Itemhunter!

Det var aften.
Solen var lige gået ned bag hustagene og Aromir og Sesep kom tilbage fra aftenmesse i tempelrummet. De åbnede døren ind til Weldors store kammer.
"Luk døren Arimor; Sesep. Sæt jer end, vi skal lige snakke sammen" Weldors sad i den store stol for enden af bordet. han gestikulerede til to tomme stole langs siden. Elias og Sarbien sad allerede ned og bag Weldor stod Vares, som en massiv skygge af sin Herre.
Aromir kastede et hurtigt blik på bordet, der var dækket af rustninger og våben, reb og andre lignede instrumenter, som Weldor i tidens løb havde øvet sig i at slå ihjel med. Aromir havde aldrig rigtigt forstået hvorfor Weldor gad øve sig i at kæmpe med et reb med en sten i enden, når man kunne bruge et sværd. Og det med træstokkene, det var bare for dumt. En træstok er et våben for en bonderøv...eller for Algyspræsten, tænkte Aromir og satte sig ned. Weldor rømmede sig:
"Folkens; jeg har tænkt længe over det, og vi har et problem", han tav, men eftersom ingen spurgte hvad problemet var, fortsatte han igen. "Jeg har lagt alt frem hvad vi har af udstyr til den mission vi nu skal ud på, og for at sige det mildt, er vi kraftigt underudrustede. Hvis vi ikke regner skjolde har vi kun nok til at fuldt udruste 2 af os. Det er ganske simpelt ikke godt nok. Vi skal skaffe os noget mere og det bliver ikke let i disse krigstider". Sarbien afbrød ved at lægge piben på bordet også, men hans sorte hånd fjumrede og han skubbede en rulle reb ned,d er trak et sværd og en kniv med sig med et rabalder.
"Undskyld, Weldor fortsæt", sagde han mens han samlede tingene op.
""Folkens; det vi skal ud på nu anseer jeg for den farligste og muligvis den mest afgørende mission vi som kumpaner udføre sammen. Det vi skal igennem udmønter sig i direkte landsforræderi og den chance Bereus har givet os, er en jeg har ventet på i tre år nu. En mulighed for at slå til mod Avetarene og deres kram på Kongen. Vi kommer til at udføre den største dåd for rigets fremtid og ingen vil vide at det er os, der er hånden, der vendte det hele...Sådan må det være", Weldors øjne så næsten våde ud i lyset fra fyrkaret, men hans stemme var stadig hård. "Elias og jeg har kigget på det vi har at tage med og det går simpelt hen ikke. Som i ved, nævnte jeg for Bereus at vi manglede nogle ting og han gav os mere eller mindre lov til at skaffe det vi skal bruge selv. Her mener jeg at vi bør tage hvad vi har brug for hos dem vi ved ligger inde med sager af ekstraordiner fabrikation jeg kan se du undre dig Aromir, Det betyder at det er ting, der er lavet ordentligt. Ting som Avetarens videnskabsmænd ikke kan opløse eller manipulere med. Så det jeg vil bede jer om nu er at tænke godt og grundigt over hvor og hos hvem der er våben og udstyr vi kunne få brug for på rejsen." Aromir rømmede sig og rettede sig op i stolen, men Weldor afbrød ham inden han kunne nå at tale:
"Nej ikke ringen Aromir. Prøv at tænke på noget andet". Aromir sank sammen i stole igen.
"Hvad med Shoshonierne? de har Orberne?" foreslog Sarbien.
"Jeg skal ikke flyve i nogen Menakshi-maskine!", Elias rejste sig så stolen væltede bag sig.
""Dur ikke", svarede Weldor. "Bereus har udtrykkeligt bedt os holde os fra Shonierne. Men jeg har et andet foreslag, sommåske kan sætte jeres tanker igang. Vi har Kaptajnrang, vi har en allieret i blomsternes gade; i ved Juveleren. Vi har en form for fjende i den anden Blomsterboss. Hvad med om vi aflagde ham et visit? Vi er der selvfølgelig for at jagte en Menakshi. Det er jo vores job, og hvem ved om vi ikke finder noget at konfiskere undervejs...Ting, der er mærket af uhellige hænder?" Aromir smilede, Elias så skeptisk ud. "Hvis ikke det giver pote,s å vil jeg bede min moder om at tage fra hendes nye husstand. Det kan godt være jeg har lovet ikek at røre Wemma, men jeg har ved de 12 aldrig lovet at lade hans ting ligge, og som jeg ser det, så skylder han mig adskilllige sværd i bytte fra det han selv stjal fra mig". Weldor slog i bordet og ragte ud efter den hvide kniv, der havde ligget foran ham under hele seancen: Han stak den ind under trøjen og bandt løkken om halsen og ind under armen. "Tænk over hvad i manglerog hvor vi skal hente det, så mødes vi her når alle sover og lægger en plan. Imens vil jeg snakke lidt med min kone om hvor nogle af nøglerne mon passer", for anden gang i dag lod Aromir mærke til at Weldor smilede. Ikke et varmt smil, for det var fortrukket af arrene i hans venstre side af ansigtet, men dog et smil. "Jeg håber", grinede Weldor. "At en af nøglerne passer til Ziprunas bagdør"