Efrona

Tæsk og regnvejr

"En fadøl...i en fart", brummede Roja og sank sammen over disken. Han var gået ind på havneknejpen Madammen, og bag disken stod hun selv, i egen høje eller fedladne person, om man ville. En kvinde hvor brysterne hang hende ned på maven og hvor vorterne kunne ses ud igennem siderne på hendes undertrøje. 

"Du lyder som en kystboer", spurgte manden ved siden af med en kæk stemme. 

""Hmn...", Roja tilbød ham ikke noget svar, men bundede sin øl da den kom.

"UUhhuuu", grinede manden. "Der er godt nok synk i den store skude her; hvad drenge?" Mandens fire venner kom op på siden af Roja og den ene klappede ham på ryggen. 

"Du skal ikke røre mig igen", sagde Roja. "Jeg er sur og vil godt være i fred".

"Uha da da" , klukkede manden, der havde klappet Roja på ryggen, og holdt hænderne op i en afværgende gestus. "I må hellere passe på drenge. Han siger han er sur. Måske han...", retsen af ordene forsvandt i en knasende lyd da Rojas albuespids brækked emandens næse og blodet stod ud i en stråle fra et sidevendt næsebord. manden ved siden af missede med øjnene da de blodige dråber ramte hans ansigt og Roja knuste sit krus i hans fjæs. Med et brøl kastede hans sig over ham, der først havde tiltalt ham. Alt hvad Kryssos kampmester havde lært ham var glemt. Hans tænder snappede efter en mands ansigt, pludselig havd ehan en håndful hår i den ene næve, en stol splintrede mod baghovedet, gulvet ramte ham i ansigtet. 

"Ikke her inde i møghoveder. Hvis i skal slås er det ude bagved", skreg en kvindestemme og med et var der kold vind og regn i Rojas ansigt. Mens spark og slag haglede ned over ham tænkte Roja på Udelviks ord. "Du har aldrig haft en ven". Det var sandt nok. Men med en stor familie behøver man ikke venner. Familien støttede hinanden. De var ens venner...og nu var Waltaherne væk. Udelvik, Largu, ja selv Darlo var hans familie nu. Hans venner, havde Roja troet, men den tanke, det håb, havde Udelviks ord smadret med den ene sætning.

Et spark i nyren fik prikker af smerte til at danse for hans øjne. Roja bed tænderne sammen og holdt vejret. Der var ikke meget styrke eller gåpåmod i deres slag længere. Han kunne høre dem gå deres vej. Tankerne vendte tilbage. 

De tre drenge, der sikkert sad hjemem i varmen på hotelværelset nu og bagtalte ham, var hans eneste familie. Det var dem han skulle forsvare, de var hans familie nu. 

"Hvad laver du så her Roja", sagde han højt og prøvede at rejse sig, men hænderne ville ikke som han ville, og han sank sammen i gyden igen. "De er sikkert også ligeglade med mig" sukkede han: Han havde slået Udelvik, havde han ikke? De var sikkert sure som en bjergånd over det der var sket. Og de holdt helt sikkert alle sammen med udelvik og hans åndsvage ed. Så faldt en skygge ned over ham i gyden og en skikkelse satte sig ved siden af ham.

"Er det dig Roja, Hvad har du lavet?"

Roja løftede hovedet og smilede så meget som den flækkede læbe tillod. 

"Darlo", grinede han. "Du er min ven Darlo. Jeg vil godt hjem nu".

Splid i gruppen

Udelvik kan ikke huske at han før har følt så meget smerte. Hele hans kranie føles som om det er ved at flække, og den løse tand bliver han vel selv nødt til at hive ud, hvis han skal gøre sig håb om at spise fast føde igen. Men det værste er ikke sårene, de skal nok hele. Det værste er tanken om Askeprins i hænderne på den forbandede heks. Og så at vide at Roja havde ret. Selvfølgelig havde det været meget mere vist at gøre gode miner til slet spil. At lade som ingen ting, og langsomt nærme sig målet. Men da han stod der i situationen havde ikke kunne gøre andet, han tænkte kun på at se Askeprins. Og havde han haft Kurgan-Novik med havde slangens tænder siddet i konens hals inden aftnen var omme!

Nej, hvad ville Ouvari ikke sige! Giftmord og hævngerrighed strider imod alt hvad mesteren havde lært ham. Udelvik ryster på hovedet og bøjer sig igen over pergamentet. Det bedste han kan gøre nu er at få tegnet den saddel. Og så forsøge at komme på god fod med Roja igen. Hvis da bare Darlo kan finde ham

-Udelvik

Largu's kamp

Stien snoede sig stejlt op mellem klipperne og den tørre lave bevoksning, der fandt ly fra den ubarmhjertige sol, og de stærke vinde, under de store knoglede og ældgamle træer. Kun de allerstærkest, og ældste træer formåede at finde fodfæste her i højlandet, hvor det meste dyreliv søgte længere ned i lavlandet. Storbyen Efrona kunne stadig ses i horisonten. Selv sent på natten, hvor de fleste af indbyggerne var gået til ro satte den mægtige by sit præg på omgivelserne. Lyset fra byen flakkede over himlen. Træer, buske og klipper blev badet i det orange skær fra byen. Ja, selv statuerne af Storkongerne fra fordums tid undgik ikke lyset fra byen. For en nyankommen til Efrona ville dette sceneri sikkert virke uhyggeligt, og alt andet end gæstfrit. Men for Roya, Udelvik, Darlo og Largu var lyset fra byen en hjælp til at finde fodfæste op af den stejle og knoldede sti. Udelvik havde da også tørt kommenteret ironien i, at den by de flygtede fra på en måde syntes at hjælpe dem på vej.

Largu gispede for hvert skridt. ”Roya! Jeg.... kan.... ikke mere.”. Tårene stømmede ned af Largus kinder. Det var kun Darlos støttende arm der holdt ham oprejst.”Videre, Largu. Vi skal meget længere væk fra byen for jeg tør sætte lejr. Hvem ved, hvad eller hvem der er efter os.” Royas stemme var bestemt, og han skubbede Darlo og Largu hårdt i ryggen for at få dem til at sætte tempoet op. ”Blot lidt længere, Largu.” Darlos stemme var mere opmuntrende. ” Han tog Largus arm om skulderen og løftede derved næsten Largu afsted.

Largus hoved summede som en bikube. Han følte det som om hele hans kranie var ved at sprænges. Blodet pumpede hastigt rundt i kroppen, men uden at give ham den energi og det overskud som det normalt ville. Istedet virkede det som om kræfterne stadig rasede i hans krop. Som om de ikke ville finde hvile. Missionen om at få Darlo fri fra Osikryssos’ fængsel var lykkedes, men ikke helt så glat som de havde håbet på. Soldaten de havde overrumplet i sit kammer lå død. Og det var Largus skyld. Han kunne stadig mærke hvordan soldatens overarm og kraveben gav efter for den flod af essens, der forenet, og forstærket, med den ringende lyd fra klokken, slog som en hammer mod en armbolt. Han havde mærket hvordan soldatens knogler, på grund af det store pres, havde revet muskler, sener og blodårer over. Han havde mærket soldatens puls stige. Hvordan hjerterytmen steg ukontrollabelt. Hvordan soldatens krop havde udløst store mængder adrenalin for at modstå et blackout. Men intet havde det nyttet. Largus angreb var for stærkt. Soldatens krop måtte give op, og Largu havde følt det hele; Overraskelsen, smerten og fortvivlelsen. Og ikke mindst, den sidste modvillige accept da soldatens liv randt ud. Hvordan kunne Roya dog sammenligne det sanselige bombardement med at stikke en mand med sit sværd. Det store krigeriske drog forstod sig ikke på mange ting, og da slet ikke troldom.

Largu kneb øjnene hårdt sammen ved tanken og lod sig føre an af Darlo og kun han kunne høre ordene der slap ud mellem Largus stille hulken.”Undskyld... Undskyld.”

"Askeprins". Ordene kommer ud fra Udelviks sammenbidte mund som en forpint hvisken. Fra en lille kasse griber han ud og fanger et lille, pelset væsen. Musen piber og spræller, men Udelvik ænser det ikke. "Paponia, vover du at skade min ven skal din skæbne blive langt værre end dette!" Derpå åbner han den aflange vase, der ligger godt pakket ind i høkassen. Selv uden at kunne se sin fjende, ved musen den er dødsens da den bliver skubbet ned i vasens mørke. "Spis godt, min ven. Spis godt, Lardo!" Navnet bringer et lille smil frem på Udelviks blege læber.At kalde slangen Lardo virker passende, men alligevel lader han ikke de andre høre det. Lige nu galt det om at styrke deres sammenhold, sammen mod fjenderne, ingen skulle efterlades, mindst af alt Askeprins!

Udelvik søger ny viden

Udelvik hastede op gennem de smalle gyder , der åbnede op til et af de mere velstående kvarterer i Enfro. Hele hans krop og hoved summede stadigvæk efter formiddagens eksperimenter. Det var vigtige fremskridt de gjorde! Oceaner af muligheder åbnede sig op for brugen af den viden han allerede havde. Hvis blot de havde befundet sig et sted hvor de ikke behøvede at frygte skjulte knive i mørket, og hvor hvert øjeblik syntes at fordrive og forgifte enhver lektion de havde modtaget hjemme i Solavag. Stakkels Darlo! Kunne han nogensinde blive sig selv igen, eller vilde han ende som endnu et de menneskelige vraggods i skyggen af byens mure. Udelvik rystede hovedet på hovedet og knugede endnu engang bitterurten. Det var en af Kryssos mænd der havde nævnt den, hvordan den kunne holde den berusende virkning af rygeurten på afstand. Han havde overhovedet ikke lyst til at stjæle. Især ikke fra en mand som Vaspurakan. Sårbinderen var nok lidt ekcentrisk, næsten frastødende. Men han var dog en lærd mand, en mester i sit fag. Udelvik bed tænderne sammen, det var rigtigt nok hvad Roja sagde. Vi var nødt til at sætte vores overlevelse først! I dag ville han dog først og fremmest danne sig et overblik over remedierne i Vaspurakans klinik. Ikke stjæle noget, ikke i dag, bare kigge sig grundigt omkring!

"Stå ikke og gabe op som en skillingsluder nede fra havnen." Sårbinderen havde et blodstænket forklæde på og fægtede hidsigt med en stor bensav."Du lukker den forbandede bjergluft ind. Den ødelægger min koncentration." Udelvik skyndte sig at lukke munden i og begyndte at tygge intenst på den bitre rod. Operationsstuen svømmede allerede i den krydrede røg, der rev i Udelviks næse og øjne. "Krysos folk kom op med en strandvasker i morges. En god ting kan man da sige om byen her: Det skorter ikke på lig at skære i!" På den brede stenbriks med afløbsrender til blodet lå et lig hvis brystkasse allerede var skåret op, og lungerne taget ud. Vaspurakan smed bensaven fra sig. "Kom her knægt, kom og prøv at mærke, hvad det vil sige at holde en mands liv i dine hænder." Han greb Udelviks hænder og pressede dem ind i den åbne brystkasse. "Mærk dette hjerte, der for blot fem-seks timer siden pumpede livsblodet rundt i denne uduelige drukkenbolt." Pludselig tav lægen og stirrede anklagende på Udelvik. "Bitterurt?! Tygger du bitterurt, stupide knægt. Prøver du at løbe om hjørner med mig?" Hans hånd fløj op, og greb så stramt om Udelviks kinder, at han kom til at spytte den halvt tyggede rod ud. "Nøgen bitterod, kan u ikke en gang finde ud af at gøre det rigtigt? Lusede lille tangloppe. Brug rød bitterrod, hvis du virkelig mener det!" Hans greb om Udelvik strammedes, og han blev langsomt presset i gulvet. "Giv mig en god grund til at jeg skal spille mere tid på dig. Der kan sagtens blive plads til dig på stenbordet!"

"Min mester," hostede Udelvik halvkvalt, " var mester Ouvari!"

Yilkes - Rotten

Mester Madrastran

"Denne bog er særlig vigtig for mig, Largu. En rejsende fra Gula havde fortalt mig om dens eksistens, og jeg måtte sende tre købere ud for at finde den. Der er ikke mange udover dig der har set den her i Efrona. Den beskriver i detaljer kanalsystemerne under Gula. Den er skrevet af kongens arkitekter selv. Uvurderlig er denne bog. Især for de rette købere, hvis du forstår, Largu", Madrastran blinkede, og smilede et skævt smil til Largu. Largu nikkede og kikkede flygtigt på bogen som den ældre mand lagde på en høj læsepult tæt ved døren. "Spændende, den må ha kostet dig en formue, mester", Largu smilede anspændt til Mesteren. Largus stemme var tør. Han havde ikke drukket væske i flere timer. Ej heller havde han spist i endnu flere. Konstant havde han haft næsen godt og grundingt begravet i de mange bøger som mester Madrastran havde i sit bibliotek. Godt nok var det måske at tage munden lidt for fuld at kalde sin bogsamling af denne størrelse for et bibliotek. Men Largu sagde intet om den sag. Han havde aldrig set så mange bøger samlet på et sted, så hvis Mesteren omtalte det som sit bibliotek, så havde Largu ingen indvendinger. De fleste af bøgerne i biblioteket var uden for Largus interesse, men der var stadig masser af bøger han kunne søge viden i. Viden som kunne løse op for den knude som Largu følte dæmpede hans formåen. Det var som om der dybt inde i ham lå en kraft som blot ventede på at blive løsnet. Og nøglen til kraften var viden. Det var der ingen tvivl om. Udelvik havde prikket til nygerrigheden og Roya havde ikke været sen til at følge op. Hændelsen på toppen af klippen foran den store hule, hvor Roya havde følt sit hjerte slå langsommere, da han var trådt mellem Largu og Yilkes havde sat gang i megen spekulation, om hvorvidt og hvormeget Largus kunnen kunne vrides og malkes. Udelvik og Largu havde øvet forskellige teknikker, men da Udelviks viden lå så langt fra Largus var det svært at forene de to. Det var derfor Largu nu sad hos mester Madrastran. Selvfølgelig kunne Udelvik lære Largu meget, men det ville ikke være det samme som at tilegne sig viden selv. At terpe begreber, instruktioner og optegnelser indtil man fik ondt i hovedet. Det havde Mirela også altid påpeget. "At det var bedst om både hovedet og kroppen var med i indlæringen". Largu kunne høre moderens stemme klart og tydeligt.
Bogen Largu sad med beskrev kroppens sjælelige konstruktion. Hvordan blodet og energien i kroppen fulgte meget faste energi baner. Hvordan man ved at påvirke specielle punkter i øret kunne kurere hovedpine, svimmelhed og andre symptomer. Meget af det var ren volapyk for Largu, men noget af det kunne han godt forstå. Og når han så genlæste et afsnit han tidligere ikke havde forstået, var det som om det gav en smule mere mening. Det gav Largu blod på tanden. Han lovede sig selv at han ville søge viden alle steder. Viden gav indsigt, og indsigt gav magt. Og Mester Madrastrans samling var blot første stop på en længere vidensrejse.
’Aha, der er du”, Mester Madrastrans pludselige høje røst gav et jag i Largu. ”Det kan være du finder denne bog mere interessant”, Madrastran slog let på den store læderindbundne bog. Støvet der lettede fra bogens forside bevidnede at den havde ligget urørt hen i lang tid. ”Men, det er nok lidt for tidligt du får lov at kikke i den”. Han satte sig på en stol ved siden af Largu og lagde bogen i sit skød og foldede hænderne over bogen, så det var umuligt at læse dens titel. ”Måske hvis vi slår en lille handel af? Hvis du troligt kommer og hjælper med at føre bogerne her i protokol, så skal du få lov til at læse, hvad du vil her. Altså, mens jeg er tilstede. Noget for noget, Largu. Jeg kan se du hungrer efter viden. Det gjorde jeg også i din alder. Og se hvad det er blevet til”, Madrastran slog ud med hånden mod hele rummet. Han var tydeligvis stolt af sin bogsamling. ”Selvfølgelig, Mester. Det vil være mig en ære. Hvis det stod til mig kunne jeg blive her i Efrona til evig tid. Jeg skal gøre alt du beder om!”, Largu havde mest lyst til at kaste sig om halsen på den gamle mand. Men noget i den gamle mands øjne holdt ham fra det. ”Rolig nu, Largu”, Madrastran lo højt. ”Jeg ville ikke ønske for min værste fjende at han skulle blive forevigt her i byen. Og da slet ikke en ung mand som dig. Nu må du hellere lægge bogen der på plads. Hvis du skal være nogen hjælp imorgen må du sørge for at få noget søvn. Og noget at spise. Du ser ud som du trænger til det”. Largu kunne pludeslig alt for godt mærke sin mave. Den rumlede faretruende. ”Du har ret, Mester. Men jeg kommer så tidligt imorgen som jeg kan”. Largu klappede bogen sammen og lagde den forsiktigt på plads. Han blæste lampen ud og gik mod døren.
”God aften, Largu”, Mester Madrastran smilede og vendte sig mod reolen for at sætte den tunge, gamle bog på plads. I det Mesteren støttede bogen med begge hænder for at skubbe bogen på plads skimtede Largu en del at navn skrevet i sølv på forsiden af bogen.
”Iasparis”, mumlede Largu sagte for sig selv idet han lukkede den tunge egetræsdør til biblioteket bag sig.

Blodets kogepunkt

"Largu, vi skal prøve noget. Lige siden vi begyndte med at slå på demontjenerens gong gonger har jeg tænkt på hvordan det skal bruges"

Largu så meget tvivlende ud i blikket. 

"Altså Roja, det er ikke bare lige sådan noget man gør, du er nød til først..." mere fik han ikke sagt før Roja afbrød ham.

"Det har du sagt. Du lyder som din mor. Men jeg ved ikke noget om alt det med at få skelletet til at ringe og det der, du prøver med Udelvig. Det jeg vil er, at sætte fut i blodet". Roja stirrede lidt generet ned i bordet, Largu undrede sig over hvad han mente.

"Zozan havde en mand på besøg en sommer. En der underviste mig i nogle helt almindelig ting. Sådan noget med dybe indåndinger og noget med, at holde vejret inden et slag og slå til på en udånding. Han lærte mig at springe langt og lande blødt, men jeg havde ikke troet, at det var noget specielt ved det eller noget", Roja tøvede og kiggede endelig op. "Men han sagde lige precis det samme, som du sagde igår. At det galt om at få blodet op at koge. Og når jeg fik det,  kunne jeg gøre utrolige ting". 

Nu var det Largus tur til at kigge væk. Rojas blik var simplethen for intenst og bydende. 

"Jeg ved ikke om jeg kan, det du beder mig om, Roja. Ved slet ikke om det kan lade sig gøre. Og måske det bliver farligt hvis vi prøver det?"

"Jeg er ikke bange for farlig", svarede Roja bestemt. "Vi er i fare døgnet rundt her og hvis vi skal klarer os er vi nød til at udrette utrolige ting". Roja rejste sig og trak koften over hovedet. "Jeg skal slås mod Bragan om en time. Lad os se hvad vi kan gøre indtil da, og hvis det lykkedes, så skal jeg fandme smadre dem der grinede af mig igår".

næverne taler

”Ned med de hænder Roja”, råbte Bargan for mindst hundrede gang, og gav Roja et vap over rygstykkerne med sin pind. ”Du er her for at lære at undvige ikke for at parrer”. Med spidsen af pinden tvang  han hænderne væk fra overkroppen og tilbage ned langs siden hvor de siden morgenen startede havde fået anvist deres plads.
            ”Jamen hvis ikke jeg når at dukke mig rammer han mig jo”, surmulede Roja og undveg til siden for et slag der var tiltænkt hans kæbe. Fyren han kæmpede mod i dag hed Brogaz og var to hoveder lavere end Roja. Han var hurtig, men gjorde sig ikke synderligt umage. Det var heller ikke nødvendigt. Han sloges, som havde han gjort det hver dag i 30 år og gjord eikke en bevægelse unødigt og uden grund. Roja derimod, for rundt i sandcirklen og knoklede som en plovhest for at undgå tæsk.

            ”Jamen så sørg for han ikke rammer dig!”, rungede det fra Bargan. ”Dans, som en kælling, Roja, men hvis du tager de hænder op en gang til, så binder jeg dem på ryggen af dig”.

            ”Du skal ikke kalde mig kælling...hmf”, begyndte Roja, men blev afbrudt af et stød mod nyren efterfulgt af en næve på hver side af hovedet. Det sortnede et kort øjeblik og han faldt om i sandet. Da hans blik igen blev klart lå han på knæ og Bargan stod lige foran ham.

            ”Så kalder jeg dig dansebjørnen, for yndigt er det ved gud ikke”, grinede mesteren og prikkede til den store kleppert for at få ham på benene igen. ”Vi fortsætter med de her undvigelsesøvelser indtil du har lært det, og prøv om du kan styrer dit temperament mens. Forleden dag gjorde du det helt klart for alle at du helst vil lade næverne tale. Den slags tolerer jeg ikke i min arena. Jeg bestemmer hvem, der slår hvem og hvornår. Er det forstået?”

Roja nikkede og tørrede blod væk fra mundvigen.

            ”Er det forstået, sagde jeg?

            ”Javel” mumlede Roja. ”Bare du lover at det bliver min tur snart”.

Den gamle knævemester trak en smule på smilebåndet.

            ”Det skal nok blive din tur. Når du har lært at undvige”

 

Roja sprang og dukkede sig og trådte sidelæns og tilbage. Hans krop var øm og blå og stiv af slag og spark, men han blev ved. Selvom Bargan var en hård mester var det stadig vand i forhold til Zozan. Rojas farbror syntes ikke at kampen stoppede når man trådte udenfor en cirkel. For Zozan var træningen ikke nødvendigvis slut blot fordi man var ved at spise eller sove eller kysse på fiskehandlerens datter Ilene. Men det som Bargan underviste kunne Roja ikke lære andre steder. Det skulle da lige være hus Utzin Parponias campion. Men uanset hvordan Roja vendte og drejede det i hovedet fandt han det svært at regne fascist ud på det dilemma. Parponias fik det til at lyde, som om de tre gutter fra Solaveg blot kunne komme ind under hendes vinger når dobbeltspillet var ovre. Men hver dag i Kryssos lejer sang en anden sang. Disse mennesker tøvede ikke med at slå ihjel. For dem er et menneskeliv målt i penge. Zozan havde advaret ham om den slags mænd, men for Udelvig og Darlo var den slags folk fremmed land. Kun Largu, der konstant var blevet holdt på gyngende grund af sin moder, syntes at fange færten af faren bedre end de andre. Roja blev i midlertidigt taget ud af tankerne af en serie spark mod ansigtet, som han svedigt drejde sig rundt om. Han så i et splitsekund muligheden for at udnytte Brogaz´ubalance og trådte i stedet tættere på og nikkede sin modstander en skalde.

            ”Flot Dansebjørn”, lød det fra mesteren. ”Du beholdt hænderne nede. Men koncentrer dig nu om at undvige og ikke så meget om de udfald”

Roja sank en klump da han så Brogaz knække med nakken og gøre sig klar til en omgang mere. Roja fortsatte sine tanker mens han prøvede sit bedste at undgå sin modstanders slag. Som det stod nu var det Darlo der var den heldigste. Trods sin første flirt med tortur var han stadig uden herre. Roja tvivlede på at en som Krysso blot ville lade dem forlade sin tjeneste uden at gøre noget ved det. Selvom Parponias tog dem ind, ville han helt sikkert statuere et eksempel, og sammenlignet med den kynisme hans folk udviste ville det ikke blive noget kønt eksempel. For første gang slog tanken ned i Roja. ”Han slår os ihjel, hvis vi skifter”, en tanke, der med et føles alt for realistisk og alt for sand, nu da den var tænkt. ”Han lader os ikke forlade ham i live...”, et slag på næsen fik Rojas øjne til at løbe i vand og instinktivt fløj hans hænder op til parade.

            ”Brogaz, hent rebene og bind de arme på hans ryg”.

Roja blinkede et par gange for at se klart igennem tårerne og tænkte: ”Hvis ikke vi kan forlade Krysso uden at frygte for vores liv, må vi blot sørge for at han ikke lever når vi skrider”.

Udelviks tanker

Udelvik vælger at tie og lader Roja spille med musklerne. I stedet falder hans tanker tilbage på gamlingen og den mystiske herre han tjente. Algol. Kunne det være noget som de væsener Kalkas påkaldte sig. Eller noget som Kalkas selv? De sidste par dage havde næsten fortrængt erindringen om kampen i Solavag, om Amaranthysserne, selv om mester Ouvari. Det var åbenbart ikke kun ude ved kysten noget var ved at vågne, ondskaben og mørket havde også fået tag i bjergenes rødder. Måske var det ikke længere kun historien om Kalksa den Hvide de skulle bringe med til Kamplegene

Skatten til Krysso

”Hvis Krysso lugter vores usikkerhed er vi direkte i søen, som ålemad”, Roja krammede det gyldne scepter in til brystet. ””jeg tro det bedste vi kan gøre er at give ham guldet og lad det tale for os”.

Udelvik nikkede. ”Og måske vi ikke skal nævne noget om at vi blev forfulgt”, sagde Udelvik en smule forsagt.

            ”Nåh, du kan godt huske vi blev forfulgt nu?”, vrissede Roja.

            ”Jeg har jo sagt undskyld”, bed Udelvik ham af.

            ”Gem dine undskyldninger til Parponias. Det var hendes mand du fik lemlæstet”

            ”Tror i ikke vi skulle helt undlade at sige noget til nogen om Sogmenlor?”, afbrød Largu. ”Hvis vi fortæller hvad vi så af demoniske væsner oppe ved hulen tror jeg ikke nogen bekymre sig ret meget om hvem, der kom til skade og hvordan”.

Roja og Udelvik nikkede sammentyggende.

 

”Men en ting er klart for mig”, startede Roja igen. ”Da jeg talte med Sogmenlor om hans venner, eller de andre, der fulgte efter os, gik det op for mig hvor anderledes de her folk er. De ville ikke redde deres kammerart fordi han ville sinke dem med sine overskårne ledbånd. Hvad er det for nogle folk, der er så ligeglade med andres liv at de igorere en faldne ven på den måde? Det fik mig til at tænke over hvor lidt vi betyder for sådan en som Krysso. Eller for Parponias for den sags skyld. Hvis vi siger noget forkert – ligesom Darlo – så er vejen fra hjemvendte helte til lig i havnen ikke særligt stor. Så tænk dig lige om en ekstra gang inden du åbner kæften, Udelvik. For du har det med at sige hvad, der lige springer dig i hovedet.”

Udelvik nærmest hoppede i sadlen af arrigskab og begyndte at true om uretfærdige anklager, da Roja afbrød ham. ”Jeg husker godt dig og din bror og Amerantysserne...”

Med et klappede Udelvik i og blev rød i hovedet.

            ”Hvad var det for noget?”, spurgte Largu.

            ”Ikke noget”. Brummede Roja. ”Lad os no bare få det her afleveret og komme hjem og finde Darlo.”

bjergenes dæmoner

Meget er sket siden den skæbnesvangre nat hvor Roja kæmpede mod Ruzik, den Røde Næve. Godt nok havde han næppe en chance mod denhærdebrede veteran, men Solavags søn gjorde det allgevel så godt, at vi tiltrak os opmærksomhed fra de magtfulde familier.
Og før vi vidste af det, var vi blevet viklet ind i det spegede spil mellem disse familier: en lyssky figur ved navn Yilkes havde kontaktet de fire familier og lokket dem med en historie om gammelt guld i bjergene. En for en havde de afvist ham indtil endelig Khryzo, den Gyldne havde taget imod tilbuddet.

Og nu var vi så på vej op i bjergene, i Khrysos tjeneste, men som Papunias's spioner. Det vil sige, Lardo var ikke med. Hans selvretfærdige tunge havde kostet ham en tur i søens kolde vand, og Khrysos folæk gjorde det ret tydeligt, at han var uønsket. Han har ligessom os andre ikke helt fattet, at vi er langt fra Solavag og kystens tryghed!

Vores færd blev ledt af en garvet bjergmand ved navn Baraksos, sammen med ham var en ilter ung kriger ved navn Saidris. Historien gik på, at vi skulle finde denne Yilkes, der havde et mindre udestående med Khrysos. Og hvilket udestående! Højere og højere kom vi op i bjergene. Papunias's mænd var lige i hælene på os, men ved et uheld kom Udelvik, skræmt efter lejrbålshistorier om bjergenes heks, Tushpa, til at alarme Baraksos, og derved afsløre en af spionerne, der blev taget til fange. Hans navn var Sukhmenlor.

Langt om længe kom vi frem til den dal, der husede minen, og her spidsede situationen til. Saidris var konstant på nippet til at gøre det af med fangen, og Udelvik måtte tale for sin syge mor for at forhindre det. Imens kæmpede Roja og Largu med list og rænker for at komme til at kaste et blik på Baraksos kort, og finde ud af, hvad den erfarne stifinder måtte vide. Takket være en afledningsmanøvre fra Papunias's mænd lykkedes det langt om længe, og pludselig forstod vi, at der stod lsngt mere på spil end noget ubetalt gæld: Kortet nævnte dæmoner i bjergene, og hvilke ord man skulle bruge for at holde dem på afstand!

Kortet tydede på, at minen vi skulle finde, lå skjult bag et vandfald. Baraksos tog i forvejen for at spejde efter om nogle af den anden gruppe skulle være tilbage. Saidris var ikke til at holde tilbage og sprang selv efter, hvilket tillod os at befri fangen. Vi kunne dog ikke bare vende om og stikke af nu, vi var stadigvæk nødt til at finde et bevis, så vi kunne bringe noget tilbage til Khrysos. På vej op mod minen stødte vi først på liget af Saidris. Han lå midt i den lille fos, med halvdelen af kraniet knust. Og så så vi ham, lurende mellem de store blokke nede for det lille vandfald. En gusten, lille mandsling med krogede ben og arme, i sine hænder holdt han en stok behængt med knogler, og små metalplader dansede på hans klædedragt. Der stod en en fæl dunst ud fra mineåbningen bag ham, og i dammen neden for vandfaldet gled store, sorte maller og nappede kødsrester fra næsten afpillede kranier. Hvilket ugudeligt sted var vi kommet til? Roja styrtede efter en kort ordveksling rem mod gamlingen, der forbløffende hurtigt sprang i sikkerhed højere oppe. En lystig gnækken lød fra ham, da Roja ubetænksomt udløste en fælde og nær var blevet knust under en mægtig klippeblok.

Gamlingen lokkede med store skatte af guld, længere inde i hulerne, og inviterede os til middag hos hans herre, Algol. Ligessom de andre mænd, der var kommet op i bjergene med ham. Og sådan forstod vi småt, hvad det var denne mand havde bedrevet: Forklædt som en mand kaldet Yilkes, havde han lokket Khrysos med historier om guld, blot for at få mænd med op i bjergene, som han kunne skænke sin herre, Algol. Og måske var det også det, den skæbne, der var tiltænkt os!

...her fortsættes historien af Roja:

Fælden fik Roja og de andre til at slå koldt vand i blodet. Roja tingede med demonens tjener om at ville se noget mere guld før han ville tage imod invitationen om fest i Algols hule. Den svejbenede tjener vaklede ind i hulen og de tre venner fra Solaveg lagde en fælde. Largu og Udelvik tog hinanden i hænderne, Roja kravlede de ti meter op af rødder og grene for at hænge på lur lige neden under hulebningen. 

Da Demontjeneren triumferende trådte frem på afsatsen med favnen fuld a skatte sprang Roja op. En bølge af rystelser sved igennem Rojas skellet da den lille mand slog på sin gong-gong, der hang fra albuen, men det var som om bølgen af trolddm passerede og Roja huggede hans ben af. Til både tjeneren og Rojas store forundring faldt han ikke omkuld, men stod stift og mærkeligt på det ene ben. pludselig greb den samme form for stivnelse også Roja,d er ellers havde lagt an til at kløve kæltringen ved hoften. Roja Sank sammen. Det sidste han så var Largu, der slap Udelviks hænder og den splejsede dreng der faldt om. Så med et blev alt klart igen og Roja flåede Algols tjener ned fra klippen. Hans vamle hoved med de spidse fillede tænder banked et par gange  mod sten og rødder på vej ned, og han endte i en af dammene hvor mallerne straks gik igang. Udelvik kastede sig over den kvæstede og stak ham til døde med en lille bite kniv. 

Tjenerens sidste ord var:" Hjælp mig herre. Algol hjælp din tro tjener"

Disse ord fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Roja. De tre venner løb. Undervejs smed de liget i vandet. Kun et scepter og to guldringe fik de med fra huleåbningen. 

For foden af stien lagde de råd med Sogmenlor og hjalp ham til hest. De sov rædselsslagne i vildnæsset og fortsatte uudhvilede næste dag. Ved udkanten af byen tog de afsked med Parponias mand og begravede det lilel smykke,s om Roja havde raget til sig ud af fælden. 

Nu var der blot tilbage at konfrontere Krysso...

Jordens Maddiker

Dybt under jorden, hvor kun et svagt skær af solens lys når ned fra huleåbningerne højere oppe, lever væsner sjældent set af mennesker ( som har overlevet og kunnet berette om det ) Gennem 10 generationer gravede Eyalkiserne efter guld, malm, kobber og arava ( sort rav ) Krigsfanger, forbrydere, desertøre og andet godtfolk blev brugt til at udhule jorden og man mente det krævede mænd af en særlig slags at voldtage bjergene sådan som de gjorde. Som dybe gabende sår lå minerne spredt ud over bjergene omkring Efrona og Vasant og byer skød frem der husede de mange mennesker der kommer til hvor penge flyder frit og liv regnes for en varer.

Men de usikre tider der ramte egnen før rigerne i vest fladt fik minedriften til at dø ud. I nogle år havde de røde eges pas stadig stor betydning og Efron forblev travl mens Vasant, der ikke var så heldig at ligge på en af de store hovedveje der snoede sig gennem bjergene, døede ud og er nu en spøgelses ruin by hvor rejsende vogter sig for at sove da det siges at noget ondt hviler der.

De sidste 20 år har Murabam og by-forbundene langs kysten rejst sig og frigjort sig fra afhængingheden af vesten. I dag handler men ikke så meget over bjergene da nye vandveje åbner for handel. Tømmer, heste, soldater, vin fra Gula og Agathos, uld fra Zintamanni eller glas fra Malkuna transporteres stadig over bjergene og ned til kysten og de to byer hvor det sejles videre fra kaldes Nisikoos og Irahetavag.