Jordens Maddiker

Dybt under jorden, hvor kun et svagt skær af solens lys når ned fra huleåbningerne højere oppe, lever væsner sjældent set af mennesker ( som har overlevet og kunnet berette om det ) Gennem 10 generationer gravede Eyalkiserne efter guld, malm, kobber og arava ( sort rav ) Krigsfanger, forbrydere, desertøre og andet godtfolk blev brugt til at udhule jorden og man mente det krævede mænd af en særlig slags at voldtage bjergene sådan som de gjorde. Som dybe gabende sår lå minerne spredt ud over bjergene omkring Efrona og Vasant og byer skød frem der husede de mange mennesker der kommer til hvor penge flyder frit og liv regnes for en varer.

Men de usikre tider der ramte egnen før rigerne i vest fladt fik minedriften til at dø ud. I nogle år havde de røde eges pas stadig stor betydning og Efron forblev travl mens Vasant, der ikke var så heldig at ligge på en af de store hovedveje der snoede sig gennem bjergene, døede ud og er nu en spøgelses ruin by hvor rejsende vogter sig for at sove da det siges at noget ondt hviler der.

De sidste 20 år har Murabam og by-forbundene langs kysten rejst sig og frigjort sig fra afhængingheden af vesten. I dag handler men ikke så meget over bjergene da nye vandveje åbner for handel. Tømmer, heste, soldater, vin fra Gula og Agathos, uld fra Zintamanni eller glas fra Malkuna transporteres stadig over bjergene og ned til kysten og de to byer hvor det sejles videre fra kaldes Nisikoos og Irahetavag.