Nebreda

Osikrysos's præmie tyr; Nebreda

Den første af Efterårsstormene

Jægermånen hang lavt på himmelen. Normalt gav dens lys folkene langs Murabams kyst mulighed for at fiske langt ud på natten, men en storm havde ramt landet. En ydre såvel som en indre storm. Den gamle mand så ud over havet fra den brede strand hvor han stod. Han var alene, men fine spor i sandet efter en lang-benet ulv vist at nogle håbede at stormen ville kaste noget lækkert i land. Han frygtede ikke ulv, stål, sygdom eller svig. Han var gammel, meget gammel og ejede intet. Ingen familie, intet hus, ingen penge eller smykker, end ikke kød eller fedt på knoglerne der ville gøre ham til et attraktivt bytte! Han havde intet at tabe derfor bed frygt sjældent på ham.

Men stormen der rørte havet til skum, og sendte kæmpebølger ind mod stranden og klipperne, rasede også i hans sind. Hver 7 vende bølge var særligt stor og slog op om hans fødder og farvede bunden af den lasede kjortel mørk. Enhver der boede ved havet vist dette; hver 7 bølge er stor men vist nutidens mennesker dette om livet.

Da han var ung og gik under navnet Wagi havde han ofte hørt en gammel vis kvinde tale om " livets bølger " og hvordan verden manifesteres i tal. For sit indre øre hørte han hendes stemme

" hvor mange fingre har du? 5! hvor mange tær på en fod? også fem - og sansernes antal hihi 5!

hvor mange elementer behersker Alkymerene fra Vesten? hvor mange funktioner mester kroppen og dem som heler den? Hvor manger eder tog Nordenhavets Admiral sine sømænd under? Verden springer frem i eksistens i tallet 5 men også i 7.

Hver 7 bølge er den største, hvor mange vinde blæser på havet? hvor mange slags væv består kroppen af? hvor mange Stjerner danner Vejviserens billede på himmelen? Alt sammen 7.

Hver 7 år stiger livets bølge højt - ufred, forandring og krig følger ofte. Vogt dig knægt for disse år "

3x7 år siden Vestrigernes Fald, usikkerhed og krig truer byerne langs kysten. En by overskygger dem alle, i ruinerne af det der engang var Bilva, Kolkises Perle, vokser frem en vaklende kolos og de mindre byer skælver i den skygge.

Sidst der var ufred dukkede Sangerne op. Gemt på øde øer, i huler, i skove og bjerge vågnede de ved rygtet om Vestrigernes fald og som blomster ved forårstid dukkede de op overalt og indsatte lov og orden. Sangerne bønfaldte Krigerne om at giver Tyranerne fra Vest amnesti og frit lejde over bjergene hjem. Sangerne vagte de gamle sikke til live igen - byer blev deres egen herre igen. Ingen "Konge" skulle herske men alle folk bestemme sammen!

Men nu ruller den 7 bølge ind over landet, stormen raser. Den gamle mand vente sig og gik op mod pyren mellem klitterne. I tumulten efter massakren ved Visguda havde Wagi reddet hans vens legeme bort. Edigoras var hans broder, mester, ven og vejleder.

Nu lå han mellem efterårsblomster, frugt, velduftende gyvel-grene og svøbt i et smukt uldtæppe. De syv pile som han havde dragte fra hans lig lå bundet som en stjerne på tæppet og i mindet lå en guldring formet som et bådhus.

Wagi talte til ilden som ligger sovende i flint og på hans bud sprang der gnister. Snart rasede ilden hjulpet af den stærke vind og så intens blev varmen at guldet begyndte at smelte og hver en knogle, tand, sene og negl blevt brændt til hellige begravelses aske.....

Amok

Roja cirkler frem og tilbage på det lille skær et par hundrede meter fra kysen. De andre sidder derinde. De har bål, de har mad, de har hinanden. Roja er efterladt til sin egen skæbne og til galskaben og vreden.

Han kan godt forstå de andre var bange. Det havde de også grund til, men ikke af de årsager de tror. Udelvik tror at når vanviddet bruser i kroppen og blodets rus overtager ens krop, så kan man ikke længere kende ven fra fjende. Det er ikke rigtigt. Man kan godt genkende folk, man er bare ligeglad om de er venner eller fjender. Det der tæller er om de står i en i vejen eller om de ligger ned.

Roja kan god

t forstå de er bekymrede, men det er han ikke. Tværtimod. Siden i går aftes, længe inden hans ben blev bundet kunne Roja mærke det ulme i maven og brystet. Han sagde ikke noget, for det var ikke svært at holde det nede. Det er ikke som man skulle tro, at der ikke er noget at gøre. Man er ikke ude af kontrol, ikke helt. Zozan havde altid fortalt ham at han skulle forestille sig et lille hus a la Udelviks mesters. Et lille trykt hus hvor man var helt alen og i sikkerhed. Derefter fik Roja besked på at forestille sig at han uden for hytten kunne høre et vildt og farligt dyr der snøftede rundt. Nu var hans sikre hjem usikkert. Til sidst skulle han forstille sig at han blev forvandlet til et dyr, et bæst større og farligere end det der ventede derude. ”og så slår du døren op og møde fjenden”, havde Zozan sagt. Kun en gang havde døren været slået op. Det var da Darlo havde slået på gongonen og havde vækket vreden og vinden og fået blodet til at bruse. Roja havde ikke indrømmet de over for nogen, men det havde føltes fantastisk. Ingen tyngde, ingen forpligtigelser, ingen venner og ingen løgne...kun fjender.

Nu kunne han mærke dyret uden for hytten...to runder til på skæret. Et smil bredte sig om Rojas læber. Han kunne høre den pruste og stønne ude på den anden side af de svage vægge. Han lukkede øjnene og sparkede døren ned.

...inde på kysten kunne de andre høre et brøl igennem vinden.
”Han lyder som et såret dyr”, sagde Udelvik bekymret, og skyggede for øjnene med hånden.

”Ikke et såret dyr”, svarede Largu. ”Han lyder som en der har nedlagt et bytte. Han lyder sejrrig”.

Amok

Roja cirkler frem og tilbage på det lille skær et par hundrede meter fra kysen. De andre sidder derinde. De har bål, de har mad, de har hinanden. Roja er efterladt til sin egen skæbne og til galskaben og vreden.

Han kan godt forstå de andre var bange. Det havde de også grund til, men ikke af de årsager de tror. Udelvik tror at når vanviddet bruser i kroppen og blodets rus overtager ens krop, så kan man ikke længere kende ven fra fjende. Det er ikke rigtigt. Man kan godt genkende folk, man er bare ligeglad om de er venner eller fjender. Det der tæller er om de står i en i vejen eller om de ligger ned.

Roja kan god

t forstå de er bekymrede, men det er han ikke. Tværtimod. Siden i går aftes, længe inden hans ben blev bundet kunne Roja mærke det ulme i maven og brystet. Han sagde ikke noget, for det var ikke svært at holde det nede. Det er ikke som man skulle tro, at der ikke er noget at gøre. Man er ikke ude af kontrol, ikke helt. Zozan havde altid fortalt ham at han skulle forestille sig et lille hus a la Udelviks mesters. Et lille trykt hus hvor man var helt alen og i sikkerhed. Derefter fik Roja besked på at forestille sig at han uden for hytten kunne høre et vildt og farligt dyr der snøftede rundt. Nu var hans sikre hjem usikkert. Til sidst skulle han forstille sig at han blev forvandlet til et dyr, et bæst større og farligere end det der ventede derude. ”og så slår du døren op og møde fjenden”, havde Zozan sagt. Kun en gang havde døren været slået op. Det var da Darlo havde slået på gongonen og havde vækket vreden og vinden og fået blodet til at bruse. Roja havde ikke indrømmet de over for nogen, men det havde føltes fantastisk. Ingen tyngde, ingen forpligtigelser, ingen venner og ingen løgne...kun fjender.

Nu kunne han mærke dyret uden for hytten...to runder til på skæret. Et smil bredte sig om Rojas læber. Han kunne høre den pruste og stønne ude på den anden side af de svage vægge. Han lukkede øjnene og sparkede døren ned.

...inde på kysten kunne de andre høre et brøl igennem vinden.
”Han lyder som et såret dyr”, sagde Udelvik bekymret, og skyggede for øjnene med hånden.

”Ikke et såret dyr”, svarede Largu. ”Han lyder som en der har nedlagt et bytte. Han lyder sejrrig”.

Galskabens vind blæser over havet

Blege fangarme af kold dis klynger sig til de forrevne klipper, der kanter den lille ø hvor gruppen har slået sig ned i et forsøg på at ride stormen af.

Det eneste der høres er den tyste lød af bølger, der vedvarende slår mod stenene på det grå sand. En enkelt måge skriger hæst et sted  i skumringen. Så bryder lyden af en sørgmodig sang stilheden. Darlo og Largu løfter begge hovederne ved lyden af melodien. De kender også ordene, det er en sang fra hjembyen Solavag, en sang der mindes de faldne og forfædrene. De tre sømænd løfter også hovederne, og for et øjeblik stopper deres bekymrede mumlen. Melodien er dem velkendt, og også betydningen, for de er også folk af kysten. Et sted, derude i mørket, sidder Roja også, som et ensomt, såret dyr, forladt af flokken. Han kender melodien, men galskaben flænger hans tanker, han fyldes af raseri, et bundløst, opslugende had, til dem der har efterladt ham der.

Den eneste, der ikke reagerer på sangen er Metulla. Måske er derfor, at de ikke har sunget den i hendes hjemby Irahetavag, måske er det fordi hun er for optaget af at tyde skriftrullens tegn, der står tegnet med Udelviks blod på det forrevne stykke sejl.

Så holde Udelvik inde med sangen. Han går ud i vandet og sætter en lille træfigur ned i vandet. Han har forsøgt at snitte Askeprins ud af et stykke frønnet drivtømmer. Aske fra bålets gløder har farvet den lille figur, men vaskes hurtigt af i det salte vand.

"Far vel, Askeprins. Må vinden og bølgerne føre dig tilbage til dine forfædres kyst."

Roja

Udelvik

Endelig er den lille båd kommet så langt fra kysten at Paponias's mand ikke længere kan sætte efter den. Erkan står stadigvæk fnysende i stavnen med  sin økse, da Udelvik synker udmattet sammen over årerne. Endnu engang har skæbnen rystet terningerne på mest ubarmhjertige vis. Godt nok er de næsten allesammen sluppet fri af Skøgefruens greb, men Darlo ligger et eller andet sted i teltlejren hårdt såret. Hvor Metulla er ved han heller ikke, men hun skal om nogen nok vide at klare sig, og Faikhas med ... nej, Faikhas, det kommer tilbage til Udelvik. Yndlingen fra den fine familie havde ladet sig besnakke af Metulla, og var endt med en kniv i siden i mudderet. Og Roja, godt nok var det en del af planen, men Udelvik brød sig ikke om tanken om at deres ven skulle være alene tilbage i løvens hule. Og hvad fanden skulle de nu gøre. Lardo kunne under ingen omstændigheder være nogen støtte med sin bue, hvor hans ben var blevet skåret op?

"Askeprins, jeg ar svigtet dig" Tanken kunne ikke længere holdes på afstand, og en tåre trillede ned af hans kind. Han ville næsten hellere have skåret dens hals over end lade den blove en af dag længere i fangeskab hos den kælling. 

Men gælder det de levende. Udelvik tørrer snottet af i ærmet og spejder mod den høje klint på den anden side af byen. "På en eller anden, Roja, på en eller anden måde skal vi nok få dig væk i live!"

Paponias

Vores yndlings luder-tæve, Paponias.

Erkan

Roja

”Sådan noget lort”, min arm var brækket og jeg havde en sæk over hovedet. Jeg var igen alene i rummet og kunne lige så godt tale højt med mig selv. Planen var delvis lykkedes. Mine venner slap vidst nok alle væk. Jeg havde i hvert fald ikke kunne se nogen tilbage i gården og mens jeg var der, blev der heller ikke slæbt nogen med tilbage. Bare nu ikke de kom noget til.

Min arm. Den var selvfølgelig ikke en del af planen. Kun to havde fulgt efter mig. ”Jeg skulle have været blevet og dækket deres flugt, skulle jeg”. I stedet hang min arm som en nyttesløs klump kød ned langs siden. Ubrugelig og ukampdygtig. Der var ingen chance for at jeg kunne klatre på det 8 meter høje hus i morgen. Og slet ingen mulighed for at jeg kunne kæmpe mig til det hvis Kryssos kæmpe fk fingre i det før mig. Selv Obaria ville nok være vanskelig at overmande i min nuværende tilstand. De svin af nogle vagter. Havde de ikke fået at vide at jeg ikke måtte komme til skade? Håber han bliver straffet.

Jeg må tænke på fremtiden nu. En dag af gangen. Det er ikek sikkert min fremtid er længer een en dag alligevel. En ting er sikkert. Kalkas, krysso og Parponias skal IKKE have fingre i den nøgle, uanset hvad, der sker. Så vil jeg hellere lade Obaria få den. Men hvis jeg ser mit snit til at få den selv, så tager jeg den, gemmer den i slyngen til min brækkede arm, og kaster ringen ind i huset.

Håber på kaos. Ellers er min chance for at kæmpe mig vej til vandet ikke stor. ”Nej vent. Darlo og Largu dækker mig jo med buerne”. Du er ikke alene Roja. Dine venner er der.

Hvorfor sagde jeg også de forkerte ting. Parponias og hendes mor er umulige og lyve for. De tror ikek et ord af hvad jeg siger fra nu af: Jeg har mistet enhver form for dumhed i deres øjne og de vil være på vagt overfor alle mine bevægegrunde. Så hvorfor ikke læge alle kort på bordet? Sige hvad jeg har brug for? Gift pigge, kravleklør, blændepulver og en ny arm. Jeg skal alligevel dø hvis ikke jeg klare huset og slipper væk. Så hvad mere kan de gøre for at skade mig. Jeg vil kræve at de hjælper mig: Det er også for deres bedste . Jeg vil kræve at få en kæmpe belønning. Så tror de at jeg regner med at leve videre. Og så vil de ikke ane mit forræderi...

Det er det jeg vil. Når blot de snart vender tilbage. Hvor længe skal jeg sidde her i mørket og vente på at blive tilset? Min arm gør faktisk ikke så ondt som jeg troede. Måske det er fordi Darlos gongonger spillede knoglerne bløde? Hvordan var det nu han sang ham sangerlærlingen? ”Dummda dej di dej”, nej ikke sådan. Skidt med det. En slynge og noget der tager smerten. Så skal jeg nok klare den. Mine venner dækker mig. Det har de lovet. Jeg skal bare nå klippekanten, så er jeg i sikkerhed.