Udelvik skriver til mesteren

Mester Ouvaris,

"endnu engang nedfælder jeg mine tanker vel vidende, at jeg bliver nødt til at kaste brevet på bålet så snart det er færdigt. Vores fjender er om nogensinde stærkere og tættere på os. Men vi føler os også stærkere. Båndet imellem os styrkes ved bevidstheden om den udfordring og den kamp, der ligger foran os. Men i takt med, at det styrkes, bliver svaghederne også tydeligere. Som sædvanligt er det banal grådighed og ærekærhed der er vores største fjender, og stærkest kommer det til udtryk hos Largu. Jeg takker forfædrene for, at Erkhan er kommet ind i vores lille kreds, og med en nytilkommens øjne hurtigtklarlægger bristerne hos os. For der er ingen tvivl om, at vi alle har brister. Blot er det Largu, der længe har nægtet at erkende det. Men nu, med halssmykket om sin hals, lader det til, at han forstå alvoren i det. Og endelig har jeg følt mig tryg ved at genoptage vores fælles træning.
Foståelsen af for den fare hans utæmmede styrke udgør har også fået mig til at spekulere over det bånd , der ligger på mig. Kan det fjernes? Eller ophæves det langsomt i takt med at mine evner udvikler sig og det bliver overflødigt?
I takt med at vores færd endnu engang bringer os til Bilva, og dermed rejsens næste mål, løber varslerne om krig stærkere og stærkere, som bliver det selve vores tilbagekomst der indvarsler krigens udbrud.
Jeg spekulerer mere og mere på, hvad det er vi vil finde hvis vi når frem til vogterens kammer. Det, vi har hørt om de store slag der bragte Vest-riget og Bilva til fald, og den grådige flamme det tændte i så mange andre, får mig til at spekulere på om det ikke er vanvid at åbne den røde port?Sangerne vogtede så nidkært over det af en grund, og nu vakler vi frem, halvt forblindede af frygt og forvirring, uden at kende til andet end flygtige fragmenter af sandheden. Og hele tiden føler jeg den nagende fornemmelse af, at vi bliver ført eller ledt frem, af usynlige hænder, der udnytter vores ungdommelige gåpåmod og ukuelighed.
Måske har Roja ret i sine tanker om, at det kunne være klogt at få Amaranthysserne i tale, for at lære mere om de gamle tider. Det lader heller ikke til, at de, på trods af hvad vi ellers måtte frygte ved dem, endnu har valgt nogen side i striden."

Al den tid Udelvik har siddet og nedfældet sine tanker med den ene hånd, har han i den anden hånd omhyggeligt bearbejdet og formet obsidianskilen fra Rojas våben. Det vil sige, nue er den ikke længere som en kile, men i stedet en glat, sort kugle