Blod skal betales med blod, men hver ting ting til sin tid

Sarbian sidder og stirrer ind i de sidste ulmende gløder. Rundt omkring ham er den lille lejr ved at vende tilbage til en form for ro. Det sitrer i den sorte arm, 'brug mig', hvisker den nærmest, som et lille barn der prøver at få opmærksomhed. Men Sarbian ænser den ikke. I stedet har han lagt det amukiske kortsværd i skødet, og vender det en gang imellem så det fanger glødernes skær.
Elias skal bøde for sin forbrydelse mod slægten. Ingen tvivl om det, men så længe han nærer hævntørsten i sit bryst vil han blive et alt for nemt offer for Avetaren. Han må skyde det bort for nu. Med kortsværdet skærer han en flænge i håndfladen, klemmer den sammen, og lader de røde dråber falde på klingen. Der lyder en hidsig syden fra gløderne da et par dråber blod danser på dem. Sarbian støder den blodige klinge ind i asken. "Blod og Aske, Saraswati Skyggemoder, vær mit vidne på at intet skal blive glemt. Slægtens blod skriger på satisfaktion. Men først nå pligten er udført, det værk Elegia gav sit liv for at det skulle fuldbringes!"
sarbian rejser sig fra bålet, vikler en klud om hånden og skridter over mod Weldor, der kaster lange blikke mod vognen og kassen der rummer hans nyfundne rustning. I sit bryst mærker Sarbian, at skylden er så stor, at Elias ikke kan bære den alene. Noget af ansvaret må også bæres af Guldhånden, om ikke andet så fordi han med Elias og uden de andres samtykke har drøftet sager med så alvorlige konsekvenser, især efter han selv havde bandet over Soriannasønnens upålidelighed. Det er tid til at tale med Aromir og Sessep, der må gøres status over situationen