvad godt gør dette for andre end Mori?

-Elias

Gruppen samles!

I den forfaldne gårdhave i en ukendt nobel-families villa satte gruppens folk sig i en cirkel og Mori trådte ind i midten. Langsomt drejede han sig omkring og så på hver og en et øjeblik før han talte. "fra dette center lad lyd og rum bøjes, rinde tilbage mod denne midte som floder mod havet." og han rakte sine arme ud i en evigt ekspanderende gestus og en flimmer som på en varm sommerdag, eller som brydningen gennem vand udsprang fra hans væsen og omsluttede dem alle. De fem tjenere i den første indergård var som bag en glasrude, eller bag et slør af fint vævet avidasisk bomuld, og kun en enkelt af dem kiggede undrende op men fortsatte sit arbejde hurtigt derefter...
“Vi er samlet her for at påbegynde en rejse, dette måske værende det sidste sikre sted mellem her og Ambhutrisa, og mens vi samles her mødes 15 unge højbårne sønner i Gula under Zir Bereuses vinger og ligledes bliver de indviet planer af højeste vigtighed. 15 mod herrens selv 15 mod hans tjener og general. 30 sjæle i alt der bøjer deres krop, sind og hjerte over det at ændre tingenes tilstand, en orden fastholdt af magtfulde væsner og hvad udfaldet vil blive kan kun fremtiden afsløre.“

Her blandte jer står jeg Zir Mori Shambhavi, “Minister for Sikkerhed og Harmoni” denne missions hjerne og øverste herre, mester udi Opretholdelse, Sløring samt mester af 6 af de 9 følelser og Åbenbaring.

Mit navn er Ang-nabata “den der holder Ilden i sit hjerte” jeg er Zir Moris højre hand, ilden lystre mit bud og af de 56 sande materialer I verden kan jeg destruerer de 12 ( træ, jern, sølv, sten, knogle, fedt, marv, vand, ild, essensen, tanke og æther )

Jeg er Vishparad “ ekspanderet Sind” og mestre kunsten at arbejde med essensen via mekanik eller med forskellige materialer som mellemled. Desuden forstår jeg kontrol/ opretholdelse og ser alle monster og tings sande natur så jeg er også den i bør komme til i tilfælde af sår og skader.

Folk kalder mig Gorani ”bjerggeden” og der findes intet bjerg, ingen mur jeg ikke kan forcere.

Jeg er Ramitanni ” emitator ” og jeg kan efterligne sprog og skikke på den nordlige verdens 5 folkeslag. Men mod syd har jeg også rejst og jeg taler to Amukiske dialekter flydende både som mand og kvinder eller tjener.

Mit navn er Sorani ”Dolken” og mine fjener ser mig sjældent før de føler mit kolde stål. Jeg forstummer folks tale og tavshed er min ven.

Nogle kender mig som Mazadaranni ” Den Grå Slange” og i mine hænder bliver en berøring, et kys, en skål eller et overfladisk sår din død. Hvad Guderne har gjort dødeligt af planter og dyr har jeg studeret og magnificeret

Jeg er Lori og en mester med sværd, spyd, kølle og økse.

Og jeg hedder Oros og kan ramme en due i flugt på himmelen med bue, slynge eller dart

og så er der Magi Nefer, Zir Weldor, Elias, Sessep, Zir Sarbian og Aromir ( Zir Sassanides )

The game is on!!!

Nattens tanker

Det er sent.
Det er mere end sent. Morgengryen er tæt på. Weldor vender sig og prøver at falde i søvn, men igen forgæves. Tankerne vil ikke slippe ham. "Forrædderi, svigt, fjender, herre, hanrej, kaptajn". Hvad I de tolvs navn havde han gjort forkert for at dette skulle ske igen? Erghin havd eligget for hans fødder, bundet på hånd og ankler, og Weldor havde ladet sværdet suse mod hans hals. Han Ville have hugget hovedet af den forbandede Soriannasøn, om ikke andet så for at dulme smerten over at være blevet gået bag om ryggen, på den måde. Men et eller andet havde fået ham til at holde hånden tilbage, oghan havde skånet Erghin.
Men det var Elegia. Hans forlovede, ikke hans kone. Det var en enfoldig søn af Sorianna ikke hans Kaptajn. En Kaptajn han havde givet alt. for ikke mere end 4 dage siden havde Weldor og Sarbien rejst 40 guldstykker og havde gået bodsgang for Aromir i Templet. De havde talt hans sag, havde reddet hans skind. Imens Aromir drukken, som en nordboer, lå og ralllede af selvmelidenhed, derhjemme. Og fire dage senere er han ovenpå. Fire dage senere er han så meget oven på at han syntes det er på sin plads at han tager Weldors kone, som sin egen?

"Det må være noget jeg har gjort galt"?mumlede Weldor til sig selv. "Alt min insisteren på at vi alle er lige og at mine folk uden adelig byrd, kan tage sig alle de frihed, de ikke kan andre steder. Men se hvor det har ført mig hen? Nu tror de at de kan tage for sig af retterne...tage for sig af alt det jeg har frasagt mig for at kunne gøre en forskel i verden" Ord, som familie, villa, prestige og politik. Kone og børn. Kærlighed. Disse ord vælter frem i hans hoved og han kniber øjnene sammen for ikke at tårerne skal slippe ud. Men det gør blot Aromirs svigt endnu større. At tæne sig at han finder det retfærdigt, at han kan rage de ting til sig, som Weldor er ude af stand til at tage imod, mens verden skal ændres...utilgiveligt!

"Men konfrontationen må vente", tænker Weldor for sig selv. "Den må vente til vi er væk herfra. Væk fra Gula, væk fra Bereus og alle de politiske brikker. Ude i fjendeland hvor ingen kan høre skrigene, og hvor ingen blander sig. Der skal Aromir stå til regnskab for hvad han har gjort".

En klokke ringer ved porten: Nu er Mori ankommet: Weldor stiger ud af sengen: Han fik ikke sovet denne nat heller.

Rejsen mod Ambhutrisa

Fire dage før september fuldmånen, "Forfædrenes Nat" forlader en skare folk Gula. Det er den stille time, hvor selv portens hunde sover og vogndriverne og bærene sover endnu, men der er arbejde der skal gøres. Arbejde af monumental karakter. Alene uden anden hjælp end dem selv skal denne nydannede gruppe bane sig vej frem gennem det besatte fjendeland til byen Ambhutrisa, og herfra op ad bjerget til fæstningen mellem skyerne. Der skal de krybe i stilling og vente på det signal der viser at den Amukiske General er død, og hans øjne og øre blindet, hvorefter de skal trænge ind i det allerhelligste af borgen og finde Græshoppeherrens bolig. Der skal han holdes i ave mens hans hus brydes ned omkring ham og den trappe hvorfra han fra tid til anden stiger ned i denne verden opløses og sammenpakkes. Fremkomsten af hæren fra nord, med nye blafrende bannere, vil kaste den sorte hære mod Gula mens at den avidasiske flåde vil vende krigslykken når slaget er igang.

alt synes at væves sammen i dette klæde kaldt verden, og mennesker, guder, avetare, illuminasier og ånder holder i hver sin tråd
mens de spinder deres mønster....

Artes

(lidt fra gemmerne)

I husker måske Zaza Gamibtas hest. Husånden Artes.

Zaza Pavana og Aromir

Aromir bankede bestemt på dørkarmen til den tykke egetræsdør der stod på klem. Uden at vente på svar skubbede han døren åben, og gik ind. Pawana sad på sengen og de fire af Bereros' terner stod optaget men den slags sysler terner nu engang tager sig til. 'Aromir, er det dig?'. Pawana lød overrasket, men hendes ansigt afslørede at han var ventet. 'min frue...' Aromir skævede til ternerne der interesseret havde vendt sig mod ham.'jeg håbde vi kunne tale sammen i enerum. 'Selvføgelig, Aromir. Pawana gjorde en håndbevægelse, og de fire terner forlod modvilligt rummet. Da døren var slået i bag dem tog Aromir en stol ved bordet og satte sig på den foran Zaza Pawana. 'Frue!', stammede han. Hans læber var sammenbidte. 'Jeg kommer for at advare dem.' Hun kikkede undrene på ham. 'Ja, bestemt. Advare!', forsatte han, da hun ikke afbrød. 'Dine drømme. Dine drømme om nøgler og andre genstande. De må stoppe. Der er så meget i din tale om drømmene der tyder på at du bliver påvirket... I en eller anden form.' 'Aromir, min kære Aromir', far' nu ikke sådan op'. Hun lænede sig en smule frem, og forsatte i en hvisken. Næsten uhørligt. 'Stille, Aromir. Jeg frygter at andre lytter med.' 'Undskyld, min frue', Aromir holdt sin hånd for munden, som for at skjule sin tale, selv om de var ganske alene i rummet. 'Men, det er sandt. Det er farligt med disse drømme. Især drømmen om nøglen til æsken med æskerne indeni. Den drøm og nøglen er farlige. Lyt ikke til Weldor, han forstår ikke hvor farlig den drøm er. Hvor stor en trussel det kan være, hvis andre får efterretning om hvor æsken er og hvad den indeholder.' Aromir hev efter vejret, kikkede sig omkring for om muligt at spotte den usynlige person der lyttede med; 'Eller rettere; måske forstår han hvor farlig den er, men han tænker kun på egen vinding, og bekymrer sig ikke om vores, og især din, sikkerhed.''Sig mig, Aromir. Hvor får du dog den idé fra?' Pawana virkede interesseret, men ikke videre bekymret. 'Jeg kender den følelse alt for godt, Frue. Den følelse hvor man ikke kan tænke på andet. Besættelsen af en genstand. Eller nu i dit tilfælde, besættelsen af drømme og det der kommer ud af dem.' Aromir holdt sin hånd op foran sig, og drejede den for som han kunne se den ring der engang havde prydet hans grove hånd.'Jeg tænker stadig på ringen. Dag og nat, er den hos mig. Blot ikke fysisk. Det ville pine mig, om du skulle leve med en tilsvarende besættelse.' Han sukkede dybt. 'Din brug af sovemiddel, var det jeg måtte reagere på. Den slags bør ikke bruges til at søge søvn med mindre søvnen ikke kommer naturligt. Man kan blive afhængig af den slags. Hun så på ham, som for at aflæse hans oprigtighed. 'Jeg tror jeg forstår, Aromir. Men hvem er det vi skal frygte? Hvem er det du ikke stoler på? Hun holdt hovedet let på skrå, som for bedre at kunne iagtage Aromir. 'Ministeren for Harmoni. Mori. Jeg er sikker på han har en skjult dagsorden. Aromir var beslutsom. 'Vi må sikre os han er på vores side, før han han får besked om æsken og nøglen. 'Du har ret', Svarede hun. 'Jeg fornemmer det.' Jeg har heller ikke været sikker på at disse drømme er mine alene. Desuden har jeg set Bererus' Terner tage det brændte papir ud af kaminen hvorpå jeg har nedfældet mine drømme. 'Så meget desto vigtigere bliver det, at vi destruerer nøglen!' Aromir virkede sikker i sin sag. Du har nok ret, min kære Kaptajn. 'Pawana rejste sig og tog et foldet stykke læder fra under sin kjole. Hun foldede den langsomt ud. Pakket sirligt ind i læderpungen lå en nøgle. Den var en lille og simpel, men fin. 'Det var denne nøgle smeden skulle genskabe i jern. Den er ikke meget bevendt skåret ud i sæbe, men lige nu er jeg glad for Smeden ikke har haft den i hænderne.' Hun trykkede nøglen flad i sine håndflader, og lagde sæberestene hen ved siden af vandfadet. 'Godt.', sagde Aromir.' Lad mig også få dit sovemiddel. Vi må bryde besættelsen helt. Søg kun søvn når din krop kræver det, min frue.'Hun rakte ham pulveret fra en skuffe i skrivebordet ved vinduet. Aromir rejste sig for at tage mod pulveret. 'Glimrende. Nu vil jeg gå og bede med Sesep. Rudram'en er forbandet lang, og jeg har meget at lære.' Han tøvede et øjeblik. 'Måske vil du følge mig? Sorianna og Algys er jo Tvilligerne. Gjort af samme aspekt.''Mange tak, Aromir. Det må vente. Dog har jeg bidt mærke i Sesep. Han forvirrer mig.''På hvilken måde, Frue?' Aromir blev pludselig bange for at Fruen ville klandre ham for at søge Algys præstens selskab.Pawana tænkte længe over ordene før hun forsatte. 'Sesep besidder en indre ro jeg ikke har set magen til. Jeg ved du opfatter Elias og jeg som modsætninger. Simpelt sagt er det også rigtigt. Sesep repræsenterer begge disse modsætninger men i een samlet entitet. Jeg tror han besidder et potentiale som ikke engang han selv er klar over.''Aha, du mener ligesom Sarbian der kan knuse ting med sin ugudelige hånd? Det destruktive element?', Aromir var tydelig lettet.Pawana lo. 'Aromir, du er så herligt naiv. Nej, ikke som Sarbian. I disse dage besidder han vel knap kræfter til at gøre en flue fortræd.' Aromir huskede godt Sarbian, der krøb i dækning bag den skrøblige pige da Galvano fyldte Algys templet med sin ild. 'Ja, du har sikkert ret, Frue. Men måske har Sarbian også kun lige strefet overfladen af det hav som den sorte hånd gemmer på.Pawana virkede ikke overbevist. 'Jeg er ikke sikker på at Sarbian kan magte den slags kundskaber. Hvad jeg ikke har fortalt jer, er at i pagamenterne også stod nedfældet at guderne alle har de 5 aspekter. Deres rene form og modsætninger. 'Det forstår jeg ikke helt, men har det noget med hvorfor Galvano prøvede at sjæle de af de 5 aspekter han ikke kendte?' 'Helt rigtigt, Aromir. På den måde ville Galvarno blive både som menneske og gud på samme tid. 'Aromir gøs ved tanken. 'jeg har mærket Soriannas kraft på mit legeme. Men endnu har Algys ikke talt til mig.' Aromir virkede en anelse skuffet.'Det skal du nok komme til, Aromir.' Hun smilede til ham. 'Følg med os til Ambutris, Frue. Vi kan ikke efterlade dig her!', udbrød Aromir. En umiddelbar frygt for Pawanas liv greb ham. Som om Græshoppeherren stod uden for døren med sine betroede livvagter og ville bortføre hende til alskens pinsler i syden. 'Ja, jeg havde selv overvejet det samme, Aromir. Men jeg tror jeg er i bedre sikkerhed her. Trods alt. Jeg har ikke lyst til at se mig selv taget til fange igen.' Hun sænkede stemmen. 'Selvom dette hus fortiden også virker som et bur.'Aromir fik ondt af Pawana. I så lang tid havde hun været spærret inde i sin villa. For sin egen sikkerhed. 'hør, her Frue. Hvis du får brug for at stikke af har du jo midlet nu. Ingen villa kan holde dig indespærret.' Han prøvede at opmuntre hende.Pawana smilede: 'Aromir. Jeg er så glad for at du idet mindste bekymrer dig om mig. Og at du advarer mod disse farer. Jeg kender jo intet til disse ting.' Hun lagde sin hånd på hans overarm. Hendes hånd føltes varm. Hendes øjne nærmest brændte og holdt hans blik fast. 'Selvfølgelig bekymrer jeg mig om dem, Frue.', fik han fremstammet, mens han fornemmede sin hals og sit ansigt rødme. Den samhørighed som Aromir havde følt lige siden den gang hvor Pawana havde ledt ham til Rubinringen ved flodenbrede forneden Algystemplet, emmede nu for fuldt blus. 'Sig endelig til hvis der er mere jeg kan gøre. Uanset hvad det måtte være.'Måske kunne du udsætte bønnen med Sesep til senere iaften, og istedet blive her en stund. Vi kan tale lidt mere om os nu.' Pawanas stemme var sød som honning, og ikke til at modstå. Ihvertfald ikke for en mand som Aromir. Hun trak ham ind til sig, og han protesterede ikke.

Itemhunt, del 2

"Dette er blot et personligt hævntogt for ham!" Tanken fik det til at gyse i Sarbian mens han betragtede Weldor der nu var gået over til en beskrivelse af hvordan han skulle partere Vema og Neroli så ikke engang duhitarernes maskiner kunne vække dem til live igen. "Netop som vi endelig har fået et større mål for øje, forgifter han det hele med sit vanvid."
Sarbian rystede tanken af sig. Det måtte vente, og lige nu var Weldor måske den eneste der vanvittig nok og stærk nok til at gennemføre det desperate forehavende. Men der var noget andet der måtte frem, og desuden havde Elias endelig forladt kammeret. "Weldor, nu har vi endelig et roligt øjeblik, omend det ikke er længe. Det jeg beder om er hjælp til at finde en læremester, der kan give mig de rette instrukser i at beherske de forskellige aspekter af essensen. "I Galvanu så jeg hvor mange muligheder der er," tænkte sarbian. Men tanken forlod ikke hans læber. "Hvis jeg virkelig skal kunne yde en stor indsats bliver det aldrig med et sværd i hånden, det bliver med hånden selv. Sarbian anbragte en af den sorte hånds fingre på en lille revne i bordkanten. Med omhu pressede han neglen ned i revnen og trak en linie ind mod bordets midte. Der lød en svag knagen, og det var så om revnen fik liv og hastede efter den sorte negl. "Jeg har øvet mig på det i hemmelighed. Efter den pinlige hændelse i Blomsternes Gade, I ved, efter vi stredes mod bjørnehunden, da har jeg ikke haft lyst til at stille mig op med et talent jeg ikke beherskede."
Weldor og bAromir udvekslede overbærende blikke, og Sarbian sukkede. "Jeg ved godt hvad I tænker, med et sværd kunne I gøre meget større skade, på meget kortere tid. Men der er andre barrierer end træ, og nogle af dem er mere subtile end træ. Ja, Weldor, jeg har lyttet tilo dine beretninger om Gunaer og lignende. Men jeg ønsker ikke kun at kunne ødelægge. De sidst par uger har vist mig med al grusom tydelighed hvor vigtigt det er at kunne vægre sig mod angreb som dem duhitaren og Galvanu leverede mod mig. Jeg har så fået en lille forståelse for Opretholdelsens princip, men Weldor jeg er ikke stærk nok alene, jeg har brug for en læremester til at sikre mig mod forvildelserne der har ... forblændet flere af dine tidligere tjenere. Jeg håber så sandelig at denne Yasparis vil skænke mig lidt tid. Ellers må jeg selv humpe ud i byen og finde en klog kone eller gadepræst.
Må de 12 forhindre at jeg ender så fordærvet og forblændet som Galvanu!"

Itemhunter!

Det var aften.
Solen var lige gået ned bag hustagene og Aromir og Sesep kom tilbage fra aftenmesse i tempelrummet. De åbnede døren ind til Weldors store kammer.
"Luk døren Arimor; Sesep. Sæt jer end, vi skal lige snakke sammen" Weldors sad i den store stol for enden af bordet. han gestikulerede til to tomme stole langs siden. Elias og Sarbien sad allerede ned og bag Weldor stod Vares, som en massiv skygge af sin Herre.
Aromir kastede et hurtigt blik på bordet, der var dækket af rustninger og våben, reb og andre lignede instrumenter, som Weldor i tidens løb havde øvet sig i at slå ihjel med. Aromir havde aldrig rigtigt forstået hvorfor Weldor gad øve sig i at kæmpe med et reb med en sten i enden, når man kunne bruge et sværd. Og det med træstokkene, det var bare for dumt. En træstok er et våben for en bonderøv...eller for Algyspræsten, tænkte Aromir og satte sig ned. Weldor rømmede sig:
"Folkens; jeg har tænkt længe over det, og vi har et problem", han tav, men eftersom ingen spurgte hvad problemet var, fortsatte han igen. "Jeg har lagt alt frem hvad vi har af udstyr til den mission vi nu skal ud på, og for at sige det mildt, er vi kraftigt underudrustede. Hvis vi ikke regner skjolde har vi kun nok til at fuldt udruste 2 af os. Det er ganske simpelt ikke godt nok. Vi skal skaffe os noget mere og det bliver ikke let i disse krigstider". Sarbien afbrød ved at lægge piben på bordet også, men hans sorte hånd fjumrede og han skubbede en rulle reb ned,d er trak et sværd og en kniv med sig med et rabalder.
"Undskyld, Weldor fortsæt", sagde han mens han samlede tingene op.
""Folkens; det vi skal ud på nu anseer jeg for den farligste og muligvis den mest afgørende mission vi som kumpaner udføre sammen. Det vi skal igennem udmønter sig i direkte landsforræderi og den chance Bereus har givet os, er en jeg har ventet på i tre år nu. En mulighed for at slå til mod Avetarene og deres kram på Kongen. Vi kommer til at udføre den største dåd for rigets fremtid og ingen vil vide at det er os, der er hånden, der vendte det hele...Sådan må det være", Weldors øjne så næsten våde ud i lyset fra fyrkaret, men hans stemme var stadig hård. "Elias og jeg har kigget på det vi har at tage med og det går simpelt hen ikke. Som i ved, nævnte jeg for Bereus at vi manglede nogle ting og han gav os mere eller mindre lov til at skaffe det vi skal bruge selv. Her mener jeg at vi bør tage hvad vi har brug for hos dem vi ved ligger inde med sager af ekstraordiner fabrikation jeg kan se du undre dig Aromir, Det betyder at det er ting, der er lavet ordentligt. Ting som Avetarens videnskabsmænd ikke kan opløse eller manipulere med. Så det jeg vil bede jer om nu er at tænke godt og grundigt over hvor og hos hvem der er våben og udstyr vi kunne få brug for på rejsen." Aromir rømmede sig og rettede sig op i stolen, men Weldor afbrød ham inden han kunne nå at tale:
"Nej ikke ringen Aromir. Prøv at tænke på noget andet". Aromir sank sammen i stole igen.
"Hvad med Shoshonierne? de har Orberne?" foreslog Sarbien.
"Jeg skal ikke flyve i nogen Menakshi-maskine!", Elias rejste sig så stolen væltede bag sig.
""Dur ikke", svarede Weldor. "Bereus har udtrykkeligt bedt os holde os fra Shonierne. Men jeg har et andet foreslag, sommåske kan sætte jeres tanker igang. Vi har Kaptajnrang, vi har en allieret i blomsternes gade; i ved Juveleren. Vi har en form for fjende i den anden Blomsterboss. Hvad med om vi aflagde ham et visit? Vi er der selvfølgelig for at jagte en Menakshi. Det er jo vores job, og hvem ved om vi ikke finder noget at konfiskere undervejs...Ting, der er mærket af uhellige hænder?" Aromir smilede, Elias så skeptisk ud. "Hvis ikke det giver pote,s å vil jeg bede min moder om at tage fra hendes nye husstand. Det kan godt være jeg har lovet ikek at røre Wemma, men jeg har ved de 12 aldrig lovet at lade hans ting ligge, og som jeg ser det, så skylder han mig adskilllige sværd i bytte fra det han selv stjal fra mig". Weldor slog i bordet og ragte ud efter den hvide kniv, der havde ligget foran ham under hele seancen: Han stak den ind under trøjen og bandt løkken om halsen og ind under armen. "Tænk over hvad i manglerog hvor vi skal hente det, så mødes vi her når alle sover og lægger en plan. Imens vil jeg snakke lidt med min kone om hvor nogle af nøglerne mon passer", for anden gang i dag lod Aromir mærke til at Weldor smilede. Ikke et varmt smil, for det var fortrukket af arrene i hans venstre side af ansigtet, men dog et smil. "Jeg håber", grinede Weldor. "At en af nøglerne passer til Ziprunas bagdør"

Jasparis

Lysbøjeren, minaxi'en... vores ven.

Audiens

Weldor gav Sesep et klap på skulderne på vej ned af tempelhøjen. 

   "Så Sesep; det var det letteste. Du viste gode miner overfor dine overordnede Algyspræster, og modstod fristelsen til at fortælle dem sandheden: Jeg er glad for at have dig med på holdet. En præst, der ved hvornår han skal holde sin kæft. Det er et sjældent syn i de her dage", grinede Weldor og skubbede en vandbærer til side med sin påspændte guldnæve. "Skrid makker, vi skal ikke kropsvisiteres idag".

Ved bærestolen fik Sesep igen udleveret sit kortsværd efter at Weldor og Aromir havde kigget med skepsis på klingen og grebet. "Den der kniv er vi nød til at få skiftet ud i en fart", brummede Aromir.

   "Det er et kortsværd...", forsøgte Sesep, men blev afbrudt af Weldor.

   "Det er ikke længden, men kvaliteten vi anfægter min gode Algyspræst. Men idet mindste har du medbragt et våben i alle tilfælde...Det er mere end andre, som vi ikke skal nævne"; Weldor skelede mod Sarbien, der igen var optaget af at fidle med sin sorte hånd inde under kappen hvor han troede at ingen kunne se det.

    "Det vi skal nu Sesep er noget som få af din ringe herkomst tør drømme om. Vi skal i audiens hos Zir Bereus, den ene af de 12 generaler, som  kongen i Kolkis har udvalgt til at føre sine hære. Min blodsfader Welhemea, må hans minde aldrig blegne, var general ligesom Bereus og ledte tropperne i Den Sjete Provins, inden det gik galt...men det er en anden historie. Vi skal op i citadellet og tale med den her Bereus, og jeg vil præsentere dig som en af mine nye mest betroede håndlangere. Det vil for altid cementere dig blandt vores rækker. Så tillykke med det..:" Weldor standsede op og stirrede Sesep stift i øjnene. "Du vil høre meget til det møde og forstå måske endnu mindre, men vigtigst af alt er, at du siger din mening når den falder dig ind, hvis du føler at det er yderst nødvendig viden, du liger inde med. Blot husk på at for disse mennesker er dit liv lige så meget værd som en flues. fornærm ingen! For da er det mig der er ansvarlig. Alt hvad du siger og gør fra nu af falder tilbage på mig...husk det Sesep". Sesep sank en klump i halsen og rømmede sig.

   "Det er nok bedst jeg ikke siger så meget vel?"

   "Det er nok bedst", svarede Weldor og nikkede , som talte han til et barn. "Og skal vi så se at komme op og få Jasparis, den største nulevende lysbøjer, udleveret?" 

   

Argonaut

Her er en skitse af kongens himmelgeneraler - Argonauterne.

Galvarno

Måske sidste portræt af denne nyligt besejrede husånd/menaxi.