næverne taler

”Ned med de hænder Roja”, råbte Bargan for mindst hundrede gang, og gav Roja et vap over rygstykkerne med sin pind. ”Du er her for at lære at undvige ikke for at parrer”. Med spidsen af pinden tvang  han hænderne væk fra overkroppen og tilbage ned langs siden hvor de siden morgenen startede havde fået anvist deres plads.
            ”Jamen hvis ikke jeg når at dukke mig rammer han mig jo”, surmulede Roja og undveg til siden for et slag der var tiltænkt hans kæbe. Fyren han kæmpede mod i dag hed Brogaz og var to hoveder lavere end Roja. Han var hurtig, men gjorde sig ikke synderligt umage. Det var heller ikke nødvendigt. Han sloges, som havde han gjort det hver dag i 30 år og gjord eikke en bevægelse unødigt og uden grund. Roja derimod, for rundt i sandcirklen og knoklede som en plovhest for at undgå tæsk.

            ”Jamen så sørg for han ikke rammer dig!”, rungede det fra Bargan. ”Dans, som en kælling, Roja, men hvis du tager de hænder op en gang til, så binder jeg dem på ryggen af dig”.

            ”Du skal ikke kalde mig kælling...hmf”, begyndte Roja, men blev afbrudt af et stød mod nyren efterfulgt af en næve på hver side af hovedet. Det sortnede et kort øjeblik og han faldt om i sandet. Da hans blik igen blev klart lå han på knæ og Bargan stod lige foran ham.

            ”Så kalder jeg dig dansebjørnen, for yndigt er det ved gud ikke”, grinede mesteren og prikkede til den store kleppert for at få ham på benene igen. ”Vi fortsætter med de her undvigelsesøvelser indtil du har lært det, og prøv om du kan styrer dit temperament mens. Forleden dag gjorde du det helt klart for alle at du helst vil lade næverne tale. Den slags tolerer jeg ikke i min arena. Jeg bestemmer hvem, der slår hvem og hvornår. Er det forstået?”

Roja nikkede og tørrede blod væk fra mundvigen.

            ”Er det forstået, sagde jeg?

            ”Javel” mumlede Roja. ”Bare du lover at det bliver min tur snart”.

Den gamle knævemester trak en smule på smilebåndet.

            ”Det skal nok blive din tur. Når du har lært at undvige”

 

Roja sprang og dukkede sig og trådte sidelæns og tilbage. Hans krop var øm og blå og stiv af slag og spark, men han blev ved. Selvom Bargan var en hård mester var det stadig vand i forhold til Zozan. Rojas farbror syntes ikke at kampen stoppede når man trådte udenfor en cirkel. For Zozan var træningen ikke nødvendigvis slut blot fordi man var ved at spise eller sove eller kysse på fiskehandlerens datter Ilene. Men det som Bargan underviste kunne Roja ikke lære andre steder. Det skulle da lige være hus Utzin Parponias campion. Men uanset hvordan Roja vendte og drejede det i hovedet fandt han det svært at regne fascist ud på det dilemma. Parponias fik det til at lyde, som om de tre gutter fra Solaveg blot kunne komme ind under hendes vinger når dobbeltspillet var ovre. Men hver dag i Kryssos lejer sang en anden sang. Disse mennesker tøvede ikke med at slå ihjel. For dem er et menneskeliv målt i penge. Zozan havde advaret ham om den slags mænd, men for Udelvig og Darlo var den slags folk fremmed land. Kun Largu, der konstant var blevet holdt på gyngende grund af sin moder, syntes at fange færten af faren bedre end de andre. Roja blev i midlertidigt taget ud af tankerne af en serie spark mod ansigtet, som han svedigt drejde sig rundt om. Han så i et splitsekund muligheden for at udnytte Brogaz´ubalance og trådte i stedet tættere på og nikkede sin modstander en skalde.

            ”Flot Dansebjørn”, lød det fra mesteren. ”Du beholdt hænderne nede. Men koncentrer dig nu om at undvige og ikke så meget om de udfald”

Roja sank en klump da han så Brogaz knække med nakken og gøre sig klar til en omgang mere. Roja fortsatte sine tanker mens han prøvede sit bedste at undgå sin modstanders slag. Som det stod nu var det Darlo der var den heldigste. Trods sin første flirt med tortur var han stadig uden herre. Roja tvivlede på at en som Krysso blot ville lade dem forlade sin tjeneste uden at gøre noget ved det. Selvom Parponias tog dem ind, ville han helt sikkert statuere et eksempel, og sammenlignet med den kynisme hans folk udviste ville det ikke blive noget kønt eksempel. For første gang slog tanken ned i Roja. ”Han slår os ihjel, hvis vi skifter”, en tanke, der med et føles alt for realistisk og alt for sand, nu da den var tænkt. ”Han lader os ikke forlade ham i live...”, et slag på næsen fik Rojas øjne til at løbe i vand og instinktivt fløj hans hænder op til parade.

            ”Brogaz, hent rebene og bind de arme på hans ryg”.

Roja blinkede et par gange for at se klart igennem tårerne og tænkte: ”Hvis ikke vi kan forlade Krysso uden at frygte for vores liv, må vi blot sørge for at han ikke lever når vi skrider”.