Uddrag af 'Solavags krøniker'

'...syv gange skal den store bølge krydse havet, fra det yderste punkt mod Øst til tårnet i Bilva, fem gange skal der blæses i de store horn langs byerne ved havet, 3 tider er der udmålt for Kystens folk, 1 navn skal stå tilbage når røgen fra krigens bål har lagt sig...'

Penneskaftet gled ud af den gamle mands hånd, men han lod det ligge i sandet hvor det var faldet. Den store hund med det gyldne halsbånd kom og satte sig ved hans fod som om den ventede på en befaling.

'Lad det bare ligge, Roja,' hviskede gamlingen og klappede hundens trofaste hoved. 'Jeg får alligevel ikke skrevet mere i dag.

Solen var ved at sænke sig ned i havets skød, og fra stranden genlød aftenen af fiskernes sange mens de ordnede deres net. Gamlingen humpede ind i den lille hytte. I et hjørne stod øksen af steneg, stadigvæk så skarp og rede til strid som for de tredive år siden. Hvad var det byen havde heddet. Primozava? Gamlingen rystede på hovedet og kradsede sig fraværende i den ynkelige hudflap, der gjorde det ud for hans venstre øre. Man sagde, at der stadigvæk ikke var nogen, der havde bosat sig i resterne af det, der engang havde været en driftig by. Krigerslægten, der havde hersket der var glemt, forbandet og forhadt. Det isnede i hans hånd ved de erindringer, der pludselig skyllede frem i ham og han betragtede med et bittert smil de alt for korte skygger der blev kastet fra de to sidste fingre på hans højre hånd.

Den dag i dag huskede han alt for tydeligt skrækken og fortvivlelsen da han vågnede op i Kashis kælder efter det desperate angreb , der blot endnu engang havde bragt ham til grænsen af dødens rige. Men døden var ikke kommet, selv ikke da han havde tryglet om det. Nej. Kalkas tjener havde lugtet til en flig af det røde guld og ville have mere. Udelvik erindrede hvordan han havde ligget hjælpeløs, overladt til alkymistens tjener, den kyndige Kochabas og hans uhyrlige maskiner. Der strittede nåle og slanger ud fra alle dele af hans krop, og på brystet anbragte Kochalbas den skrækindjagende hummerlignende konstrukt, der ved den mindste bevægelse truede med at gennembore hans hals.

Det gøs i Udelvik og han trak den fjerbesatte kappe tættere sammen omkring sig. Det næste stod stadigvæk alt for skarpt i hans bevidsthed. Kalkas havde skåret hans øre af og fortæret med en obskøn glæde. 'Han er mere dyr end menneske, havde Udelvik tænkt, rædselsslagen ved synet af det gustne spyt, der vældede frem fra alkymistens mund og opløste det, der havde været hans øre.

Det eneste, der havde holdt ham i live igennem disse mareridtsagtige episoder var håbet om hans venner. Han kunne ikke regne ud, hvordan, men han vidste, at de ville komme ham til hjælp.

Først meget senere lærte han om sine venners desperate situation. Hvordan Roja var blevet fanget, bragt til doms foran Jeoren og hele krigerslægten, inklusive Kalkas. Oldersiren havde prøvet at tale Rojas sag, men til ingen nytte. Jeoren krævede dødsstraf, og var sikker på at deres nye herre fra Bilva ville stadfæste dette.

Så var Roja blevet sat i forvaring, under bevogtning af fire selvsikre krigersønner med stenegsøkser. Men forsynet og forfædrene havde så sandelig våget over kkrigersønnen fra Solavag, for da han bragte den lille figur, de to piger havde bedt ham opbevare, slog det hans fangevogtere med frygt og mistænksomhed. I deres klodesede raseri fik de væltet fyrfade, ilden fik fat på slægtens egne forfædrebilleder, en af krigerne stak øjet ud på sin ven, men vigtigst af alt, Roja kom fri og fik en økse i hænde.

Men glæden over dette lykketræf skulle vise sig kortvarig, nok fandt Roja tilbage til sine venner og Darlo, der imellemtiden havde opsøgt oldersiren for igennem ham at sende bud til Kalkas om at de ønskede at foretage en udveksling mellem det røde guld og mig. Det blev aftalt at mødet skulle foregå ved gravtårnet. Men da timen oprandt, rystede en uventet udsending mine venner i deres beslutsomhed. For det var hverken alkymisten eller hans lærling, der mødte op til hest. Det var den unge tjenestepige, der havde hjulpet Largu til flugt, og omkring hendes nakke, i et dødeligt favntag, sad den afskyelige maskine Kalkas havde brugt til at uskadeliggøre mig. Hulkende tiggede pigen om guldet, men Darlos tøven blev hendes undergang. I et forsøg på at vinde tid trættede han Kalkas tålmodighed, og pigens hals blev flået op af uhyrets brod.

Det lykkedes vennerne at finde Udelviks udpinte legeme på møddingen, hvor de tidligere havde fundet den døde sangerhund. Men både Roja og Darlo var blevet hårdt såret af det mekaniske dyrs giftige brod. Samtidig genlød skovene omkring os af soldaters råb og hundeglam. En svækket Roja kæmpede sig igennem det iskolde vand med den bevidstløse Udelvik, mens Erkhan nægtede at give afkald på tjenstepigens afsjælede legeme.

Gamlingen vågnede med et sæt. En lyd havde vækket ham fra de mørke erindninger. Tunge skridt på sandet, den sprøde knasen af små musingeskaller under de flettede måtter af marhalm. Hunden kiggede op og gav et lille bjæf da dens navnebroder trådte over tærsklen.

"Hvorfor sidder du og gemmer dig her i dunkelmørket," buldrede krigersønnen, der nu kunne kalde sig overhovedet for Vallarderne. "Lad os knække halsen på en flaske vin og ..." Han blev tavs da han fik øje på øksens slanke form i hjørnet. "Jeg troede jeg havde befalet dig at begrave den økse langt op i bakkerne," mumlede han mellem sammenbidte tænder. "Jeg vil ikke mindes, hvad den er blevet brugt til."

...jep, jeg kom lige til at lave et flashforward igen!

Spil

Her er lidt at tænke over i lyset af de sidste par spilganges katastrofale følger.

Spil med

Hvis der er en mulighed for at inddrage npcére og tale/snyde/lokke/spørger dem, er det en god ide, i stedet for at lade historien afgøres af heldige eller uheldige terningslag. Eks Largu overfor de fastfrosne vagter eller de tilbedende tjenestefolk. Udelvik overfor Alkymisten: nok snak, jeg angriber ham sku.

Vi husker alle Jacobs tidligere Paladin på klippesiden, der tavst lod sig blaste af ikke bare en, ikke to, men tre fireballs før han faldt til jorden.

Intet er ment som en kritik af nogen blot en påmindelse om at de gange det er gået galt er når vi ikke har spillet rollespil, men har spillet regelspil. Desuden er historien sjovere når vi snakker med folk, både når vi gør det godt men også, måske især, når vi dummer os, som Roja gjorde det overfor Parponias.

Stop vores ævl.

Forrige spilgang var katastrofalt fyldt med snik snak og conspiricy thought. Vi må være bedre til at se på det vi rent faktisk ved og ikke gisne og gætte så meget om det vi ikke kan have nogen forudsætning for at vide. Vi brugte to timers spiltid på at planlægge hvad vi ville sige i tilfælde af at den og den teori nu viste sig at være rigtig. Havde det ikke været for Largu/Soham sad vi sikkert stadig og drøftede hvad vi skulle gøre.

Vi skal selvfølgelig ikke handle overilet, men den tunge planlægning er til snigmordet på Kalkas i hans eget slot ikke til forstædernes småbebyggelser. Jeg syntes vi skal til at handle mere i tråd med vores figurers personlighed i stedet for, som jeg har for vane, at prøve at helgardere sig med planer og teorier.

Magi og Spil

Som udgangspunkt syntes jeg at alt skal ske indne for spillet. Hvis vi skal finde ud af noget skal det være gennem handling og samtaler med NPCére. Jeg ser nu at spillet for alle bliver bedre hvis Soham i ny og næ trækker en udenfor og siger lidt om ” nej det kan du altså ikke” og ”Ville det ikke være federe hvis du...” Den slags vejledning, især når det handler om magi, gør historien langt bedre for alle. Soham har en klar plan om verdenen og dens magi. Det tog os lang tid i sidste kampagne at få styr på det og vi er næsten ved at være der i denne her.

Da Lagu fik lidt underhånds info om stolen, syntes jeg egentlig at det var forkert, men det viste sig at være det rigtige. I fremtiden syntes jeg de små bemærkninger og vejledninger skal ske udenfor døren. Så virker det bedst for os andre. Vi kan stadig stille spørgsmål ved sandfærdigheden i en PCérs ideer hvis det er sket i hemmelighed, men hvis Soham har siddet og sagt det med hans lettere belærende ikke spilagtige stemme, så ved vi at det er uomtvistelig fakta og det godtages med det samme som sandhed.

Indkøb og solo.

Tænk over om ethvert lille indkøb af dit og dat er vigtigt for den samlede historie. Hvis Soham har planlagt en episode under indkøb af diverse camping grej, så skal han nok sige til og lade der ske noget. Ellers så siger vi bare hvad vi anskaffer og så er det det.

Håber at I er enige?

Roja på fri fod

”Jeg er fri, jeg er fri, jeg slap fri”, råbte Roja og brød igennem krattet. Han var lige ved at snuble ned i floden. Ved bredden gav han sig tid til at få vejret og overveje sin situation. Forfølgerne havde givet op for lang tid siden, men alligevel havde Roja knoklet videre igennem buskads og krat og sprunget og snublet fra sten til sten lang tid efter den sidste skikkelse forsvandt i hælene på ham.

”Jeg slap fri”, sukkede han og smilet stivnede. ”Men Udelvik og Largu er stadig derinde”. Han tog den lille Zozan statue frem fra halspungen og kyssede den på panden. ”Men jeg skal nok få jer fri, drenge. Det lover jeg”

Han fortsatte langsomt og træt videre langs floden. Tvillingerne måtte være et sted heromkring. Tvillingerne, et ekstra våben, Sharabi og måske Darlo. For Darlo slap væk, det er helt sikkert. ”Ergan”, bare navnet bragte væmmelse frem i munden på Roja. ”Nej; jeg skal ikke give ham skylden”, sagde han højt og rystede på hovedet for at komme tanken til livs. ”Han var bange og uerfaren, havde aldrig prøvet den slags før. Det er min skyld, hvis det er nogens skyld. Det var mig der trak en uprøvet fyr med i kampen, min skyld. Når jeg ser ham igen skal jeg kigge ham i øjnene og lade som om jeg forstår”. Et dyr elle ret eller andet fik Roja til at fare sammen og bevægelsen sendte et stød af smerte op igennem den dårlige arm. Han stak den i bæltet for at forhindre den i at bevæge sig rundt. ”Find tvillingerne Roja. Du kan ikke klare den her alene. Og Darlo. Han kan flyve. Det er for sindssygt det her. Du slap ud i live Roja”.

Roja er alene, svækket og uden våben. Han vil finde tvillingerne eller et hus i bakkerne hvor nogen kan binde hans arm op. Så må han tilbage til byen og finde ud af om sangeren han så på taget, har straffet de skyldige og gjort byen sikker at færdes i for fremmede igen.

Hvis byen stadig er på den anden ende i eftersøgningen på Darlo, så vil han prøve at få arrangeret et møde med Fruen. Hun er til at stole på. "Hun hjalp mig. Hun VED der er noget galt i hendes hus. Hun ved noget og hun kan hjælpe mig med at befri de sidste, hvis ikke sangeren kan".

Ergans tanker

Ergan vender og drejer sig i nattemørket. Tankerne kører rundt og søvnen vil ikke indfinde sig.

Hvor var det jeg valgte forkert, så jeg endte i denne situation ? Jeg havde et godt liv og sikker fremtid med en æret profession jeg var god til. Jeg skulle have ladet den stentræsøkse ligge i højmosen. Bare have kigget den anden vej og glemt alt om det. Jeg vidste endda godt selv at det var uheld, men min forbandede eventyrlyst fik mig på afveje, og siden da er alt gået galt. Jeg har bragt død og ødelæggelse over min mester og hans bror og min familie har måttet flygte. Ingen af de mennesker jeg synes om, har jeg gjort noget godt for. - og nu er jeg skæbnebundet til mine nuværende rejsefæller og det står mig mere og mere klart at de er vanvittige. De er så unge og har så exceptionelle evner og det er gået dem fuldstændigt til hovedet. Largu og Roja er gale på hver sin vis. Drukne på deres egen magt. Helt uden almindelig forsigtighed og en fare for alle deres rejsefæller, både direkte og inddirekte ved det, de fører dem ind i. Udelvik er fornuftig nok, men lader sig trække rundt ved næsen af Roja og Largu. Jeg troede han stod bag mig i forsøget på at binde Largus evner, men så går han pludselig ud og hjælper ham med at frigøre sig, når det er helt tydeligt at intet godt kan komme ud af det. Darlo er den eneste, der har hovedet ordentligt sat på.

Tankerne går til nattens begivenheder. Alt forløb jo fuldstændigt som jeg havde forudsagt. Vi så ganske rigtigt ingen sanger, men gik i stedet direkte ind i en overmagt - og tabte. Det var ikke engang en fælde. Det var bare fordi vi kastede os ud i det UDEN formål, UDEN viden om det sted vi angreb, UDEN viden om de fjender vi stod overfor, UDEN den mindste antydning af en plan og UDEN ydmyghed over for faren.

Og nu er de alle fanger, hvis de da stadig er i live, og det er op til Darlo og mig at befri dem. Jeg burde bare stikke af. Forlade dem, så de kan ligge som de har redt. Men vores skæbner er bundet sammen og jeg lader ikke venner i stikken, uanset hvor meget de fortjener det. I det mindste kan vi tænke os om og lægge en plan før vi skrider til handling denne gang...

- Ergan

Billeder fra Højmosen

Sangernes skæbne

Langsomt bringer vores færd os nærmere Bilva og vort mål. Vi er nu i Primozava, en middelstor by, der samler rejsende fra de mange små dale, og sender dem videre i deres rejse til højvejen og Bilva. Disse dage svulmer byen også af unge, krigslystne mænd, der strømmer til Umbbaernes hus for der at lade sig hverve og træde i Kalkas's tjeneste.

Husene i denne by stræber mod himmelen på fundamenter af sten, og videre op på rigt udskåret træværk med scenerier af krigere og jægere, især Ørnen, der er Krigerslægtens mærke. Det gik dog hurtigt op for os, hvor tæt de nu har knyttet båndet til Blæksprutteherren i Bilva, i det vi så flere bannere, hvor Umbbaernes ørn var blevet indgivet en sort sol med udgående stråler. En sol, kaldte de det, men i vores øjne var det tydeligt en blæksprutte.

Vi tog til takke med at blive indkvarteret i et af de gamle gravtårne i byens udkant, da hele byen strømmer over med rejsende. Grama er stadig svag efter begivenhederne i bjergene, Rojas arm er endnu ikke helet fuldstændigt, og mine ribben volder mig stadigvæk noget smerte. Men planen er den at optræde som følge for en syg købmandsfrue, der agter sig til Bilva. Roja agerer en udemæærket en duknakket bondetamp, der kører vognen og Darlo er den veltalende skriver. Largu, ja han skumler stadigvæk under halssmykkets bånd.

Roja var meget opsat på at finde den unge knægt, hvis søstre havde skåret en træfigur af ham. Derfor ønskede han at opsøge Umbbaerne, vel også for at få et glimt af deres berømte stenøkser. Faktisk så vi, at indgangen til deres prægtige hus, var rammet ind i karme af steneg. Man sagde at familien var begyndt at producere økser af steneg i store mængder til deres herre i Bilva, og således havde kastet al tradition og ære i grams.

Senere på aftenen, efter Darlos forsøg på at købe og skabe sig venner, blev vi kontaktet af en forskræmt Sharabi. I en grøft fandt hun ved et tilfælde liget af en de specielle hunde vi har set i sangernes følge, med fem tæer og trædepuder, der var malet i en turkisblå farve. Gerningsmændene havde begået en uhyrlig men effektiv gerning, flere steder var dyrets mave perforeret af spydsår. Der gik ikke lang tid inden vi havde gisnet om, hvad dette kunne betyde. En død sangerhund måtte på en eller anden måde betyde, at en sanger også var tæt på, givetvis i fangeskab i Umbbaernes kældre, tvunget mod sin vilje til at producere store mængder af stenegsøkser. Vi havde også erfaret, at Mimena, søsteren til Jeroen, den ældste søn i slægten for nylig var blevet gift med en mand fra Bilva ved navn Kharsi!

Brikkerne begyndte at falde på plads, og ansporet af Sharabis ord om, hvor handlekraftige mændene fra hendes egn var, begyndte vi efter nogen diskussion at lægge planer om at trænge ind i villaen. Dette førte så til flere skænderier om, hvorvidt Largu skulle løses fra halsringen. Dette var Ergan naturligvis imod, ligesom han stort set var imod alle andre forslag end om at forholde sig afventende. Udelvik afviste også først tanken om at løse Largu, men overgav sig til sidst, på den betingelse, at Largu lovede at iføre sig smykket når vi havde overstået udfordringen.

Vi fandt en fattig smedefamilie, og lovede ham rigelig betaling mod at bryde ringen. Largu havde lånt Ergans hammer, der var besat med en spids af rødt guld, men der var først da Udelvik lånte sin vilje til handlingen, at der skete noget. Med uhyggelig kraft splintredes ringen, e stort stykke begravede sig i den ulykkelige smeds hals, og kun Udelviks fortvivlede indsats redde hans liv. Dette burde have været et tydeligt varsel om, hvilke uheldsvangre konsekvenser aftenen skulle bringe!

Udelvik skriver til mesteren

Mester Ouvaris,

"endnu engang nedfælder jeg mine tanker vel vidende, at jeg bliver nødt til at kaste brevet på bålet så snart det er færdigt. Vores fjender er om nogensinde stærkere og tættere på os. Men vi føler os også stærkere. Båndet imellem os styrkes ved bevidstheden om den udfordring og den kamp, der ligger foran os. Men i takt med, at det styrkes, bliver svaghederne også tydeligere. Som sædvanligt er det banal grådighed og ærekærhed der er vores største fjender, og stærkest kommer det til udtryk hos Largu. Jeg takker forfædrene for, at Erkhan er kommet ind i vores lille kreds, og med en nytilkommens øjne hurtigtklarlægger bristerne hos os. For der er ingen tvivl om, at vi alle har brister. Blot er det Largu, der længe har nægtet at erkende det. Men nu, med halssmykket om sin hals, lader det til, at han forstå alvoren i det. Og endelig har jeg følt mig tryg ved at genoptage vores fælles træning.
Foståelsen af for den fare hans utæmmede styrke udgør har også fået mig til at spekulere over det bånd , der ligger på mig. Kan det fjernes? Eller ophæves det langsomt i takt med at mine evner udvikler sig og det bliver overflødigt?
I takt med at vores færd endnu engang bringer os til Bilva, og dermed rejsens næste mål, løber varslerne om krig stærkere og stærkere, som bliver det selve vores tilbagekomst der indvarsler krigens udbrud.
Jeg spekulerer mere og mere på, hvad det er vi vil finde hvis vi når frem til vogterens kammer. Det, vi har hørt om de store slag der bragte Vest-riget og Bilva til fald, og den grådige flamme det tændte i så mange andre, får mig til at spekulere på om det ikke er vanvid at åbne den røde port?Sangerne vogtede så nidkært over det af en grund, og nu vakler vi frem, halvt forblindede af frygt og forvirring, uden at kende til andet end flygtige fragmenter af sandheden. Og hele tiden føler jeg den nagende fornemmelse af, at vi bliver ført eller ledt frem, af usynlige hænder, der udnytter vores ungdommelige gåpåmod og ukuelighed.
Måske har Roja ret i sine tanker om, at det kunne være klogt at få Amaranthysserne i tale, for at lære mere om de gamle tider. Det lader heller ikke til, at de, på trods af hvad vi ellers måtte frygte ved dem, endnu har valgt nogen side i striden."

Al den tid Udelvik har siddet og nedfældet sine tanker med den ene hånd, har han i den anden hånd omhyggeligt bearbejdet og formet obsidianskilen fra Rojas våben. Det vil sige, nue er den ikke længere som en kile, men i stedet en glat, sort kugle

Roja rydder op i tankerne

Roja er forvirret.

Alt deres snak om akasha og tidspunkter for dit og dat: Sig det som det er i stedet for at dæk det ind under fine ord!. Det må være fordi de andre kan læse og skrive at de føler det er nødvendigt at blande det hele så meget sammen. Jeg ved en ting helt klart og tydeligt: Kalkas er ond. Han sendte dine demoner mod Solaveg og tog Zozan fra mig. Han angreb plyndrede og nedbrændte vores by og har siden forfulgt os for vores viden og vores nøgle.

Det må snart være på tide at nogen viser den menneskebager hvordan man opfører sig ordentligt.

Vi ved hvor han bor, vi ved hvordan hans palads ser ud og er indrettet, vi har viljen og kræfterne til at gøre det ingen andre tør: stoppe Kalkas. Det er det vi er her for, det er det vi skal. På bunden af havet bag den røde port er der noget; en hemmelighed så magtfuld at sangerne har gjort alt hvad de kunne for at skjule og forhindre nogen i at få adgang til. Men vi skal derned. For dernede ligger vores mulighed for at rense kysten og riget for folk som Krysso og Kalkas, Parponias og Largu...øh jeg mener Den Gale Hund selvfølgelig.

Men en ting jeg tror vi har glemt i løbet af vores flugt og dueller og snestorme og gamle dragter. Hvem er sangerne egentlig? Vi har hørt at nogle af dem ligger i store kar og sover på en ø langt ude i havet, når de altså ikke vandre rundt og håndhæver deres egen lov. Vi må grave dybere i historien fra det gamle riges fald for at finde ud af mere om hvem de er og dermed også hvorfor de vogter så nidkært over en hemmelighed, som vi er godt i gang med at afdække. Gør vi sangerne til vores fjender ved at åbne den røde port? Gør vi Kalkas og Krysso en bjørnetjeneste?

De eneste der stadig ved noget om dagene før rigernes undergang og som stadig tilstede er Amerantyserne. Måske vi skulle snakke alvorligt med dem?

Tegninger

Billederne viser darlo i hans nye dragt, når den er spændt rigtigt på, og hunden, der reddede os i snestormen og skjulte os for forfølgerne...