Uddrag af 'Solavags krøniker'

'...syv gange skal den store bølge krydse havet, fra det yderste punkt mod Øst til tårnet i Bilva, fem gange skal der blæses i de store horn langs byerne ved havet, 3 tider er der udmålt for Kystens folk, 1 navn skal stå tilbage når røgen fra krigens bål har lagt sig...'

Penneskaftet gled ud af den gamle mands hånd, men han lod det ligge i sandet hvor det var faldet. Den store hund med det gyldne halsbånd kom og satte sig ved hans fod som om den ventede på en befaling.

'Lad det bare ligge, Roja,' hviskede gamlingen og klappede hundens trofaste hoved. 'Jeg får alligevel ikke skrevet mere i dag.

Solen var ved at sænke sig ned i havets skød, og fra stranden genlød aftenen af fiskernes sange mens de ordnede deres net. Gamlingen humpede ind i den lille hytte. I et hjørne stod øksen af steneg, stadigvæk så skarp og rede til strid som for de tredive år siden. Hvad var det byen havde heddet. Primozava? Gamlingen rystede på hovedet og kradsede sig fraværende i den ynkelige hudflap, der gjorde det ud for hans venstre øre. Man sagde, at der stadigvæk ikke var nogen, der havde bosat sig i resterne af det, der engang havde været en driftig by. Krigerslægten, der havde hersket der var glemt, forbandet og forhadt. Det isnede i hans hånd ved de erindringer, der pludselig skyllede frem i ham og han betragtede med et bittert smil de alt for korte skygger der blev kastet fra de to sidste fingre på hans højre hånd.

Den dag i dag huskede han alt for tydeligt skrækken og fortvivlelsen da han vågnede op i Kashis kælder efter det desperate angreb , der blot endnu engang havde bragt ham til grænsen af dødens rige. Men døden var ikke kommet, selv ikke da han havde tryglet om det. Nej. Kalkas tjener havde lugtet til en flig af det røde guld og ville have mere. Udelvik erindrede hvordan han havde ligget hjælpeløs, overladt til alkymistens tjener, den kyndige Kochabas og hans uhyrlige maskiner. Der strittede nåle og slanger ud fra alle dele af hans krop, og på brystet anbragte Kochalbas den skrækindjagende hummerlignende konstrukt, der ved den mindste bevægelse truede med at gennembore hans hals.

Det gøs i Udelvik og han trak den fjerbesatte kappe tættere sammen omkring sig. Det næste stod stadigvæk alt for skarpt i hans bevidsthed. Kalkas havde skåret hans øre af og fortæret med en obskøn glæde. 'Han er mere dyr end menneske, havde Udelvik tænkt, rædselsslagen ved synet af det gustne spyt, der vældede frem fra alkymistens mund og opløste det, der havde været hans øre.

Det eneste, der havde holdt ham i live igennem disse mareridtsagtige episoder var håbet om hans venner. Han kunne ikke regne ud, hvordan, men han vidste, at de ville komme ham til hjælp.

Først meget senere lærte han om sine venners desperate situation. Hvordan Roja var blevet fanget, bragt til doms foran Jeoren og hele krigerslægten, inklusive Kalkas. Oldersiren havde prøvet at tale Rojas sag, men til ingen nytte. Jeoren krævede dødsstraf, og var sikker på at deres nye herre fra Bilva ville stadfæste dette.

Så var Roja blevet sat i forvaring, under bevogtning af fire selvsikre krigersønner med stenegsøkser. Men forsynet og forfædrene havde så sandelig våget over kkrigersønnen fra Solavag, for da han bragte den lille figur, de to piger havde bedt ham opbevare, slog det hans fangevogtere med frygt og mistænksomhed. I deres klodesede raseri fik de væltet fyrfade, ilden fik fat på slægtens egne forfædrebilleder, en af krigerne stak øjet ud på sin ven, men vigtigst af alt, Roja kom fri og fik en økse i hænde.

Men glæden over dette lykketræf skulle vise sig kortvarig, nok fandt Roja tilbage til sine venner og Darlo, der imellemtiden havde opsøgt oldersiren for igennem ham at sende bud til Kalkas om at de ønskede at foretage en udveksling mellem det røde guld og mig. Det blev aftalt at mødet skulle foregå ved gravtårnet. Men da timen oprandt, rystede en uventet udsending mine venner i deres beslutsomhed. For det var hverken alkymisten eller hans lærling, der mødte op til hest. Det var den unge tjenestepige, der havde hjulpet Largu til flugt, og omkring hendes nakke, i et dødeligt favntag, sad den afskyelige maskine Kalkas havde brugt til at uskadeliggøre mig. Hulkende tiggede pigen om guldet, men Darlos tøven blev hendes undergang. I et forsøg på at vinde tid trættede han Kalkas tålmodighed, og pigens hals blev flået op af uhyrets brod.

Det lykkedes vennerne at finde Udelviks udpinte legeme på møddingen, hvor de tidligere havde fundet den døde sangerhund. Men både Roja og Darlo var blevet hårdt såret af det mekaniske dyrs giftige brod. Samtidig genlød skovene omkring os af soldaters råb og hundeglam. En svækket Roja kæmpede sig igennem det iskolde vand med den bevidstløse Udelvik, mens Erkhan nægtede at give afkald på tjenstepigens afsjælede legeme.

Gamlingen vågnede med et sæt. En lyd havde vækket ham fra de mørke erindninger. Tunge skridt på sandet, den sprøde knasen af små musingeskaller under de flettede måtter af marhalm. Hunden kiggede op og gav et lille bjæf da dens navnebroder trådte over tærsklen.

"Hvorfor sidder du og gemmer dig her i dunkelmørket," buldrede krigersønnen, der nu kunne kalde sig overhovedet for Vallarderne. "Lad os knække halsen på en flaske vin og ..." Han blev tavs da han fik øje på øksens slanke form i hjørnet. "Jeg troede jeg havde befalet dig at begrave den økse langt op i bakkerne," mumlede han mellem sammenbidte tænder. "Jeg vil ikke mindes, hvad den er blevet brugt til."

...jep, jeg kom lige til at lave et flashforward igen!