Udelvik

Endelig er den lille båd kommet så langt fra kysten at Paponias's mand ikke længere kan sætte efter den. Erkan står stadigvæk fnysende i stavnen med  sin økse, da Udelvik synker udmattet sammen over årerne. Endnu engang har skæbnen rystet terningerne på mest ubarmhjertige vis. Godt nok er de næsten allesammen sluppet fri af Skøgefruens greb, men Darlo ligger et eller andet sted i teltlejren hårdt såret. Hvor Metulla er ved han heller ikke, men hun skal om nogen nok vide at klare sig, og Faikhas med ... nej, Faikhas, det kommer tilbage til Udelvik. Yndlingen fra den fine familie havde ladet sig besnakke af Metulla, og var endt med en kniv i siden i mudderet. Og Roja, godt nok var det en del af planen, men Udelvik brød sig ikke om tanken om at deres ven skulle være alene tilbage i løvens hule. Og hvad fanden skulle de nu gøre. Lardo kunne under ingen omstændigheder være nogen støtte med sin bue, hvor hans ben var blevet skåret op?

"Askeprins, jeg ar svigtet dig" Tanken kunne ikke længere holdes på afstand, og en tåre trillede ned af hans kind. Han ville næsten hellere have skåret dens hals over end lade den blove en af dag længere i fangeskab hos den kælling. 

Men gælder det de levende. Udelvik tørrer snottet af i ærmet og spejder mod den høje klint på den anden side af byen. "På en eller anden, Roja, på en eller anden måde skal vi nok få dig væk i live!"