Sangernes skæbne

Langsomt bringer vores færd os nærmere Bilva og vort mål. Vi er nu i Primozava, en middelstor by, der samler rejsende fra de mange små dale, og sender dem videre i deres rejse til højvejen og Bilva. Disse dage svulmer byen også af unge, krigslystne mænd, der strømmer til Umbbaernes hus for der at lade sig hverve og træde i Kalkas's tjeneste.

Husene i denne by stræber mod himmelen på fundamenter af sten, og videre op på rigt udskåret træværk med scenerier af krigere og jægere, især Ørnen, der er Krigerslægtens mærke. Det gik dog hurtigt op for os, hvor tæt de nu har knyttet båndet til Blæksprutteherren i Bilva, i det vi så flere bannere, hvor Umbbaernes ørn var blevet indgivet en sort sol med udgående stråler. En sol, kaldte de det, men i vores øjne var det tydeligt en blæksprutte.

Vi tog til takke med at blive indkvarteret i et af de gamle gravtårne i byens udkant, da hele byen strømmer over med rejsende. Grama er stadig svag efter begivenhederne i bjergene, Rojas arm er endnu ikke helet fuldstændigt, og mine ribben volder mig stadigvæk noget smerte. Men planen er den at optræde som følge for en syg købmandsfrue, der agter sig til Bilva. Roja agerer en udemæærket en duknakket bondetamp, der kører vognen og Darlo er den veltalende skriver. Largu, ja han skumler stadigvæk under halssmykkets bånd.

Roja var meget opsat på at finde den unge knægt, hvis søstre havde skåret en træfigur af ham. Derfor ønskede han at opsøge Umbbaerne, vel også for at få et glimt af deres berømte stenøkser. Faktisk så vi, at indgangen til deres prægtige hus, var rammet ind i karme af steneg. Man sagde at familien var begyndt at producere økser af steneg i store mængder til deres herre i Bilva, og således havde kastet al tradition og ære i grams.

Senere på aftenen, efter Darlos forsøg på at købe og skabe sig venner, blev vi kontaktet af en forskræmt Sharabi. I en grøft fandt hun ved et tilfælde liget af en de specielle hunde vi har set i sangernes følge, med fem tæer og trædepuder, der var malet i en turkisblå farve. Gerningsmændene havde begået en uhyrlig men effektiv gerning, flere steder var dyrets mave perforeret af spydsår. Der gik ikke lang tid inden vi havde gisnet om, hvad dette kunne betyde. En død sangerhund måtte på en eller anden måde betyde, at en sanger også var tæt på, givetvis i fangeskab i Umbbaernes kældre, tvunget mod sin vilje til at producere store mængder af stenegsøkser. Vi havde også erfaret, at Mimena, søsteren til Jeroen, den ældste søn i slægten for nylig var blevet gift med en mand fra Bilva ved navn Kharsi!

Brikkerne begyndte at falde på plads, og ansporet af Sharabis ord om, hvor handlekraftige mændene fra hendes egn var, begyndte vi efter nogen diskussion at lægge planer om at trænge ind i villaen. Dette førte så til flere skænderier om, hvorvidt Largu skulle løses fra halsringen. Dette var Ergan naturligvis imod, ligesom han stort set var imod alle andre forslag end om at forholde sig afventende. Udelvik afviste også først tanken om at løse Largu, men overgav sig til sidst, på den betingelse, at Largu lovede at iføre sig smykket når vi havde overstået udfordringen.

Vi fandt en fattig smedefamilie, og lovede ham rigelig betaling mod at bryde ringen. Largu havde lånt Ergans hammer, der var besat med en spids af rødt guld, men der var først da Udelvik lånte sin vilje til handlingen, at der skete noget. Med uhyggelig kraft splintredes ringen, e stort stykke begravede sig i den ulykkelige smeds hals, og kun Udelviks fortvivlede indsats redde hans liv. Dette burde have været et tydeligt varsel om, hvilke uheldsvangre konsekvenser aftenen skulle bringe!