Zaza Pavana og Aromir

Aromir bankede bestemt på dørkarmen til den tykke egetræsdør der stod på klem. Uden at vente på svar skubbede han døren åben, og gik ind. Pawana sad på sengen og de fire af Bereros' terner stod optaget men den slags sysler terner nu engang tager sig til. 'Aromir, er det dig?'. Pawana lød overrasket, men hendes ansigt afslørede at han var ventet. 'min frue...' Aromir skævede til ternerne der interesseret havde vendt sig mod ham.'jeg håbde vi kunne tale sammen i enerum. 'Selvføgelig, Aromir. Pawana gjorde en håndbevægelse, og de fire terner forlod modvilligt rummet. Da døren var slået i bag dem tog Aromir en stol ved bordet og satte sig på den foran Zaza Pawana. 'Frue!', stammede han. Hans læber var sammenbidte. 'Jeg kommer for at advare dem.' Hun kikkede undrene på ham. 'Ja, bestemt. Advare!', forsatte han, da hun ikke afbrød. 'Dine drømme. Dine drømme om nøgler og andre genstande. De må stoppe. Der er så meget i din tale om drømmene der tyder på at du bliver påvirket... I en eller anden form.' 'Aromir, min kære Aromir', far' nu ikke sådan op'. Hun lænede sig en smule frem, og forsatte i en hvisken. Næsten uhørligt. 'Stille, Aromir. Jeg frygter at andre lytter med.' 'Undskyld, min frue', Aromir holdt sin hånd for munden, som for at skjule sin tale, selv om de var ganske alene i rummet. 'Men, det er sandt. Det er farligt med disse drømme. Især drømmen om nøglen til æsken med æskerne indeni. Den drøm og nøglen er farlige. Lyt ikke til Weldor, han forstår ikke hvor farlig den drøm er. Hvor stor en trussel det kan være, hvis andre får efterretning om hvor æsken er og hvad den indeholder.' Aromir hev efter vejret, kikkede sig omkring for om muligt at spotte den usynlige person der lyttede med; 'Eller rettere; måske forstår han hvor farlig den er, men han tænker kun på egen vinding, og bekymrer sig ikke om vores, og især din, sikkerhed.''Sig mig, Aromir. Hvor får du dog den idé fra?' Pawana virkede interesseret, men ikke videre bekymret. 'Jeg kender den følelse alt for godt, Frue. Den følelse hvor man ikke kan tænke på andet. Besættelsen af en genstand. Eller nu i dit tilfælde, besættelsen af drømme og det der kommer ud af dem.' Aromir holdt sin hånd op foran sig, og drejede den for som han kunne se den ring der engang havde prydet hans grove hånd.'Jeg tænker stadig på ringen. Dag og nat, er den hos mig. Blot ikke fysisk. Det ville pine mig, om du skulle leve med en tilsvarende besættelse.' Han sukkede dybt. 'Din brug af sovemiddel, var det jeg måtte reagere på. Den slags bør ikke bruges til at søge søvn med mindre søvnen ikke kommer naturligt. Man kan blive afhængig af den slags. Hun så på ham, som for at aflæse hans oprigtighed. 'Jeg tror jeg forstår, Aromir. Men hvem er det vi skal frygte? Hvem er det du ikke stoler på? Hun holdt hovedet let på skrå, som for bedre at kunne iagtage Aromir. 'Ministeren for Harmoni. Mori. Jeg er sikker på han har en skjult dagsorden. Aromir var beslutsom. 'Vi må sikre os han er på vores side, før han han får besked om æsken og nøglen. 'Du har ret', Svarede hun. 'Jeg fornemmer det.' Jeg har heller ikke været sikker på at disse drømme er mine alene. Desuden har jeg set Bererus' Terner tage det brændte papir ud af kaminen hvorpå jeg har nedfældet mine drømme. 'Så meget desto vigtigere bliver det, at vi destruerer nøglen!' Aromir virkede sikker i sin sag. Du har nok ret, min kære Kaptajn. 'Pawana rejste sig og tog et foldet stykke læder fra under sin kjole. Hun foldede den langsomt ud. Pakket sirligt ind i læderpungen lå en nøgle. Den var en lille og simpel, men fin. 'Det var denne nøgle smeden skulle genskabe i jern. Den er ikke meget bevendt skåret ud i sæbe, men lige nu er jeg glad for Smeden ikke har haft den i hænderne.' Hun trykkede nøglen flad i sine håndflader, og lagde sæberestene hen ved siden af vandfadet. 'Godt.', sagde Aromir.' Lad mig også få dit sovemiddel. Vi må bryde besættelsen helt. Søg kun søvn når din krop kræver det, min frue.'Hun rakte ham pulveret fra en skuffe i skrivebordet ved vinduet. Aromir rejste sig for at tage mod pulveret. 'Glimrende. Nu vil jeg gå og bede med Sesep. Rudram'en er forbandet lang, og jeg har meget at lære.' Han tøvede et øjeblik. 'Måske vil du følge mig? Sorianna og Algys er jo Tvilligerne. Gjort af samme aspekt.''Mange tak, Aromir. Det må vente. Dog har jeg bidt mærke i Sesep. Han forvirrer mig.''På hvilken måde, Frue?' Aromir blev pludselig bange for at Fruen ville klandre ham for at søge Algys præstens selskab.Pawana tænkte længe over ordene før hun forsatte. 'Sesep besidder en indre ro jeg ikke har set magen til. Jeg ved du opfatter Elias og jeg som modsætninger. Simpelt sagt er det også rigtigt. Sesep repræsenterer begge disse modsætninger men i een samlet entitet. Jeg tror han besidder et potentiale som ikke engang han selv er klar over.''Aha, du mener ligesom Sarbian der kan knuse ting med sin ugudelige hånd? Det destruktive element?', Aromir var tydelig lettet.Pawana lo. 'Aromir, du er så herligt naiv. Nej, ikke som Sarbian. I disse dage besidder han vel knap kræfter til at gøre en flue fortræd.' Aromir huskede godt Sarbian, der krøb i dækning bag den skrøblige pige da Galvano fyldte Algys templet med sin ild. 'Ja, du har sikkert ret, Frue. Men måske har Sarbian også kun lige strefet overfladen af det hav som den sorte hånd gemmer på.Pawana virkede ikke overbevist. 'Jeg er ikke sikker på at Sarbian kan magte den slags kundskaber. Hvad jeg ikke har fortalt jer, er at i pagamenterne også stod nedfældet at guderne alle har de 5 aspekter. Deres rene form og modsætninger. 'Det forstår jeg ikke helt, men har det noget med hvorfor Galvano prøvede at sjæle de af de 5 aspekter han ikke kendte?' 'Helt rigtigt, Aromir. På den måde ville Galvarno blive både som menneske og gud på samme tid. 'Aromir gøs ved tanken. 'jeg har mærket Soriannas kraft på mit legeme. Men endnu har Algys ikke talt til mig.' Aromir virkede en anelse skuffet.'Det skal du nok komme til, Aromir.' Hun smilede til ham. 'Følg med os til Ambutris, Frue. Vi kan ikke efterlade dig her!', udbrød Aromir. En umiddelbar frygt for Pawanas liv greb ham. Som om Græshoppeherren stod uden for døren med sine betroede livvagter og ville bortføre hende til alskens pinsler i syden. 'Ja, jeg havde selv overvejet det samme, Aromir. Men jeg tror jeg er i bedre sikkerhed her. Trods alt. Jeg har ikke lyst til at se mig selv taget til fange igen.' Hun sænkede stemmen. 'Selvom dette hus fortiden også virker som et bur.'Aromir fik ondt af Pawana. I så lang tid havde hun været spærret inde i sin villa. For sin egen sikkerhed. 'hør, her Frue. Hvis du får brug for at stikke af har du jo midlet nu. Ingen villa kan holde dig indespærret.' Han prøvede at opmuntre hende.Pawana smilede: 'Aromir. Jeg er så glad for at du idet mindste bekymrer dig om mig. Og at du advarer mod disse farer. Jeg kender jo intet til disse ting.' Hun lagde sin hånd på hans overarm. Hendes hånd føltes varm. Hendes øjne nærmest brændte og holdt hans blik fast. 'Selvfølgelig bekymrer jeg mig om dem, Frue.', fik han fremstammet, mens han fornemmede sin hals og sit ansigt rødme. Den samhørighed som Aromir havde følt lige siden den gang hvor Pawana havde ledt ham til Rubinringen ved flodenbrede forneden Algystemplet, emmede nu for fuldt blus. 'Sig endelig til hvis der er mere jeg kan gøre. Uanset hvad det måtte være.'Måske kunne du udsætte bønnen med Sesep til senere iaften, og istedet blive her en stund. Vi kan tale lidt mere om os nu.' Pawanas stemme var sød som honning, og ikke til at modstå. Ihvertfald ikke for en mand som Aromir. Hun trak ham ind til sig, og han protesterede ikke.