En dristig plan

Baldrian har slebet Andraneya slægtens sværd til det kan spalte et hår på langs. Nu sidder han med benene over kors og sværdet lagt på et stykke blødt skind foran sig og olierer sværdet grundigt. Kulden bider om aftenen her i fodbjergene, selvom bålet blusser lystigt. Baldrian er fuldt ud indforstået med planen. For en gangs skyld er gruppen enige og har virkelig fundet på en krigslist som kan overrumple fjenden. I særdeleshed da kogleren i bjergene slet ikke ved, at de kommer. Men derfor er følelsen af at pakke våben og rustninger ned for at opsøge faren stort set ubevæbnet alligevel uvant.

Sværdet er olieret nu, og skal nok kunne klare lang tid i fugtigt vejr. Han rejser sig og går over til vognen og lægger det forsigtigt til rette. Arbalesten er for længst skilt ad og pakket ned i vognen. Baldrians nymalede skjold samt hans hjelm og andre våben er også stuvet godt sammen. Røgen fra den lille klynge af lejrbål stiger mod himlen i den frostklare nat og lyden af latter og terningspil fra vagternes bål giver ekko fra bjergsiden overfor.

De sidste dage er fløjet afsted. Begivenhederne følger hinanden i en takt så Baldrian har svært ved at følge med. Fra han og Gregos sad i Crimas gård med Arbalesten spændt og ventede på Kalkas‘ nekromantiske håndlanger og hans uvæsner og til dette er der kun gået knap en uge.

Baldrian skutter sig. Han får kuldegysninger når han tænker tilbage på det afskyelige uvæsen, der landede på taget af Crimas gård den nat. Som syet sammen af dele af døde mennesker, der først var bagt eller stegt. Der stod en fæl dunst fra væsenet og det bevægede sig anderledes end noget, han havde set før. Tre af disse væsner kom med gravkogleren. En angreb Crimas gård, en angreb stalden og den tredje blev med kogleren udenfor.

Inde i stuehuset begyndte kampen skidt. Baldrian tabte bolten af Arbalesten lige i affyringen og slog hånden slemt så udyret kom uhindret ned gennem taget. Lykkeligvis for udfaldet kom der hjælp fra en uventet kant. Eller: hjælpens styrke og natur var i hvert fald uventet. Sangerhunden, som ledsagede Crimas datter, skiftede form til en blå, lysende øgle eller drage med en skinnende juvel i panden. Udyret vendte sig mod denne øgle og den gjorde kort proces med det.

Udenfor havde Largu, Darlo og Arno større problemer. Gravkogleren kunne trække sig sammen og skjule sig. Både hans klædedragt og hans våben var lavet af mennesker hud, hår og ben. Det lykkedes dog Darlo at sætte en pil i ham og mens Arno stred mod udyret og Largu udfordrede kogleren i essensen kom Darlo frem bag ham og slog en ring af rødgul om hans hals, hvilket låste hans essens fast. Derefter faldt hans udyr livløse sammen og kogleren var gruppens fange.

Det viste sig at han tjente Kalkas og havde opholdt sig i mange måner i ruinerne af Solavaag hvor han havde samlet skatte og skabt sine udyr, - men også ledt efter Largu og Darlo. Det var altså ganske rigtigt at han kom til Crimas gård fordi han søgte Baldrians venner. Efter en vis diskussion blev gruppen enige om at vi ikke havde retten til at tage koglerens liv og det blev afgjort at han kunne blive holdt fanget på Crimas gård, hvor sangerhunden (eller ånden, forklædt som sangerhund) kunne vogte over ham. Samme nat talte de med denne ånd, som fortalte at han var sendt for at passe på Crimas datter. ikke kun på grund af hendes evner men også på grund af et giftermål, der var forudsagt for hende.

Næste morgen forlod Baldrian og hans frænder Crimas gård hvor alle folkene tog afsked som de bedste venner. Crima ville sende hurtige ryttere til Solavaag for at finde skattene til folket på egnen før rygtet om at dødskogleren var borte skulle sprede sig. Derefter gik det lynhurtigt tilbage mod Barnavarsi.

Baldrian og gruppen fik foretræde for Ushi og fortalte en historie om at de havde opsøgt Solavaag men var blevet tvunget til at flygte på grund af svøben. En afhugget arm fra et af udyrerne tjente som bevis. Alt gik bedre end forventet og på Baldrians bøn om at måtte ledsage en fangetransport op til kogleren Angiras og det, som gruppen efterhånden var sikre på måtte være en af de uhellige ovne. Altså gik det straks videre mod passet og en uvis skæbne. Dog tilbød Ushi under audiensen Baldrian en skål, som han følte sig nødsaget til at tage imod. Det er højst sandsynligt at denne skål indeholdt en langsomt virkende gift med det formål at holde kontrol med Baldrian via. en eller anden modgift.

Og nu står Baldrian her i natten som en del af fangetransporten og forbereder sig på at udføre den dristige, men virkeligt snedige og overrumplende plan, som Arno har udkastet. Det var hurtigt blevet klart at fangerne var velbevogtede af en stor gruppe af rutinerede lejesoldater. Både lokale og folk fra Gula og Vestera og andre steder. I stedet for at forsøge at overmande vagterne vil Baldrian og hans fæller bytte plads med de 5 fanger i en af vognene. De 5 fanger kan flygte om natten med gruppens vogn og eftersom det bare ligner at det er Baldrian med følge, der har forladt karavanen, vil vagterne sikkert ikke sætte efter. Måske Darlo, Largu eller Arno kender til måder at sløre blikke så gruppen ligner fanger mere, - men ellers bare pakket godt ind i fangernes tøj mod vinterkulden bør der være en god chance.

Baldrian beder en stille bøn om beskyttelse før han lægger Andraneya-slægtens forfaderfigur ned i vognen. Snart er der ingen vej tilbage.